Kommunen.dk
MENU

Mit drømme-Danmark

Mit drømme-Danmark

14. feb. 2014
Samira Nawa
SAMIRA NAWA
BESKÆFTIGELSES- OG LIGESTILLINGSORDFØRER
RADIKALE VENSTRE
Email

Foto: Steen Brogaard

Jeg brænder for et Danmark baseret på medmenneskelighed, medborgerskab og demokratiske værdier. Det Danmark ser vi ikke i dag – men jeg tror og håber, at det er dét Danmark, fremtidens generationer vil leve i, være stolte af og værne om.

Ikke alle borgere i Danmark føler sig i dag som en del af det etablerede fællesskab - vi ser, at unge med etnisk minoritetsbaggrund ser sig stemplet som andenrangsdanskere, at personer med handicap føler sig overset på arbejdsmarkedet, og at kontanthjælpsmodtagere betegnes som dovne. Vores grove debattone baseret på fordomme fremfor fakta er i den grad ekskluderende for nogle samfundsgrupper. Mit drømme-Danmark kan rumme alle sine borgere, og mit drømme-Danmark gør ikke sine borgere op i kroner og øre, men kan se værdien af det enkelte menneske.

I fremtidens Danmark vil spørgsmål såsom ‘Hvorfor kigger vi altid den anden vej, hvis en ældre medborger snubler?’ og ‘Hvorfor støder vi først til med vores hjælp, hvis vi bliver bedt om det?’ være overflødige. Medmenneskelighed vil være en selvfølge, og forskellighed vil være en ressource. Ingen vil undre sig over, at nogle taler tre, fire og fem forskellige sprog, og modersmålsundervisning vil blive hyldet – ikke af de økonomiske årsager, som vi hører omtalt, men ene og alene af den grund, at undervisning i modersmålet skaber hele mennesker.

Med medmenneskeligheden følger medborgerskabet. Medborgerskab handler om at føle sig tryg og tilpas og derfor løfte et ansvar for sit samfund. Ansvaret kan være så simpelt som at gå på arbejde, smide sit affald i skraldespandene i stedet for på gaden, stemme, når der er valg, eller være frivillig i foreningslivet. Såfremt medmenneskeligheden over for samfundsborgere, der er anderledes end os selv, udebliver, skaber vi modborgere fremfor medborgere.

I fremtidens skole står medborgerskab på skoleskemaet. I de helt små klasser handler medborgerskabsundervisningen om at respektere og give plads til hinandens forskelligheder og derved komme mobning i forkøbet. I de større klasser får eleverne kendskab til deres rettigheder og pligter som samfundsborgere i et demokrati. 

Netop demokratiet er i dag udsat for et massivt angreb i kraft af den overvågning der finder sted når vi færdes på nettet. En stor del af vores liv foregår i dag virtuelt – men vores demokratiske rettigheder og den personlige frihed er ikke fulgt med. En borger under overvågning er frarøvet sin frihed, og et land under overvågning kan ikke længere betegnes som et demokrati. Det afsløres gang på gang, at borgere aflyttes og overvåges, men angrebet på vores demokrati bliver i dag mødt med øredøvende tavshed blandt politikerne, som netop er repræsentanter for demokratiet. 

I fremtidens Danmark vil borgerne igen være fri, og politikerne vil værne om demokratiet og borgernes rettigheder. Vi vil kunne bevæge os i den reelle såvel som den virtuelle verden uden at føle os mistænkeliggjort.

Jeg glæder mig til en dag i fremtiden at se tilbage på dette indlæg og tænke ‘Det lykkedes at nå frem til mit drømme-Danmark!’.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR