Kommunen.dk
MENU

Ministeren skyder på det hele

Magnus Heunicke er stormet frem på alle trafikale fronter som minister. Den loyale partisoldat beskrives som en sportsglad tryghedsnarkoman, som overraskede sin borgmesterfar, da han stillede op til Folketinget.

Ministeren skyder på det hele

Magnus Heunicke er stormet frem på alle trafikale fronter som minister. Den loyale partisoldat beskrives som en sportsglad tryghedsnarkoman, som overraskede sin borgmesterfar, da han stillede op til Folketinget.

'Her i morgentoget er Rejsekortet nede i hele DK. Burde være gratis så. Vil jeg om nødvendigt tage op med selskaberne bag,' skrev Heunicke på Twitter.

Kort tid efter kastede transportministeren sig hovedkulds ind i slagsmålet mellem Metroselskabet og naboer til Metrocityring-byggeriet i København. Heunicke valgte at tilbringe en nat i en lejlighed i nærheden af Metrobyggeriet, som mange københavnere mener støjer uacceptabelt meget i nattetimerne. Inden da var der lavet en politisk aftale om genhusning af de beboere, som er forstyrret mest af byggeriet.

Heunickes sofavisit kan udlægges som PR, men transportministeren har på rekordtid vist, at han ikke er bange for at improvisere, når der kommunikeres politik. Men det er heller ikke tilfældigt, at den 39-årige er endt som transportminister, fortæller Henning Jensen, tidligere socialdemokratisk borgmester i Næstved gennem 23 år og far til Magnus Heunicke.

- Som barn var han meget interesseret i lokale forhold. Jeg skulle fortælle og forklare, hver gang der blev bygget nye veje, broer og stier i Næstved. Han ville vide, hvordan man byggede, og hvem der havde vedtaget det i byrådet. Han kunne godt se, at hans far var med til at bestemme de ting, siger Henning Jensen.

Tryghedsnarkoman

Magnus Heunicke er mellembarn i en søskendeflok på tre. Og på mange måder lever han op til fordommene om det forsigtige og mæglende mellembarn.

- Han løb hjem fra børnehaven en dag. Han sagde: ‘Jeg vil ikke være der, fordi vi skal have en vikar’. Han var meget usikker på det nye og fremmedartede. Magnus var lidt af en tryghedsnarkoman, siger Henning Jensen.

Hans Christian Schmidt (V), tidligere transportminister i VK-regeringen, har siddet overfor Magnus Heunicke i forskellige forhandlingsforløb. Han beskriver sin socialdemokratiske kollega som en ‘en fin fyr’, der prøver at finde konkrete løsninger på konkrete problemer.

- Det kræver mod at improvisere, siger han med henvisning til Heunickes Twitter-kommentar om gratis DSB-billetter.

-  Man skal have holdninger som politiker - man skal ikke bare rette sig efter embedsmændene. Du får ikke mig til at kritisere politikere, der har en selvstændig holdning. Dem kunne man godt efterlyse flere af.

Tør undskylde

Hans Christian Schmidt mener, at der var mange sammenstød med den daværende S-ledede opposition, men i sin tid som transportminister oplevede han mest, at Magnus Heunicke som transport-ordfører skulle levere kritik, ‘som var bestilt fra toppen’.

Schmidt noterer sig dog, at Magnus Heunicke modigt undskyldte på vegne af den daværende Poul Nyrup Rasmussen-regering, at man indkøbte de evigt forsinkede og stærkt problemplagede dieseldrevne IC4-tog.

- Det var en gigantisk fejltagelse, at man annullerede elektrificeringen i 1995/96. Der var nogle rapporter dengang, som sagde, at der ikke var grund til at fortsætte, men det ændrer ikke ved, at primært den daværende regering begik en historisk brøler, sagde Heunicke i 2011 til Berlingske Tidende.

Nul politik

Det lå ikke i kortene, at Magnus Heunicke skulle blive politiker og senere minister, fortæller Henning Jensen. Som teenager brugte han meget tid på sport, og der blev ikke diskuteret politik med vennerne.

- Det handlede mest om efter­skole, gymnasiet og sports­kammerater. Jeg tror ikke engang, at de drøftede politik. De snakkede om sport, skole og piger, siger han og tilføjer:

- Hvis nogen havde spurgt mig, hvem af mine tre børn der ville ende i Folketinget, så havde jeg nok ikke peget på Magnus.

Den unge Heunicke gjorde aldrig oprør mod de holdninger, som prægede hjemmet, hvor både mor og far havde en rød rose i reverset.

- Han har været trofast socialdemokrat siden sin fødsel. Det var nærmest hans dåbsgave. Måske mest på grund af hans mor, siger Henning Jensen.

Den rette grimasse

Loyalitet og trofasthed ligger dybt i Heunickes relation til sin storebror, lillesøsteren og familien som helhed, mener Henning Jensen:

- Magnus har den holdning, at man ikke kan være bekendt at svigte nogen af dem, der har hjulpet én. Han er en sportsmand. Holdet betyder meget for ham.

Det er de samme dyder, som Maja Panduro, der har overtaget Magnus Heunickes job som politisk ordfører hos Socialdemokraterne, bruger til at beskrive sin partifælle:

- Der er ret bred enighed i partiet om, at han er en ordentlig fyr og en god kammerat. Han kender til folks problemer og situationer. Han har udfyldt jobbet som politisk ordfører meget loyalt. Det sætter mange pris på, siger hun.

Maja Panduro er imponeret over, at Magnus Heunicke altid stillede op og forsvarede partiet, når endnu en dårlig S-meningsmåling var blevet offentliggjort.

- Man må beundre ham for evnen til at holde gejsten oppe. Helt ærligt kan det godt nogle gange være svært at finde en grimasse, der kan passe. Det er noget af det, som jeg kan lære af Magnus. Der må man bare huske på, at det får meget store konsekvenser, hvis vi får Lars Løkke som statsminister, siger hun.

Midt i midten

Magnus Heunicke var i starthalvfemserne formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i Næstved. Senere var han rejsesekretær i DSU. Her stiftede han bekendtskab med blandt andet daværende DSU-formand Morten Bødskov og senere DSU-formand Kristian Madsen, som er lederskribent på Politiken. Alligevel overraskede han sin far, da han i 2004 annoncerede sit kandidatur til Folketinget og efterfølgende blev valgt i 2005.

- Jeg vidste ikke, at han ville det. Derfor var det lidt ironisk, da en af hans modkandidater senere udråbte ham til at være ‘høvdingens søn’, siger Henning Jensen.

Magnus Heunicke bliver i medierne anset for at være en af S-formanden Helle Thornings mest trofaste støtter, selvom hun til tider kan være ganske upopulær på de indre linjer. Men Heunicke tilhører S-kaffeklubben ‘Netværket’, som er grupperet omkring beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og tidligere formand Mogens Lykketoft.

- Magnus ligger nøjagtigt i midten. Somme tider er han glad for dem, der læner sig mod Enhedslisten. Andre gamle gange læner han sig mod Venstre. Der er ingen tvivl om, at han går ind for markedsøkonomi. Det er også derfor, at han både vil have en sund kollektiv trafik og flere motorveje, siger Henning Jensen

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR