Kommunen.dk
MENU

Mindre fnidder og mere demokrati

Skolerne skal spare, de ældre skal hjælpe hinanden, og så skal forvaltningen være langt mere gennemsigtig, hvis socialdemokraternes Ole Bollesen sætter sig ved roret i Syddjurs.

Mindre fnidder og mere demokrati

Skolerne skal spare, de ældre skal hjælpe hinanden, og så skal forvaltningen være langt mere gennemsigtig, hvis socialdemokraternes Ole Bollesen sætter sig ved roret i Syddjurs.
Hvis Ole Bollesen sætter sig i den varme borgmesterstol efter næste valg, skal der ældre, børn og demokrati på programmet på Syddjurs’ rådhus i Ebeltoft. Foto: Privat
Hvis Ole Bollesen sætter sig i den varme borgmesterstol efter næste valg, skal der ældre, børn og demokrati på programmet på Syddjurs’ rådhus i Ebeltoft. Foto: Privat

Egentlig ville Ole Bollesen (S) slet ikke være borgmester. Hvad skulle han det for? Der skulle da nye kræfter til, mente han. Og helst nogle, man kunne satse på lidt længere tid end bare en enkelt valgperiode. Der skulle et generationsskifte til i byrådsgruppen, mente han.

- Vores aldersprofil i byrådsgruppen er lige nu ikke specielt ung. Vi har en ung fyr på cirka 30, men derudover er vi andre i 60’erne, og vi har endda to, som er over 70. Derfor synes jeg, det giver mening med et generationsskifte, og jeg har kig på nogle spændende folk i den nye flok, siger den garvede byrådspolitiker fra Syddjurs Kommune uden dog at ville pege på konkrete kandidater.

"Næste gang skal vi have en ordentlig proces uden fnidder-fnadder. Det tror jeg også de andre borgmesterkandidater har en plan om. Der er i hvert fald lagt i kakkelovnen til en ordentlig konstituering denne gang."

Selv sidder han i sin tredje valgperiode og har ingen planer om at stoppe lige foreløbig. Og han havde altså heller ingen planer om at skulle være borgmester. Men nogen skulle det jo være. Ifølge Ole Bollesen var han selv det åbenlyse valg, men da han ikke ville, måtte folketingsmedlem Leif Lahn (S) hentes ind for at overtale ham.

- Jeg kan faktisk dårligt huske, hvad han sagde, men han gav mig den selvtillid, der skulle til, for at jeg også selv mente, at det kunne jeg godt gøre.

Og selvom han har alderen imod sig, og selvom han er nummer fire spidskandidat til fire valg – og der sandsynligvis kommer en femte spidskandidat til næste valg – så går han efter mest mulig indflydelse til sit parti, når boet efter det afgående byråd skal fordeles til de lange knives nat:

- Det kan man jo både få ved at være borgmester, men man kan også få det ved at være udvalgsformand eller lignende. Jeg går selvfølgelig efter at blive borgmester, for det er jo uden tvivl dér, den største indflydelse er, men ellers har jeg en plan B og sågar også en plan C.

Mindre fnidder

Konstitueringen er ikke altid gået lige let. Det er få i den kommunale verden, som ikke husker, hvordan Kirstine Bille fra SF med støtte fra Venstre fik tilkæmpet sig borgmesterposten i 2009 på trods af, at der var flertal til centrum-venstre.

Ved kommunalvalget i 2013 så Socialdemokraterne i konstitueringsfasen igen ud til at erobre magten – denne gang med støtte fra Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det ville give et stort flertal på 19 i det 27 mandater store byråd og Jesper Mathiesen den post, der gled ham af hænde fire år tidligere.

Den aftale løb Venstre til gengæld fra denne gang og satte Claus Wistoft (V), der siden har været borgmester, i førersædet. Det har givet samarbejdsvanskeligheder, men også brede forlig.

- Næste gang skal vi have en ordentlig proces uden fnidder-fnadder. Det tror jeg også de andre borgmesterkandidater har en plan om. Der er i hvert fald lagt i kakkelovnen til en ordentlig konstituering denne gang, siger Ole Bollesen.

Lykkes det alligevel Bollesen at blive valgt som byens borgmester, er der tre ting på dagsordenen: skolerne, de ældre og mere gennemsigtighed.

Babyboom og aktive ældre

Syddjurs Kommune har en bugtet form. Ikke bare på grund af bakkerne i Mols Bjerge, men også kystlinjen giver geografiske udfordringer, når skoler skal lægges sammen. Derfor vil Ole Bollesen og den socialdemokratiske byrådsgruppe arbejde for at få skolerne i området til at spare penge for at blive bevaret.

- Det, vi kan se, er, at vi er nede i en bølgedal nu. Det ville være åndssvagt at nedlægge de lokale skoler. Vi kan jo se, at der fødes flere børn nu. Det startede allerede i sommer med et nyt babyboom, så i løbet af 10-12 år kommer der flere elever til vores skoler. Derfor skal økonomien strikkes sammen, så de små skoler kan drive en god skole, siger Ole Bollesen.

Og det mener han ikke kommer til at gå ud over kvaliteten.

- Skolerne må selv sige til, hvis de ikke føler, at kvaliteten er lige så god. Men de har meldt ud, at de tror på projektet. Vi har jo nogle geografiske udfordringer, som gør, at hvis man for eksempel nedlægger Molsskolen, vil nogle elever have helt op til 30 kilometer til skole. Det synes jeg faktisk ikke er realistisk.

”Det ville være åndssvagt at nedlægge de lokale skoler. Vi kan jo se, at der fødes flere børn nu. Det startede allerede i sommer med et nyt babyboom, så i løbet af 10-12 år kommer der flere elever til vores skoler.”

I den anden ende af aldersspektret arbejder han for at få de mange ældre, som i øjeblikket flytter til kommunen, ud af deres hjem og ud, hvor de kan hjælpe hinanden.

- I mine øjne handler det om at mobilisere de ældre, så de ikke bare sidder derhjemme. Hvis en ældre borger er frivillig, har han det selv bedre, mens han kan hjælpe de andre ældre, som er dårligere stillet end han selv, siger Bollesen.

Mere demokrati

Én ting er, hvad Socialdemokraterne har besluttet sig for at kæmpe for. Noget ganske andet er Ole Bollesens egne visioner som borgmester. Her har han ét stort ønske, og det er at gøre afstanden mellem borgere, forvaltning og politikere kortere samtidig med, at han vil gøre budgetforhandlingerne mere gennemsigtige. Det skal øge demokratiet i kommunen:

- Der skal være mere borgerinddragelse i den her kommune. Da vi fik storkommunerne, følte mange borgere sig fremmedgjort overfor byrådspolitikerne. Derfor vil jeg gerne have, at vi begynder at eksperimentere med mere borgerinddragelse. Det kan man for eksempel gøre med lokaludvalg, der har deres egne penge, som man har set det i Brasilien, eller ved at beslutte, at 3.000 borgerunderskrifter forpligter byrådet til at tage en given sag op, siger han.

Derfor har partiet sammen med Venstre allerede nu nedsat et udvalg, som skal forsøge at arbejde med aktiv borgerinddragelse.

Internt i byrådet skal især processen omkring det kommunale budget demokratiseres, hvis Ole Bollesen sætter sig i borgmesterstolen. Han mener, at forvaltningen lige nu styrer for meget, og at byrådspolitikerne ikke er inddraget nok i processen.

- Byrådspolitikerne skal ikke bare få præsenteret tal og spareforslag, som vi kan stemme ja eller nej til. Vi skal inddrages direkte i stedet. Det er en voldsom anklage, men lige nu er det simpelthen ikke gennemskueligt, hvilket budget vi stemmer igennem. Det er samtidig en påtrængende sag i mange kommuner, at man faktisk ikke er klar over, hvad det er for nogle tal, man får præsenteret – om de er lagt til rette for os.

Og det mener han de nogle gange er – tallene.  Lagt til rette.

- Det er jo en gammel debat, om det er embedsmænd eller politikere, der styrer. Den er der i alle kommuner. Jeg tror, det her er en kamp, alle politikere må tage, så de får mere indflydelse og det dermed bliver mere demokratisk, så befolkningen ved, at de, de har stemt på, rent faktisk har den magt, de er blevet givet. Det er et problem både her i kommunen, men også i alle de andre kommuner – og også i ministerierne.

Blå bog

Ole Bollesen

  • 66 år gammel og uddannet gymnasielærer i historie, idræt og kommunikation
  • Gruppeformand for den socialdemokratiske gruppe i byrådet i Syddjurs
  • Udvalgsformand for SÆ-udvalget (sundhed, ældre, social)
  • Har siddet i byrådet i tre perioder

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR