Da krisen for alvor skyllede ind over Vesten i 2008 og i de følgende år skabte massiv arbejdsløshed og medførte negativ vækst i mange lande, var der en forventning om, at bevægelser som ‘Occupy Wall Street’ og dens mange udløbere ville være starten på en ny kapitalismekritik. Venstrefløjen havde for første gang i mange år et momentum og passende bagtæppe til at fremføre nye argumenter for større regulering af finansmarkederne og større indkomstudligning. Men hvad skete der så? Occupy-bevægelsen fik sine femten minutters berømmelse, men politikerne i de fleste lande indrettede sig efter diktaterne fra EU og IMF, der lød på spareøvelser og reformer.

Den keynesianske model, der taler for massive offentlige investeringer i nedgangstider for at holde hånden under beskæftigelsen og væksten, mødte stålsat modstand hos europæiske toppolitikere. Øget ulighed opleves ikke som et stort problem i Nordeuropa, selvom den stiger hastigt i lande som Sverige og Danmark. Så længe middelklassen ikke oplever nedgang i deres levestandard, så bliver der ikke handlet, siger Göran Therborn, tidligere leder af sociologifakultetet ved University of Cambridge og nu professor emeritus ved samme institution:

- Havde middelklassen reageret på krisen, så var der sket noget politisk. Med undtagelse af Grækenland og Spanien så er middelklassens indkomster ikke blevet mindre. De er bibeholdt. Kløften mellem middelklassen og arbejdsløse og indvandrere er øget. Men middelklassen oplever nok stadigvæk, at den har en ret privilegeret og hyggelig tilværelse. Mange mener, at bankdirektørernes og topchefernes lønninger og bonusser er groteske, men de mener ikke, at det er deres opgave at ændre på det.

Den svenske professor er blandt andet kendt for bogen “The Killing Fields of Inequality”, hvor han gennem data fra en lang række lande forsøger at dokumentere, at ulighed ikke kun rammer mennesket økonomisk, men udgør en sociokulturel orden, som rammer mennesker på sundhed, psyke og handlekraft. Og for millioner af mennesker betyder ulighed en alt for tidlig død ifølge Therborn.

Working poor

Er middelklassen ikke bange for at miste jobbet til lavtlønnede udlændinge eller ved outsourcing? Der er jo ikke ligefrem nogen garanti for, at velbetalte job ikke flytter til Østen ...

- Måske, men sagen er, at de job ikke er forsvundet endnu - i hvert fald ikke i Nordeuropa. Man har et stigende problem i Storbritannien med, at akademisk uddannede har stadig sværere ved at få akademiske job.

Hvad er der sket med synet på ulighed under og i kølvandet på krisen?

- Der er sket to ting. For første gang i lang tid er der opstået en kritisk diskussion om ulighed. Der er en ganske udbredt indignation i forhold til ulighed. Ulighed var faktisk et af hovedemnerne, da den internationale borgerlighed var samlet i Davos til World Economic Forum i år, siger Therborn og tilføjer:

- Men uligheden er fortsat med at stige. Indignationen og diskussionen har ikke ændret på det. Det er til dels sket på baggrund af større arbejdsløshed, og siden 1980’erne har industriarbejderne været de store tabere i vores samfund. Arbejdsløshedsunderstøttelse og dagpenge er blevet sænket mange steder, og vilkårene for at modtage ydelserne er skærpet.

Ifølge den danske tænketank Cevea har ti procent af tyske lønmodtagere i dag under 7.500 kroner tilbage efter skat om måneden og tjener dermed under 60 procent af landets medianløn. Det gør dem til fattige ifølge EU’s officielle fattigdomsgrænse. Opleves det ikke som et problem hos middelklassen?

- Jeg er ikke sikker på, at middelklassen nødvendigvis vil opleve det, vi kalder for ‘working poor’, som et problem. Ser man på Tyskland, så gennemførte Gerhard Schröders socialdemokratiske regering mange af de reformer, som skabte en stor gruppe af working poor. Det har frustreret mange og nok været skyld i Socialdemokraternes tilbagegang ved flere valg, men den tyske middelklasse oplever det ikke som et problem.

- Der findes ikke virkelig god samfundsvidenskabelig forskning på det her område. Tyskland har ret lav arbejdsløshed - faktisk lavere end før krisen. På den anden side er en stor del af de her job såkaldte working poor-job. Men er det bedre at være working poor end at være uden job, som mange eksempelvis er i Frankrig? Det kan jeg ikke svare på. Der findes ikke nok data på området.

At drive dagsordenen

Göran Therborn mener, at lande som Danmark og Sverige har oplevet, at solidariteten mellem top og bund i samfundet er fragmenteret. Det forklarer han med den nyliberale bølge, der er skyllet ind over EU siden 1980’erne.

- Det her er en institutionel udvikling. Det handler om privatisering af sociale tjenester. Hele ideen om, at al offentlig virksomhed i virkeligheden er at sammenligne med at drive privat virksomhed - det, vi bredt set kalder New Public Management. Det har ødelagt den gamle bureaukratiske etik og disciplin. Selv i Skandinavien er der omfattende korruption. Det fandtes næsten ikke før. I kraft af, at alt er blevet forretning, opfattes departementschefer og generaldirektører som forretningsmænd. Og skatteydernes penge er en kasse, som de kan tage af. Det driver individualiseringen, siger han og tilføjer:

- Samtidig er fagbevægelsen blevet svækket. Vi har stadig kollektive aftaler, men overenskomsterne er generelt blevet mere og mere individualiserede især for tjenestemænd.

Kræver det et nyt klassekompromis, hvis uligheden skal mindskes? Og er det Socialdemokraterne, der skal drive den udvikling, som tilfældet var i det 20. århundrede?

- Det forudsætter, at den socialdemokratiske politiske elite, der er blevet en klassisk middelklassegruppe, bliver mere opmærksom på de sociale omkostninger ved kapitaliseringen af samfundet: indførelsen af markedsvilkår og forretningstankegang i socialstaten. De skal have øjnene op for den voksende afstand mellem de privilegerede og resten af befolkningen og de problemer, som det skaber for hele det relationelle samfund. Men der findes vist ikke tegn på, at det er ved at ske.

Göran Therborn peger på de mange frit valg-ordninger, som svenskerne har oplevet siden 1990’erne. Frit valg af skoler og offentlig støtte til store virksomheder, som tjener pæne overskud på at levere uddannelse, skaber grobund for et samfund, hvor relationer nedtones til fordel for individets muligheder.

- Det er vældig upopulært i den svenske befolkning, at de store virksomheder tjener mange penge på skoledrift. Det ved vi fra et utal af meningsmålinger. Og desuden sender mange af virksomhederne overskuddet i skattely. Men den politiske elite hos Socialdemokraterna er delt 50/50 i det spørgsmål. Og den vigtigste årsag er, at storbypolitikerne i S og deres vælgere oplever skolevalget som et fremskridt. De kan fravælge skoler, hvor der er mange indvandrere og sociale problemer. De kan sende deres børn på hvide, eksklusive middelklasseskoler, siger han og tilføjer:

- Til forskel fra en del andre lande er der i Sverige ikke nogen grænser for den privatisering. I Storbritannien skal udbud af offentlige services fortsat være nonprofit.

Det virker til, at du ikke forventer, at Socialdemokraterne kan være nogen spydspids i bekæmpelsen af ulighed. Hvem kan så tage den opgave på sig?

- Det må komme fra nye politiske kræfter. De klassiske venstrekræfter kommer til at spille en rolle. Men en forandring kræver nye kræfter som Syriza i Grækenland eller Podemos i Spanien. Man kan ikke forudsige hvornår og hvordan, siger han og tilføjer:

- Forskellen på Occupy-bevægelsen og Podemos og Syriza er, at de to sidstnævnte formåede at få sat en politisk formel på en protestbevægelse, men de kommer ikke ud af en ideologisk baggrund som de gamle venstrepartier. Men der er ikke noget, der tyder på, at vi kommer til at se den slags i Skandinavien lige foreløbig.