Middelfart er smukt og bedårende anlagt ned til Lillebælt med kik til begge de to Lillebæltsbroer. Jeg boede der i 15 måneder som ung journalistelev i 1968-70 og oplevede dagligt den nye lillebæltsbro blive mere og mere færdig. Og har siden gennem nære venner haft god kontakt til Middelfart, hvorfor det også virkelig glæder mig at se, hvor godt den lille købstad har haft held til at udnytte sin fine havnefront og her skabe et helt nyt liv, som de færreste kan matche.
Jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om nogen anden dansk provinsby, eller by for den sags skyld, der har håndteret havnemulighederne bedre. Kun svenske Helsingborg overgår med sin ypperlige havnefront med pragtfuldt nybyggeri, kulturhus, caféer, promenader og nu også tilføjet egentlig strandpromenade, med badebroer, scener, iskiosker, bænke en masse, fastnaglede liggestole, omklædningssnegle og jeg kunne blive ved. Jeg kan ikke huske noget sted i verden at have set den sag håndteret bedre, det er ren fornøjelse.

Næsten ligeså godt

Men mens jeg gik og frydede mig i Helsingborg en skøn sommeraften i 2010, kom jeg alligevel i tanke om Middelfart og tænkte: De har altså gjort det næsten ligeså godt der i den by, på deres præmisser og med deres muligheder. Og det er altså virkelig ros, så det vil noget.
Middelfart er en smuk, gammel by med et meget stemningsfuldt, gammelt midtbymiljø, ikke mindst mod Grimmerhus og byens kirkegård – og ud til bæltet.
Her er der virkelig sat i stand de senere år, så man tror, det er løgn. Med de yderste huse mod bæltet med hængende haver, som man ellers kun ser det i syden. Smuk, gammel kirke, fin, gammel Algade med gammelt minihospital, smukt gammelt bindingsværkshotel og mange andre fine, gamle bygninger og en efterhånden mere anstændig gågade.
Skiltning og facadekultur er ved at få et velfortjent løft, men der er stadig et stykke vej til det gamle ug. I samme miljø har den udmærkede Middelfart Sparekasse forbilledligt ladet et skrummel hus af en beton-bankbygning iklæde på ny … forestået af de gode arkitekter 3 gange Nielsen, og det er værd at skue, omend voldsom i miljøet, byggeriet skråner let og elegant som et større sneskred - ned mod havnen og matcher meget godt byens fornemme kulturø med smukt kulturhus tegnet af Schmidt, Hammer, Lassen.

Åbnet mod vandet

Denne kulturø er en del af den nye fornemme havnefront, hvor gammelt havneområde er erstattet af godt nyt. Fine og ikke for høje, hvide boligblokke med skøn udsigt klæder miljøet og i forlængelse af det, i retning mod den gamle lillebæltsbro, er der så indrettet havnepromenade, legeplads, scene, boldspilsmuligheder og café.
Lidt længere ude er det gamle skibsværft blevet et arbejdende museum med mange gode aktiviteter. Middelfart finder på og opper sig gevaldigt.
Selvfølgelig er det havnefrontsmæssigt i meget mindre målestok end i den større Helsingborg, men med samme kvalitet og lidt på samme melodi … at åbne byen mod vandet og at trække folk og aktiviteter herned. Og det er virkelig lykkedes.
Jeg er fuld af beundring for projektet og kender som sagt ingen anden dansk by, der har håndteret det ligeså godt – endnu. Aalborg er på vej, lad os se. København og især Holbæk har slet ikke forstået at åbne til vand og at trække folk ned til det. I København indtil nu kun ved Islands Brygge.
I øvrigt skal Middelfarts voksende industrikvarter også roses. Her er mange gode bud på ikke–stygge og ligegyldige industribygninger. Helt tilbage fra den tid, da Toyota byggede nyt hovedsæde her. Nu overtaget af andre.
Også Fiberline kan roses for vild, anderledes arkitektur. Det ’landede måneskib’ ses fra motorvejen. Ligesom Middelfart i det hele taget ses godt fra begge broer og fra toget, der kører højt over byen.
Så tillykke til Middelfart!