Meninger efterlyses – men ikke for enhver pris
Meninger efterlyses – men ikke for enhver pris
Så er der 12 uger tilbage, og op til valget vil pressen være optaget af dolkestød, løftebrud og rævekager fra lokaldemokratiets gråzoner, men der vil også være eksempler på fordragelige og brede konstitueringer, helt ubeskrevne politikerblade, der bliver friske pust med nye ideer – og kommuner, hvor gamle magtbastioner falder – altså helt i demokratiets ånd.
De seneste uger har budt på enkelte forrykkede positioner – mest dog på bøndernes plads i det kommunalpolitiske skakspil. Enkelte steder skal der dog i det hele taget fyldes op på skakbrættet – som i en stor kommune som Thisted, hvor S har svært ved at finde kandidater nok og aldrig før har set enkelt-partiforeninger, der ikke kan mønstre bare én kandidat – som i Midtthy. Måske en idé at overveje sine interne strukturer?
Blandt de røde er det efterhånden blevet en ikke-nyhed, at en SF’er går til S – som når også Dragørs spidskandidat Pernille Lundqvist savner politisk fokus og ledelse og tager flere medlemmer med sig over til sosserne.
At en spidskandidat så kort tid før valget dropper det hele, kom de også ud for i Mariagerfjord, hvor eks-undervisningsminister Tina Nedergaard skuffede Venstre, der nu står med en tom førsteplads. At de andre V-folk har sagt ja til højere skat, bekom hende ikke vel. Og Per Husted (S) kan med folketingserfaring få nemmere ved at efterfølge H.C. Maarup (S), der rykker ud af borgmesterkontoret for at passe sit privatliv.
De Radikale benyttede sommergruppemødet til et møde mellem alle KV-kandidater og de valgte fra Christiansborg – og de på Twitter så flittige radikale postede fotos fra glade teambuildingkonkurrencer og kampagnefilm med en cyklende Vestager og en RU’er på ladet og titlen ’Hvad er meningen? Hvad er din?’
De Radikale efterspørger direkte meninger, men netop det at have meninger – og ikke mindst lufte dem uden filter på de sociale medier – kan koste dyrt: Fuat Yalan (S) fik ikke kun en politianmeldelse på halsen efter en voldsom ytring om at ville brænde alle kinesere, men er nu også blevet ekskluderet fra partiet.
I Sorø noterede K-kandidat Carsten Seindal Eilertzen kontroversielt, at partiformand Lars Barfoed ’burde have været aborteret fra fødselen’ – angivelig fordi han ikke ville være med til flere udlændingestramninger. Eilertzen trak sig – også efter negative reaktioner på sin udmelding stilet til LA-kandidat i København, Sabeena Sareen, som han beskrev som ’søster til den mand, der gør alt for at ødelægge min kirke og udrydde luthersk-evangelisk kristendom’ - kirkeminister Manu Sareen (R), forstås.
Der var mere glasur og flødeskum end skældud og konflikt, da borgmester Joy Mogensen (S) og en af de andre kandidater i Roskilde, Karim Friis Arfauoi (S), begge fyldte 33 på dagen med bare 100 dage tilbage til valget, så de lod sig fotografere med en stor lagkage - hvad det politiske budskab i det så end skulle være? Men meget anderledes er det vel ikke med de to venstrefolk – en nytilflytter, Bent Jakobsen, og en VU’er, Rasmus Ingemann, der i april hoppede gennem et hul på søens is og sikrede sig foto og omtale med et budskab om ’at bryde isen til en ny liberal politik’ som eneste substans.
Professor Ulrik Kjær har jo rådet kandidater til at spare på det politiske krudt til ganske kort før valget, fordi vælgerne alligevel ikke interesserer sig synderligt før – så det er nok bare det, de venter på. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.