Sjældent har et politisk opgør om en borgmesterpost vakt så meget international opmærksomhed, som da Ruslands præsident Medvedev for nyligt besluttede at fyre Moskvas borgmester gennem 18 år, Jurij Lusjkov.

Ikke at det var en stor overraskelse, da det skete. Alle tegn i sol og måne, og ikke mindst de russiske medier, pegede i retning af det uundgåelige. Jurij Lusjkov havde længe været en torn i øjet på centralmagten i Kreml. Og da han åbenlyst lagde sig ud med præsidenten i en konflikt om et motorvejbyggeri mellem Moskva og Skt. Petersborg, beseglede han sin egen skæbne.

Nu er Moskvas farverige borgmester erstattet af den stort set ukendte Sergej Sorbanin, som Medvedev har hentet ind fra Sibirien. Sådan foregår det nemlig i russisk politik.

I 2004 besluttede daværende præsident Putin, at de lokale guvernører, borgmestre og republik-præsidenter ikke længere skulle vælges af befolkningen, men udpeges af præsidenten.

Demokrati på russisk

Et klart tilbageskridt for demokratiet set med europæiske øjne. Men måske skal man hellere tale om demokrati på russisk end russisk demokrati. Ifølge professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og ruslandskender Mette Skak er det svært at være alt for principfast i den debat.

”Det har ikke meget med demokrati at gøre, at præsidenten kan udskifte regionale ledere på den måde. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting for Rusland. I praksis har russisk demokrati ført til, at man får sådan nogle Berlusconi-typer til at regere rundtomkring. Så er man ofte lige vidt, når det kommer til demokrati og ikke mindst menneskerettigheder,” siger Mette Skak.

Medvedev har i sin korte regeringstid udskiftet fem regionale ledere. Og ifølge Mette Skak ofte udnævnt yngre og mere vestligt og liberalt indstillede kandidater.

Fyringen af Jurij Lusjkov er i vid udstrækning blevet fortolket som et udslag af en magtkamp mellem Putin og Medvedev op til det kommende præsidentvalg. Den udlægning mener Mette Skak imidlertid er for forsimplet. Hun ser det i højere grad som en del af en længerevarende magtkamp mellem centralmagten og de lokale høvdinge.

”Ruslands problemer har været lidt som i feudaltidens Europa, hvor man havde en masse små lokale fyrster, der regerede, som det passede dem, og udnyttede, at Kreml ikke havde styr på noget som helst,” siger Mette Skak.

Sovjets sidste søn

Det er en beskrivelse, der synes at passe vældig godt til Lusjkov. Han er blevet tålt i Kreml, fordi han er lykkedes med at forny Moskva og gøre det til et glitrende udstillingsvindue for resten af verden. Mange moskovitter har været tilfredse med ham, fordi han trods korruption og sin ofte brutale fremfærd fremstod som deres mand.

Lusjkov blev indsat som borgmester af Jeltsin i 1992, og har siden haft aspirationer om at komme højere op i det politiske hierarki. Men blev overhalet indenom, da Putin sidst i 1990’erne entrede den politiske scene.

Kritikken af Lusjkovs korruption er i høj grad knyttet til hans bedre (?) halvdel, ægtefællen Elena Baturina. Hun er indehaver af en større entreprenørvirksomhed, der gennem den ene lukrative aftale efter den anden om opgaver i Moskva har gjort hende til en af Ruslands rigeste kvinder. Efter sigende er hun  god for omkring 17 milliarder kroner.

Lusjkov er blevet kritiseret for at gå til yderligheder som at brænde folks hjem af, hvis de modsatte sig hans planer om at forny Moskva. Han har slået hårdt ned på ellers fredelige og upolitiske demonstrationer for homoseksuelle, som han kaldte ”sataniske”.

Og tidligere på året planlagde han at fejre 65 års-jubilæet for 2. verdenskrigs afslutning med at hænge Stalin-plakater op i hovedstaden. Det opgav han dog igen efter stort offentligt postyr.

”Lujskov er jo en ældre herre på 74 år, så han har haft hele sovjettiden med. Og man kan mærke, at når han udtaler sig, så tænker han stadig meget med den samme horisont som en anden sovjetisk partiboss,” siger Mette Skak.