Finansmanden Brynestad havde snablen godt og grundigt nede i Oslo-skatteborgernes lommer, da han i 2002 kuppede sig til et sygehusprojekt uden konkurrence fra andre private aktører. Med hjælp fra tidligere partifæller i partiet Højre fik han mulighed for at overtage en statslig byggegrund og lave en kontrakt med Oslo om at leje et fremtidigt sygehus på grunden. Lukrative aftaler, der på ti måneder sikrede ham en skattefri gevinst på 24,5 millioner kroner.

Sådan fremlægger den norske forfatter og kommunalpolitiker Erling Folkvord sagen om finansmanden Brynestad i sin nye bog, ’Vår korrupte hovedstad’. Erling Folkvord gennemgår på denne måde en række sager i bogen, der har skabt verbale slagsmål og kontroverser i medierne. Alle de oprullede historier foregår i løbet af de tyve år, hvor Erling Folkvord fra venstrepartiet Rødt har været kommunalpolitiker. Han har desuden siddet fire år i Stortinget, der svarer til Folketinget i Danmark.

Politisk vendetta

Korruption er langtfra et ubeskrevet blad i norsk litteratur. For eksempel har tre journalister skrevet bogen ’Korrupsjon i Norge’, hvor man blandt andet kan læse om en kommunal vandværksdirektør, der har svindlet for op mod 70 millioner kroner. Erling Folkvord har også tidligere skrevet om korruption eller korruptionslignende forhold i den norske hovedstad. Denne gang får han belejligt bogen til at falde lige før kommunalvalget. Det har givet næring til kritikernes beskyldninger om, at forfatteren kører en politisk vendetta mod partimodstandere i ­Højre og Fremskridtspartiet. Og det med navns nævnelse.

Modtagelsen af bogen i den norske presse spænder da også utroligt bredt. Mens en anmelder beskylder Erling Folkvord for at se alle mus som grå og korrupte, så opfordrer en anden anmelder til at give ham folkets fortjenstmedalje.

Erling Folkvord har givetvis været bevidst om den kritik, der ville følge i kølvandet på bogen. Han synes at have forsøgt at gardere sig imod den med mere end 800 noter bag i bogen. Det har dog ikke bremset et privat firma i at forsøge at stoppe bogen inden udgivelse. Uden held. Og det kan vi andre nu glæde os over. For selv om Erling Folkvord ikke nødvendigvis fører bevis for strafbar korruption, så får han som minimum fremført belæg for tilfælde af politisk inkompetence, ulovlige dispositioner og eklatant mangel på opfyldelse af tilsynspligt. Kommunal opførsel, der fremmer de korruptes ærinde. 

Korruptionsbeskyttere

I et interview har Erling Folkvord udtalt, at bogen ikke er udtryk for, at han anser flertallet af politikere for at være korrupte. Men derimod for slappe. I bogen kommer han også ind på denne problematik.

”Politikere, som ikke griber ind og afslutter sådanne tilstande, er ikke nødvendigvis korrupte. Men de lægger forhold til rette for korruption eller korruptionslignende tilstande. Korruptionsbeskyttende politikere kan gøre større samfundsskade end den korrupte,” afslutter Erling Folkvord et af sine kapitler.

Alle eksemplerne i bogen går på politikere eller embedsmænd, der har været med til at sikre private næringsdrivende særligt lukrative økonomiske gevinster. Bevidst eller ubevidst. Erling Folkvord peger netop på New Public Management-bølgen i den offentlige sektor som en øget risiko for korruption.

”Det, som bliver kaldt ny offentlig styring (New Public Management), betyder ikke i sig selv, at der bliver mere korruption. Men det betyder flere områder med lukket sagsbehandling. En årsag er, at så meget mere end før skal ud som udbud og kontrakt,” skriver han.

Hemmeligstemplet notat

Finansmanden Brynestad fik også hjælp. Han var kommet med særdeles tvivlsomme oplysninger om omkostningerne ved det fremtidige sygehus. Beregningerne blev alligevel godtaget og dannede dermed basis for prisen på lejekontrakten med Oslo. Det på trods af, at embedsmænd højt placeret i kommunen pegede på de alt for høje omkostninger i et notat, hvor de direkte frarådede kommunen at indgå en aftale med finansmanden. Notatet nåede imidlertid aldrig ud til bystyrets kendskab.

I Oslo er styret delt op i et byråd med op til otte politikere, der bedst kan sammenlignes med den danske ministerrolle, og så et bystyre, der svarer til det øvrige Folketing. Det ansvarlige byrådsmedlem hemmeligstemplede notatet fra sine embedsmænd. Dermed var bystyret uvidende om denne advarsel, da de godkendte den endelige aftale.

Vigtig lektielæsning

Strafbar korruption efter norsk ret kræver et bevis for, at nogen har opnået en ”utilbørlig fordel”. Dette bevis halter i flere af Erling Folkvords beretninger, og i hovedparten af sagerne er ingen da heller nogensinde blevet dømt for korruption. Således heller ikke finansmanden Brynestad. Kommune- og rigsrevisionen har i skarpe vendinger kritiseret forløbet. Men en undersøgelse fra EFTA’s overvågningsorgan ESA har imidlertid ikke ført til fund af lovbrud af regler inden for EØS-aftalen. En aftale, der betyder, at EU’s bestemmelser om det indre marked også gælder Norge. For Brynestad startede og sluttede det hele inden for samme år. Han var ude af aftalen igen med Oslo, inden det første spadestik til sygehuset blev foretaget.

Eksemplerne i ’Vår korrupte hovedstad’ bør være vigtig lektielæsning for den danske kommunalverden. Bogen kan stå som skræk og advarsel for, hvordan man undgår at gå de korruptes eller uærliges ærinde. Ligesom den kan stå som en vigtig påmindelse om, at ikke bare den korrupte, men også den slappe politiker risikerer at gøre stor samfundsskade.