Kommunen.dk
MENU

Med direkte adgang til Stats ministeriet

 Sólrun Løkke Rasmussen på vej mod lokalpolitisk comeback – og nej, byrådskollegerne ser ikke skævt til én, bare fordi man er gift med landets statsminister, der nu vil sætte kommunerne under tilsyn. 

Med direkte adgang til Stats ministeriet

 Sólrun Løkke Rasmussen på vej mod lokalpolitisk comeback – og nej, byrådskollegerne ser ikke skævt til én, bare fordi man er gift med landets statsminister, der nu vil sætte kommunerne under tilsyn. 

Formiddag  på villavejen i Græsted. Politimanden, der diskret passer på statsministerboligen, har smidt jakken og står i lyseblå skjorteærmer og nikker goddag. Han er en af de ting, der følger med, når ens ”politiske dyr” af en mand går hen og bliver regeringsleder. 

En anden ting er mediernes interesse. Interessen for førstedamen Sólrun, for privatpersonen Sólrun – og nu også for KV-kandidaten Sólrun. Vi er kommet for at finde ud af, hvordan det skal spænde af med farmand i Statsministeriet og mor i byrådet – har de da ikke politik nok i den familie? 

Sólrun Løkke Rasmussen tager imod i jeans og strømpesokker og en Kings i hånden  – og ligner alt andet end en førstedame. Hun skal møde sent i dag på lærer-jobbet på Det Kongelige Teater, hvor hun underviser balletbørn i matematik og naturfag, og netop skolerne er noget af det, hun gerne vil bruge sit politiske krudt på, hvis hun bliver valgt. 

Vi slår os ned i sofaerne med en kop kaffe, mens hun fortæller, at hun synes, folkeskolerne i Gribskov trænger til et løft, der kan sikre, at flere elever går videre til ungdomsuddannelserne. De kvikkeste elever skal have flere udfordringer, mener hun, og er klar til at gøre op med dogmet om, at folkeskolen er for alle.

”Der er altså nogle elever, som måske skal noget andet. Jeg forestiller mig en slags Fulton-på-land-projekt som et tilbud til nogle af de elever, der ikke får så meget ud af at gå i folkeskolen,” siger hun.

Smittet af Lars

Sólrun Løkke Rasmussen sad i byrådet i Græsted-Gilleleje i to perioder fra 1998 til 2006. Dengang var hun medicinstuderende, havde tre små børn og en mand, der var amtsborgmester, og kort tid efter indenrigs– og sundhedsminister. Det var ham, der opfordrede hende til at gå ind i lokalpolitik. Faktisk overtog hun sin mands plads i byrådet, da han blev amtsborgmester.

”Lars er meget engageret i det, han gør, og jeg tror, jeg er blevet smittet af det engagement,” siger hun og husker ikke, at det nogensinde har været et problem for hende som kommunalbestyrelsesmedlem at være så tæt på regeringsmagten, men engang imellem derimod en fordel, fordi hun er ualmindeligt velorienteret om for eksempel lovforslag på vej. Og naturligvis får hun ting at vide, som andre lokalpolitikere ikke må vide.

”Men jeg har altid været god til at holde mund,” er det korte svar på det dilemma.

Denne gang er det en Sólrun Løkke Rasmussen med fuldtidsjob, en mand i Statsministeriet og to stadig hjemmeboende halvstore børn, der søger genvalg. Men hvor er det nu lige, de mange timer til byrådsmøder og forberedende udvalgsarbejde skal findes?

”Måske har jeg glemt, hvor meget tid det tager. Lidt ligesom anden gang man bliver gravid – så har man lykkeligt glemt, hvor ondt det gør. Men børnene er store nu, og jeg er så heldig ikke at have nogen fritidsinteresser udover at sidde her med benene oppe i sofaen, så jeg er ikke så bekymret,” siger hun.

Komfortabelt klima

Sólrun Løkke Rasmussen blev opfordret af den lokale Venstre-formand til at genopstille ved dette valg og kan, hvis hun kommer ind, se frem til at arbejde i et byråd, hvor der generelt er borgfred og opbakning til regeringens linje. Et komfortabelt politisk klima, når man samtidig er ægtefælle til den regeringsleder, der i udligningens navn strammer skruen over for kommunerne og netop har taget fem millioner kroner fra Gribskovs kasse, da tillægget som svært stillet kommune faldt bort. 

”Fem millioner kroner er jo mange penge, men når vi ser os om i landskabet, kan vi jo godt se, at der er andre, der har det sværere end os,” siger hun forstående, og man fornemmer, at det ikke er de store ideologiske kampe, der bliver udkæmpet hen over frikadellerne i familien Rasmussen. 

Selv statsministerens kontroversielle forslag fra åbningstalen om et statsligt tilsyn, der skal holde øje med, at kommunerne løfter opgaven med at sætte ind over for de unge kriminelle, er der forståelse for derhjemme ved middagsbordet.

”Selvfølgelig synes jeg ikke, at idéen om et centralt tilsyn, der skal kontrollere kommunerne, er noget kanongodt forslag. Det synes Lars heller ikke selv. Men desperate times need desperate means, og det kan være ok for en kortere periode at indskrænke det kommunale selvstyre, så staten kan sikre sig, at opgaven bliver løftet,” lyder det fra Sólrun Løkke Rasmussen, der med en placering som nummer syv på Venstres liste er forholdsvis sikker på valg til det Venstre-dominerede Gribskov byråd.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR