Kommunen.dk
MENU

Masseafslag på fodpleje

Det har ført til massiv kritik, at Slagelse giver masseafslag på støtte til ældres fodterapi. Andre kommuner bør gøre det samme, siger afdelingschef.

Masseafslag på fodpleje

Det har ført til massiv kritik, at Slagelse giver masseafslag på støtte til ældres fodterapi. Andre kommuner bør gøre det samme, siger afdelingschef.

Det vakte landsdækkende opmærksomhed, da 103-årige Magdalene Vilhelmine Andersen i april fik tilsendt et brev fra Slagelse Kommune med afslag på hendes ansøgning om økonomisk støtte til at få plejet fødderne af en fodterapeut. Ansøgningen var ni år gammel og i mellemtiden havde den ældre kvinde fået amputeret sit ene ben på grund af koldbrand.

Kvinden havde i de ni år modtaget økonomisk støtte. Alligevel gav kommunen nu afslag ”fordi dine fødder ud fra de foreliggende oplysninger ikke har et særligt pleje- eller behandlingsbehov,” som det fremgår af et brev til den 103-årige kvinde.

Magdalene Vilhelmine Andersen er blot en af de i alt 1.200 ældre i Slagelse, der i øjeblikket er ved at få genbehandlet deres ansøgning om støtte til fodterapeut, selv om de tidligere har fået tilsagn.

Et forløb, som det lokale byrådsmedlem Peter Lotinga (løsgænger) finder beskæmmende, og som Ældresagen også kritiserer.

”De ældre modtager bare et brev med afslag, hvor der så står, at de kan klage. Men det er jo svage mennesker, vi har med at gøre, så det virker som om forvaltningen bare tænker ’går den, så går den’,” siger Peter Lotinga. 

Tvivlsomme afgørelser

Jurist hos Ældresagen Margrethe Kähler har set nærmere på forløbet og nogle af de konkrete afslag. Hun mener ikke, at kommunen har truffet korrekte afgørelser i alle sagerne.

”Det er mit indtryk, at der ikke er lavet en konkret og individuel afgørelse i alle sagerne. Og det er jo forkert, når man fratager borgerne en ydelse. Man er simpelthen sprunget over, hvor gærdet er lavest ved at lave de her masseafslag,” siger hun.

Også John Klausen, juridisk lektor ved Aalborg Universitet, undrer sig over, hvordan Slagelse kan basere sine afslag på gamle ansøgninger, når der en gang har været givet tilsagn.

”Det er problematisk, hvis man oprindeligt har truffet en gyldig afgørelse. Så er kommunens mulighed for at tilbagekalde den og bringe den til ophør meget begrænset,” siger John Klausen.

Udbredt praksis

Ind til videre har Slagelse udsendt breve til 300 ud af de 1.200 borgere. Hvor mange afslag der er givet, kan kommunen ikke oplyse. Heller ikke hvor stor en del af afslagene, der er baseret på ældre ansøgninger. Men i en redegørelse fra forvaltningen fremgår det, at ”nogle få af ansøgningerne er tilbage fra 2003,” mens ”andre ansøgninger er af nyere dato.”

Afdelingschef for borgerservice i Slagelse Helle Guldager afviser, at kommunen ikke skulle have truffet lovlige afgørelser baseret på konkrete og individuelle vurderinger. Men hun erkender, at kommunen kan kritiseres på andre punkter. 

Og det handler netop om, at flere borgere kan have modtaget en støtte, som de oprindeligt ikke har været berettiget til.

”Det, vi vil kunne klandres for, er, at vi ikke har lavet en årlig opfølgning på en løbende ydelse og om de bliver udbetalt på et korrekt grundlag. Det behøvede vi ikke i gamle dage, men det har vi skullet de sidste mange år. Det har vi bare ikke gjort,” siger Helle Guldager.

Hun mener, at den praksis, som har været gældende i Slagelse, er ganske almindelig i mange andre kommuner.

”Det er i hvert fald det, jeg hører, når jeg spørger rundt i mit ledernetværk. Så det er helt sikkert, at der er grundlag for at se på, hvordan vi gør det her rundt om i kommunerne,” siger Helle Guldager.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR