Kommunen.dk
MENU

Manglende viden må ikke blive en sovepude

Produktivitetskommissionens formand advarer mod at gøre den begrænsede indsigt i den offentlige sektors effektivitet til en undskyldning for at ikke at finde nye smartere løsninger

Manglende viden må ikke blive en sovepude

Produktivitetskommissionens formand advarer mod at gøre den begrænsede indsigt i den offentlige sektors effektivitet til en undskyldning for at ikke at finde nye smartere løsninger

Det er naivt at tro, at man kan sammenfatte produktiviteten i den offentlige sektor i ét enkelt tal. Men det skal ikke være nogen undskyldning for, at man ikke prøver at sige noget om effektiviteten og kvaliteten af de ydelser, der produceres i og af den offentlige sektor.

Det er budskabet fra formanden for regeringens Produktivitetskommission, tidligere økonomisk overvismand Peter Birch Sørensen, der i mandags tog hul på den offentlige debat om vejene til at gøre Danmark til et mere produktivt samfund.

Idéen til fremgik af regeringsgrundlaget og medlemmerne blev udpeget i april Siden da har den ikke givet meget lyd fra sig. Og mandagens præsentation bød da heller ikke på banebrydende nytænkning, men var i højere grad et første skridt i at få placeret produktivitets-problematikken i den offentlige bevidsthed.

En central del af kommissionens opgave er at se på den offentlige sektors produktivitet og udviklingen i denne. Et område som mange har stærke meninger om, men som i høj grad er omgærdet af mystik og fordomme. Konkret viden er der ikke meget af, og det skal kommissionen være med til at råde bod på.

- Det generelle indtryk er - også fra udenlandske iagttagere - at den offentlige sektor er forholdsvis velfungerende i Danmark. Men kommissionen vil prøve at give et overblik over, hvilke indikatorer man kan bruge for kvaliteten og effektiviteten i den offentlige produktion på de forskellige områder, siger Peter Birch Sørensen.

Pres for kreativitet
Udgangspunktet for kommissionens arbejde er, at Danmark har et generelt problem med produktiviteten, fordi produktiviteten kun er vokset med 0,8 pct. om året i gennemsnit siden 1996, hvilket ifølge kommissionen er lavere end, hvad vi har set i andre lande ’som vi normalt sammenligner os med.

 Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den offentlige sektor også har et problem, når man sammenligner med andre lande. Men der ligger ifølge Peter Birch Sørensen ikke den samme drivkraft for effektiviseringer i det offentlige, som i det private. Derfor giver det under alle omstændigheder god mening at overveje, hvordan man kan gøre øge effektiviteten i produktionen af de offentlige velfærdsydelser.

- Da de offentlige institutioner typisk ikke fungerer på et marked, så er de jo ikke under samme pres for at være så effektive muligt, som det gælder for private virksomheder, der skal konkurrere med andre virksomheder. Derfor kan der være behov for at give nogle andre former for tilskyndelser til at levere størst mulig effektivitet og kvalitet i den offentlige service, siger Peter Birch Sørensen.

Den svære kvalitet
Når Danmarks Statistik i dag forsørger at opgøre den offentlige sektor produktivitet, sker det med udgangspunkt i det fysiske resultat af en bestemt aktivitet. Altså hvor mange operationer, der gennemføres på sygehusene eller hvor mange studenterhuer gymnasierne sætter på unge hoveder.

Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis behøves at være et udtryk for en bedre produktivitet, når der uddannes flere studenter eller gennemføres flere operationer for de samme penge. Det kan også være et resultat af, at kvaliteten bare er blevet lavere.

Samtidig står den offentlige sektor med en udfordring, fordi leveringen af velfærdsydelser ofte kræver mange varme hænder, der ikke sådan uden videre kan skiftes ud med ny teknologi.

- I dele af den offentlige sektor er det givetvis sværere at opnå produktivitetsstigninger end i eksempelvis industriproduktion. Men den betragtning kan nemt blive en sovepude, hvor man ikke får tænkt over, hvordan man kan gøre tingene smartere i den offentlige sektor, eksempelvis ved omlægning af arbejdsgange og nedbrydning af stive faggrænser, siger Peter Birch Sørensen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR