Kommunen.dk
MENU

”Man overser smådriftsulemper”

Regeringen regner med stordriftsfordele for hundreder af millioner med objektiv sagsbehandling. Men man overser de smådriftsulemper, man efterlader kommunerne med, siger effektiviseringsforsker Kurt Houlberg.

”Man overser smådriftsulemper”

Regeringen regner med stordriftsfordele for hundreder af millioner med objektiv sagsbehandling. Men man overser de smådriftsulemper, man efterlader kommunerne med, siger effektiviseringsforsker Kurt Houlberg.

Der er skruet op for forventningerne til objektiv sagsbehandling. Når de fem nye centre har etableret sig, vil kommunerne spare 300 millioner kroner om året, siger regeringen. Men ifølge kommunalforsker Kurt Houlberg overser man ofte væsentlige detaljer i sådanne beregninger.

”Den type konstruktioner bygger på stordriftsfordele ved samling af opgaverne. Man vil gerne tage effektiviserende tiltag, men ofte overser man de smådriftsulemper, som opstår ved de opgaver, der forbliver i kommunerne. Når det bliver billigere per sag i store enheder, bliver det dyrere per tilbageværende sag i kommunen.  Det har ikke været en central del af de analyser, der har ligget til grund for objektiv sagsbehandling,” siger Kurt Houlberg, der er programchef hos Anvendt KommunalForskning.

Han peger på flere muligt fordyrende processer, ved overdragelsen af sagsbehandling til Udbetaling Danmark. De medarbejdere, der bliver tilbage i kommunerne, skal blandt andet bruge ekstra energi og arbejdstid på at sende sager fra et sted til et andet og holde sig ajour med, hvad der sker andre steder i systemet.

Gynger og karruseller

Kurt Houlberg nævner også et scenarie, hvor den resterende arbejdsmængde i kommunen måske kun udgør en tredjedel af en stilling, og derfor gør det sværere at rekruttere medarbejdere til. 

”Det er vanskeligt at regne på, men man kunne godt have forventet, at det havde haft en større vægt i overvejelserne omkring projektet,” siger Kurt Houlberg.

 I Finansministeriet afviser man at have overset væsentlige faktorer i regnestykket:

”Mange af de her ting forudsætter, at man har en organisation, der ikke er dynamisk. Det er jo ledernes rolle, at medarbejdere kommer til at løse nogle andre opgaver,” siger kontorchef Lars Frelle Petersen, som uddyber, at der altid er skøn i sådanne sager:

”Der er gynger og karruseller i sådanne projekter, som kan gå begge veje. Der er altid transaktionsomkostninger, men omvendt vil der være besparelser ved at kigge arbejdsgangene igennem,” siger Lars Frelle Petersen. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR