Det handler om at være generøs.

- Skub økonomi til side og start med at se på løsningsmuligheder, siger direktør for Social, Sundhed & Omsorg i Viborg Kommune Mette Andreassen om, hvad der ligger bag det velfungerende sundhedsklyngesamarbejde, som hun selv er en del af i Midtjyllands midtklynge.

Man skal ikke først og fremmest tage udgangspunkt i økonomi, men hvad der er bedst for patienterne, mener hun. 

- Kræver det så økonomi, så gå i dialog om det, siger hun.

Åben dialog og tillid er væsentlige forudsætninger for et frugtbart samarbejde på tværs af sektorer, og jo flere gode erfaringer, man har, jo mere positivt går man ind i samarbejdet, fortæller hun.

Men det klyngesamarbejde, som er sat i verden med henblik på at styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet, har dårligt nået at virke, før det ønskes saneret.

For tidligt at fælde dom over klyngerne

Sundhedsklyngerne har formelt set eksisteret i halvandet år, så erfaringerne med, hvilke tværgående opgaver de bredt set med succes kan spænde over, er sparsomme.

Alligevel ønsker KL at udstyre klyngerne med myndighedsansvar og egen økonomi, mens formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) hellere ser dem videreført som driftsenheder under én ansvarlig for hele kæden af sundhedsydelser. 

Man kan godt prøve at gentænke sundhedsklyngerne, selvom det endnu ikke står krystalklart, hvad de kan præstere, mener professor ved Aalborg Universitet Janne Seemann, der forsker i tværgående samarbejde i sundhedsvæsenet. 

Man kan fx gentænke incitamentsstrukturerne, så de motiverer til færre sygehusindlæggelser, påpeger hun og opfordrer til at give klyngerne en chance.

Selvom man har begrænset systematisk viden om dem, udelukker det ikke, at de kan blive et godt skridt på vejen til et mere sammenhængende og styrket nært sundhedsvæsen.

- Det kræver dog i den grad, at silotænkning og suboptimal adfærd undgås. Derfor skal der arbejdes med at ændre mindset hos de deltagende parter. En øget kapabilitet til at kunne analysere med og handle sammen med andre parter på tværs af sundhedsvæsenet er helt afgørende, siger Janne Seemann.

Når sundhedsklyngerne fra begyndelsen ikke varigt har fået penge med, er det, fordi de er tænkt som noget andet end myndigheder, fortæller sundhedsøkonom og professor ved SDU Kjeld Møller Pedersen.

- Klyngerne er tænkt som samarbejdsfællesskaber, hvor man finder pragmatiske løsninger på manglende sammenhæng, siger han.

Og ser man på nogle af de bedste eksempler på klyngearbejdet, er der gode erfaringer med at forbedre sammenhængen uden den økonomi, som KL lægger op til i sit udspil, påpeger han.

Der sker noget - men det tager tid

Det viser eksempelvis en indgået aftale i Midtjylland om intravenøs behandling, hvor hospitalet starter behandlingen op, og en kommunal sygeplejerske overtager den i borgerens hjem eller på en sygeplejeklinik. 

Her handler det ikke om at blive dækket ind krone for krone, påpeger Mette Andreassen.

Selvom den økonomiske aftale alene omfatter en række basispræparater, udvider nogle kommuner det selv til andre præparater, fx kemo, så borgerne slipper for at komme på hospitalet. Når kommunerne understøtter behandling tæt på borgeren, kan det både reducere antallet af indlæggelser og indlæggelsestiden, og det kommer ikke kun borgeren og regionen til gavn.

- Vi medfinansierer, når en borger er indlagt, så hvis det betyder, at borgeren kommer sig hurtigere og har mindre brug for hjemmepleje, er det også godt for samfundsøkonomien, siger Mette Andreassen.

Man har længe haft tradition for et godt samarbejde i midtklyngen - også inden sundhedsklyngerne blev etableret ved lov, fortæller hun. 

Men med indførelsen af det politiske lag fik klyngen flere muskler.

- Det giver større hastighed og handlekraft, at der er kommet regionsrådspolitikere og borgmestre ind over, siger hun.

- Der sker noget, og der er en forventning om, at der sker noget.

Alligevel går der tid, inden man kan mærke det i yderste led. 

- Tingene skal ud og leve, siger Mette Andreasen.

Struktur og penge er ikke alt

Der er behov for et grundigt kig på de strukturelle rammer, mener professor i sundhedsledelse- og politik ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Mickael Bech. 

Men revidering af dem vil omvendt heller ikke løse alle problemer, advarer han.

Uanset hvilke overordnede strukturer, man laver, vil der stadig være silo- og kassetænkning, faglige barrierer og organisatoriske overgange i de interne strukturer, påpeger han og understreger samtidig, at der er behov for et strukturelt eftersyn af sundhedsvæsenet.

Og økonomiske incitamenter virker, understreger han, men også kultur spiller en væsentlig rolle.

- Vi er nødt til at kigge på, hvordan vi får skabt ledelsesmæssig forståelse for, at man er en del af et større system. Man skal kunne se værdien af hinanden. Der er et stort ledelsesmæssigt arbejde i at se ud over eget speciale og egen profession og afdeling og få kendskab til hinandens kompetencer og opgaver, siger han.

- At gøre det rigtige i fællesskab er ofte ikke en dyrere løsning hverken for den ene eller den anden part. 

Men det forudsætter, at man forstår, at man er gensidigt afhængige, påpeger han. 

- Kulturarbejde er et langt, sejt træk, siger han.

- Der er ingen hurtige løsninger. 

Der er heller ingen enkeltfunktion, som kan favne de massive tværgående koordinationsudfordringer, som Janne Seemann kalder sundhedsvæsenets udfordring nummer et. 

De vigtigste mekanismer i tværgående samarbejder er fælles forståelse, forudsigelighed, ansvarsplacering, tilregnelighed og tillid, fortæller hun. 

- Disse er helt afgørende for koordinering og performance i sundhedsklyngerne, siger hun.

Udkæmper magtkamp

KL og Danske Regioners indspil til Sundhedsstrukturkommissionen er udtryk for, at kommuner og regioner udkæmper en magt- og indflydelseskamp, som det kan være svært at få øje på patienten i, fortæller Kjeld Møller Pedersen.

- KL vil suge alle kommunernes sundhedsopgaver til sig, siger han og pointerer, at begge forslag har sine styrker og svagheder.

Han hæfter sig blandt andet ved den politiske styring, der lægges op til i KL’s udspil, og som han betegner som en svaghed.

Hver klynge foreslås ledet af en bestyrelse bestående af samtlige borgmestre i klyngen samt én repræsentant for, hvad der benævnes sygehusejeren; og da der samtidig lægges op til, at beslutninger træffes ved simpelt flertal, vil kommunerne i princippet kunne tryne denne sygehusejer.

- Er det en voldsomt god ide at sætte borgmestre i spidsen? Deres spidskompetencer er på ingen måde sundhedsvæsenet, siger han.

Og bliver sundhedsklyngerne gjort til myndigheder, skal klyngens medlemmer makke ret, fortæller han.