Mad-besparelser truer børn og ældres sundhed
Mad-besparelser truer børn og ældres sundhed
De fleste kommuner har inden for de sidste tre år sparet på de kommunale køkkener, der leverer mad til ældre, syge og børn i institutioner. Og næste år planlægger halvdelen af landets kommuner endnu en sparerunde. Det viser en undersøgelse, som Kost & Ernæringsforbundet har lavet.
”De besparelser, der lægges op til nu, kommer til at gå ud over borgere, som ikke kan forsvare sig selv. De har et krav på sund mad af høj kvalitet, og det bliver rigtig vanskeligt at leve op til det mål,” siger forbundets formand Githa Parry.
Af undersøgelsen fremgår det, at omkring 80 procent af alle de kommuner, der skal spare, vurderer, at det vil betyde en forringet kvalitet af den mad, de kan tilbyde. Samtidig står det også klart, at knap halvdelen af kommunerne, der skal spare, blandt andet vil gøre det ved at afskedige personale. Det mener Githa Parry vil gøre det svært for kommunernes at sikre borgernes sundhed.
”Når der bliver afskediget ernæringsfagligt personale og skåret i indkøbsbudgetterne, så kan det mærkes direkte hos de borgere, der modtager maden. Det bekymrer mig rigtig meget, og jeg kan slet ikke få det til at hænge sammen med det ansvar, kommunerne fik med forebyggelse og sundhedsfremme i forbindelse med kommunalreformen,” siger hun.
Gerne private alternativer
Uden at have set undersøgelsen erkender formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V), at også køkkenområdet sandsynligvis vil blive ramt af besparelser. Men hun mener ikke nødvendigvis, at det vil gå ud over kvaliteten af den mad, der vil blive leveret.
”Det kan sagtens være, at der er andre aktører end kommunerne selv, der kan være bedre til at producere den mad, der leveres. Men det gælder så om at have nogle ansatte i kommunen, der er gode til mad og ernæring, så vi kan stille de rigtige krav til de, der leverer maden,” siger Anny Winther.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.