En helt uvidenskabelig rundringning til gode mennesker i de danske medier kombineret med lidt lynhurtig hovedregning bekræfter min fornemmelse af, at der mindst en gang om ugen bliver bestilt og udført en meningsmåling om dansk politik. Omkring 50 gange om året ringer telefonen – hjemme hos mig, som oftest midt i madlavningen eller godnathistorien - og et venligt ungt menneske udfritter mig eller andre respondenter, som det så fint hedder, om, hvor vi eventuelt kunne tænkes at ville sætte vores kryds, hvis der var valg i morgen. Eller hvordan vi synes om denne eller hin politikers performance for øjeblikket.

Er det for meget, kunne man spørge? Når vi lægger til grund, at vi reelt set kun skal spørges i virkeligheden sådan rundt regnet hvert fjerde år til henholdsvis kommunal- og folketingsvalg, fristes jeg til at mene ja.

Rituelt skuespil
Men meningsmålinger er jo fremragende godt nyhedsstof. Tal er taknemmelige og virker beroligende håndfaste på seere og læsere. Samtidig er det jo også helt fascinerende at se det rituelle skuespil, der opføres, hver gang der kommer nye procentpoint på banen; ’taberne’ forsikrer (med omhyggeligt doseret lethed i stemmen), at man jo ikke går op i meningsmålinger, men at der er tale om en blodig uretfærdighed, forårsaget af vælgernes manglende forståelse af de geniale langtidsplaner, man endnu ikke kan se det fulde omfang af, mens ’vinderne’ (med omhyggeligt doseret skadefryd i stemmen) slår fast, at man jo ikke går op i meningsmålinger, men at de gode resultater er et udtryk for poetisk retfærdighed, forårsaget af vælgernes billigelse af den umådelige indsats, man har lagt for dagen.

Efterfølgende tager vi en runde til selvudråbte kloge-åger som undertegnede, der med dramatisk patos i stemmen analyserer, at netop disse 0,8 vil være strået, der knækker kamelens ryg eller ophøjer netop denne politiker til at være urørlig og genial.

Så når nu målingerne er sådan en god forretning for både institutterne, der udfører dem, medierne, der bringer dem og os kommentatorer, der udlægger dem, hvorfor så overhovedet stille spørgsmål ved deres berettigelse og nytteværdi? Det er vel både sundt og sandt at få formidlet folkets røst til de politikere, der lever på vores nåde og stemmer?

Mja. På det seneste har jeg tænkt lidt dybere over sagen. Jeg synes nemlig godt – og her taler jeg naturligvis helt for egen regning – at man kan blive lidt i tvivl om, hvorvidt det er meningsmålingerne, der laver politikken, eller politikken, der laver meningsmålingerne. Jeg synes også, at vi burde have en fordomsfri debat om forudsætningerne for de mange målinger. Processen bag, om man vil. Alle kan jo huske den skandale, som den famøse exit-prognose, DR fik produceret til kommunalvalget, forårsagede, og rygterne vil vide, at knivskarpe forskerhjerner nu bruger tid og ressourcer på at bore i, hvordan det kunne gå så galt, at udsagn fra et lille, ikke specielt repræsentativt udsnit af befolkningen pludselig blev ophøjet til mur- og nagelfast viden. Men generelt tales der ikke meget om, hvorfor vi egentlig svarer, som vi gør, når vi bliver ringet op og spurgt, hvem vi vil stemme på, eller hvem vi synes gør det godt og dårligt i dansk politik.

Spinkel forskning
Når man spørger menneskene bag analyserne, dem, der sidder hos meningsmålingsinstitutterne, som jeg har gjort (udenfor referat naturligvis), siger de (udenfor referat naturligvis), at forskningen i respondentadfærd er spinkel. Vi ved en masse om, hvorfor folk STEMMER, som de gør. Vi ved nærmest intet om, hvorfor folk SVARER, som de gør.

Meningsmålingstyperne vil dog godt gå så langt som til at antyde, at respondenter er stærkt påvirkede af øjebliksbilledet. Man er efter sigende også godt klar over, at vi ikke altid tænker så meget over vores svar, når vi bliver forstyrret midt i madlavningen og godnathistorien – dog uden at der ligefrem ligger videnskabelig empiri bag fornemmelsen. Men det gør heller ikke så meget.

’Meningsmålinger ER bare en finger i jorden,’ som en af dem siger, ’…men det er et valg jo også.’ Ja. Jo. Men er det også sådan, medier, politikere og kommentatorer ser på målingerne? Jeg synes generelt, at vi tager det lidt tungere.  

Mere mod uden målinger
Hyggesnak over en kop kaffe med politiske aktører af forskellige farver bekræfter mig i, at målingerne i høj grad vækker følelser, anvendes som effektivt slagvåben i organisationerne – og endda med jævne mellemrum fører til, at man ændrer politisk retning. ’Jeg vil ikke ligefrem sige, at vi jagter gode tal’, siger en, ’men vi tænker da over det. Meget, faktisk.’

Folkene bag målingerne er ikke så bange for at tone klart flag: ’Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ville se mange flere modige politiske udmeldinger, hvis vi ikke målte hele tiden,’ siger en. ’Men politikerne kunne også lade helt være med at kommentere på dem – så forsvandt nyhedsværdien nok lynhurtigt. Men der er jo altid nogen, der har en mening.’

Og her har vi vel egentlig sagens kerne. Der er altid nogen, der har en mening. Men højner det kvaliteten af den politiske dialog, tilliden til politikerne – og i sidste ende vores demokrati – at vi skal høre den hele tiden? Jeg ved det ikke. Måske kunne nogen lave en meningsmåling om det?