Det er efterhånden blevet en tradition for mange kommuner at lade daginstitutionerne holde lukket i to-tre uger af sommerferien.

Det sker, selvom den tidligere socialminister Benedikte Kiær proklamerede, at det skulle være slut med lukkedage. Og det blev da også slut med lukkedage, bare ikke hvis de ligger i streg. For så er det en lukkeuge, og lukkeuger er tilsyneladende en anden sag. Det må man forstå på kommuneaftalen for 2010, hvor KL og den daværende regering blev enige om specifikt at afskaffe løsrevne lukkedage, men ikke nævnte spor om uger eller måneder.

Det gør Benedikte Kiærs løfte temmelig ubrugeligt. For hele lukkeuger er et klart større problem for børn, forældre og det pædagogiske personale end såkaldt løsrevne lukkedage.

Under de lange lukkeperioder kommer mange af kommunens børn slet ikke i institution. De børn, der ikke har en familie eller et netværk, der kan tage over, ender i stedet i såkaldt kommunal nødpasning. Det vil sige på en enkelt institution i området, som holder åbent, mens alle andre er lukkede.

Nødpasningen får desværre alvorlige konsekvenser for børnene. Forskningen peger på, at børn kun kan rumme et begrænset antal af de primære omsorgspersoner, som tæller blandt andet forældre og pædagoger. Ud fra et pædagogisk og udviklingspsykologisk perspektiv er stabilitet i disse omsorgspersoner og hverdagens fysiske rammer helt afgørende for børns trivsel. Især for vuggestuebørn kan det være direkte skadeligt at blive placeret i en fremmed institution, hvor de ikke føler sig hjemme og ikke kender pædagogerne. At løse lukkeugeproblemet med nødpasning er altså uforsvarligt.

For familielivet er lukkeugerne også ødelæggende. De fastlåser familiernes ferier. Selvfølgelig skal forældre holde ferie sammen med deres børn, men er det virkelig kommunens økonomi, der skal afgøre, hvornår det skal være? Familiernes frihed har altid været et vigtigt argument for de borgerlige, når det handler om at undgå øremærket barsel til mænd, men deres store omsorg for familiernes frie valg stopper åbenbart, når ungerne skal i institution.

Lukkeugerne er et kommunalt problem, men roden får næring fra Folketinget. For lukkeugerne er en konsekvens af, at man i mange år har holdt kommunerne i et økonomisk jerngreb. Det har ført til besparelser i den kommunale velfærd, der blandt andet går ud over børneinstitutionerne.

Jeg er ikke sikker på, at Christiansborgs politikere altid begriber konsekvenserne, når kommunerne får fjernet penge i stedet for at få tilført nye (ja, det er også en note til mig selv). Det bliver særligt tydeligt, når de i forbindelse med kommuneaftalerne år efter år kun beskæftiger sig med løsrevne lukkedage og ikke med de langt mere problematiske lukkeuger. Så er det allerhøjst symbolpolitik, der foregår