Vel sagt: ”Mennesket har altid villet hurtigt frem og har altid realiseret sin vilje. De kejserlige romerske ridende ilbud var nerven i det romerske imperium, og Rotschilderne havde brevduer til at holde deres bankhus underrettet om udviklingen af slaget ved Waterloo.”

Lidt historiske referencer til Kommunens abonnenter tilbage i  september 1963 fra tillægget ’Erhvervsinformation’ udgivet af dagbladet Information, som Kommunen oprindelig stammer fra. Temaet, det var flyvemaskiner.

Flyvefærdighed

Danskerne kunne efterhånden komme hurtigere frem end før, efter antallet af lufthavne og flyvepladser blev mere end firdoblet i løbet af 60’erne – fra 20 til 88 – og det var næsten for meget af det gode. Der var i 1974 hele 11 reelle provinslufthavne i landet, og i Kommunen stod at læse, at de tal sikkert var verdensrekord for et land af vores størrelse.
Hvorfor så mange? Den primære forklaring er nok Danmarks specielle geografi. Indtil Storebæltsbroen kom, havde ingen af de større provinsbyer landforbindelse til hovedstaden. Det var nødvendigt med en sejltur – og i mange tilfælde også en omvej, når man var nødt til først at rejse mod syd, siden mod øst. Dertil kom et fravær af motorveje og jernbaneforbindelser.

Opstigning

Fly skulle der til – og i øvrigt ikke kun mellem København og provinsen. Særligt lufthavnen i Billund blev et udgangspunkt for solhungrende jyder, der skulle på ferie.
Fly-oplevelsen var selvfølgelig stadig forbeholdt dem, der havde en smule penge på bogen, men de mennesker blev der også mange flere af i de år. Flyrejsen blev et symbol på overskud i middelklassen, og den lugtede lidt af Amerika – selvom det dog stadig krævede sit at flyve til New York, jf. SAS-reklamen til højre, også fra 1974.
Her i 2010 er situationen på en måde endnu mere gunstig, sådan at enhver dansker med et fuldtidsarbejde faktisk har råd til at flyve til New York, hvis han prioriterer det i sit liv. Vi har så til gengæld måttet give afkald på eksklusiviteten, når vi gør det.

Flyskræk

I dag placerer man sit korpus i forkrampede stillinger i flyvende fængsler af metal, altid rigeligt befolkede af skrigende børn og den vanlige tølper foran med de vanlige intentioner om at læne sit sæde tilbage til den optimale belastning af ens knæskaller.
Forgæves spejder man efter stewardessen med den velsignede  hårde sprut, man i rigt mål fortjener og behøver til lindring af en sådan livskrise  - flyversjussen, om De vil. Endelig ankommer man til New York med samme værdighed og i samme forfatning som i sin tid zeppelineren Hindenburg.
Men dengang stod der gudhjælpemig i Kommunen:
”Man har oplevet, at folk beklager sig over den overdrevne service i kabinerne.”