Lokalpolitikere vil have forurening på Nordals gravet væk
Lokalpolitikere vil have forurening på Nordals gravet væk
Den bedste løsning på den mere end 50 år gamle forurening ved Himmarks Strand på Nordals er at grave forureningen væk. Det er politikere i Region Syddanmark og Sønderborg Kommune blevet enige om onsdag under et møde med Miljøstyrelsen.
Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse. Forslaget bliver nu præsenteret for miljøminister Lea Wermelin (S).
Forureningen stammer fra en losseplads, hvor Danfoss fra 1950 til 1967 deponerede affald. Det blev i december kategoriseret som Danmarks 10. såkaldte generationsforurening. Danfoss, som har finansieret en forundersøgelse af oprydningen, er kommet frem til to løsninger på forureningen.
Den ene løsning er at grave al forureningen væk. Den anden er delvist at grave den forurenede jord på land og havbund væk - og opsætte en fysisk barriere mellem stranden og havet.
Pålæg til regeringen
Onsdag har der været debat i Folketinget om netop håndteringen af generationsforureningerne i Danmark.
Her blev regeringen kritiseret for, at den med finansloven for 2020 ikke afsatte flere penge til oprydning af forureningerne.
Under debatten vedtog et samlet Folketing derfor at pålægge regeringen hurtigst muligt at finde finansiering til at påbegynde oprydningen.
Det oplyser Signe Munk, SF's ordfører for jordforurening, i en mail til Ritzau.
- Det er et kæmpe stort og helt afgørende skridt mod langt om længe at få ryddet op i fortidens synder. Men vi er ikke i mål, før pegene er på bordet, og arbejdet sat i gang, siger hun.
SF vil holde regeringen op på at få finansieringen på plads ved efterårets finanslovsforhandlinger, tilføjer Signe Munk.
Danske Regioner sendte 9. marts en rapport til miljøministeren med en prioritering af rækkefølgen for oprydningen.
Her anslås det, at oprydningen af de ti generationsforureninger vil koste omkring 2,7 milliarder kroner frem mod 2030.
Ti store forureninger venter på oprydning
I 1950'erne og 1960'erne deponerede flere virksomheder miljøfarligt affald i naturen. Nu venter oprydning.
Det vil koste mellem 80 og 140 millioner kroner at rydde op efter forureningen på Himmark Strand på Nordals.t skønner Danfoss og Region Syddanmark.
Forureningen stammer fra en losseplads, hvor Danfoss i perioden fra 1950 til 1967 deponerede affald.
Andre virksomheder har gjort det samme andre steder i landet - i flere tilfælde med myndighedernes accept.
Det har udløst omfattende forureninger, der ofte benævnes generationsforureninger.
De øvrige ni generationsforureninger er:
- Grindstedværket, Grindsted: Forurening med giftigt spildevand.
- Kærgård Klitplantage nord for Esbjerg: Forurening med giftigt spildevand fra blandt andet Grindstedværket.
- Gammel fabriksgrund ved Cheminova, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
- Cheminovas nuværende fabriksgrund, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
- Høfde 42 ved Cheminova, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
- Skuldelev, Frederikssund: Forurening ved byen Skuldelev med klorerede opløsningsmidler fra metalvirksomhed.
- Naverland ved Albertslund: Forurening med klorerede opløsningsmidler.
- Den tidligere Collstrup-grund ved Esrum Sø: Arsenforurening fra virksomheden Collstrup.
- Lundtoftevej 150 og 160, Lyngby: Forurening med klorerede opløsningsmidler fra tidligere køleskabsfabrik.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet, Danske Regioner, Region Syddanmark.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.