Det har ikke været nogen sjov politisk opgave, der har skullet løses i løbet af den seneste byrådsperiode. Fra 2009 til 2011 har de lokale politikere stået i spidsen for at skære 11 milliarder kroner af den danske velfærd, og alle prognoser tyder på, at den nedadgående kurve er fortsat ind i 2012.

Det startede allerede kort efter valget, hvor historisk mange kommunalbestyrelser måtte genåbne et valgbudget baseret på alt for optimistiske forudsætninger.

De nyvalgte politikere fik deres ilddåb, da de tro mod den politiske videnskabs teorier om valgcyklusser satte alle sejl til for at tage de store drøje hug med at omlægge og beskære velfærden, mens der stadig var lang tid til næste valg.

Resultaterne ser man nu malet ud i de økonomiske nøgletal. Den klareste sammenfatning genlyder i det retoriske skifte fra tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) spanking af kommunale budgetskred til Bjarne Corydons (S) begejstrede omfavnelse af de seneste års mindreforbrug.

Men det, der vækker begejstring på Slotsholmen, har indimellem kostet dybe ridser i lakken for det kommunale omdømme og den enkelte lokale politiker, der som byrådsmedlem, udvalgsformand eller borgmester har skullet stå ansigt til ansigt med de borgere, som er blevet ramt.

For slet ikke at nævne de forvaltningschefer, der mere eller mindre fortjent har ageret syndebuk, når en dårlig sag er sprunget i luften i medierne.

På den ene side forsøgte kommunale kommunikationsafdelinger landet over at tage udfordringen op under overskrifter som ’forandringskommunikation’ og ’forventningsafstemning’. Besparelser skulle forklares — ikke forsvares — og borgerne skulle inddrages og ansvarliggøres i processen.

På den anden side har de lokale politikere fortsat traditionen med at pege fingre alle mulige andre steder hen, når de har skullet placere ansvaret for de upopulære beslutninger. Ofte ind mod Christiansborg og centralforvaltningen og de urimeligt snærende rammer, som der sættes for det lokalpolitiske arbejde.

Snup en tudekiks

Konsekvensen er ifølge Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at kommunalpolitik i den grad er blevet talt ned i et hul. En tendens, der afspejles i de brede mediers dækning af kommunerne, som i høj grad bygger på stereotyper om økonomisk morads, politisk magtesløshed og forvaltningsmæssig uansvarlighed over for udsatte borgere.

 - Det er den klagesang, vi har hørt. Men den stemmer bare ikke overens med fakta. For reelt er der et enormt stort politisk råderum lokalt til at indrette sig forskelligt. Det kan man jo bare se på, hvor forskellige udgiftsniveauer på de samme velfærdsområder der er på tværs af kommuner, siger Roger Buch.

Han opfordrede i en kronik i sidste udgave af Kommunen de lokale politikere til at benytte den kommende valgkamp til at tage livtag med nogle af de mange myter, som de selv har været med til at sprede om den kommunale elendighed og afmagt.

Underfrankeret magt 

En opfordring, som Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet, bakker fuldt op om.

I en tid, hvor landspolitik handler om at beregne prog­noser for 2020-planer, jobplaner, vækstplaner og andre reformer, som er meget langt væk fra borgernes hverdag,  har kommunalpolitikere en fantastisk mulighed for at trænge igennem med budskaber, der rent faktisk berører folks liv direkte.

- Der ser jeg et kæmpe spillerum for lokalpolitikere til at kommunikere politik, som er konkret i forhold til borgernes hverdag. Mange lokalpolitikere sidder jo med en magt, som interesserer borgerne, siger Rasmus Jønsson.

Så mens politikerne på Christiansborg diskuterer de overordnede strukturelle rammer for den danske velfærdsstat og spørgsmålet om, den nu skal have lov at vokse med 0,4 eller 0,8 procent, har de lokale politikere mulighed for at trække debatten ned på jorden ved at gøre det til et spørgsmål om, hvordan man konkret kan udvikle velfærden fremadrettet.

- Der ligger en stor udfordring for nogle kommunalpolitiske aktører i at komme ud over rampen med nogle af de visioner, de rent faktisk har. Mit indtryk er, at det ikke rigtig er lykkedes, fordi man er underfrankeret kommunikationsmæssigt og ikke har grebet det professionelt og strategisk an, siger Rasmus Jønsson.

Gangnam Style

Fortællingen om kommunerne som velfærdens rygsøjle og fornyere er stærkt forankret i både KL’s selvbillede og det billede, landsforeningen arbejder på at tegne i den bredere offentlighed. Ifølge KL’s kommunikationschef Line Aarsland knytter det sig tæt til strategien for ’det nye KL’, at kommunerne skal vise, at de kan tage ansvaret for at formulere gode ansvarlige løsninger og magter at gennemføre dem.

- Det er en fortælling, der allerede er ved at blive bygget op: Dels at kommunerne står for den nære velfærd, men at det også er os, der står for at udvikle den. Og jeg synes, at der efterhånden er stor anerkendelse fra Christiansborg af, at det rent faktisk også er det, der sker, siger Line Aarsland.

Formidlingen af budskabet om visioner for kommuner og kommunalpolitik handler også om at turde gå nye veje og bevidst udfordre eller bevidst udnytte fordommene om kommunalpolitik som støvet sognerådsarbejde. Kikset eller ej, så lykkedes det for de sydfynske borgmestre at tilføje en ny facet til billedet af lokalpolitik med deres Gangnam Style-dans på Youtube.

Ifølge Svendborgs kommunikationschef, Kim Barren, viser det, at det kan lade sig gøre for lokalpolitikere at trænge igennem med et andet budskab end det, der traditionelt dominerer de landsdækkende mediers syn på, hvad der foregår i kommunerne. Men det kræver, at man går til ekstremerne.

- Selvom politikerne og kommunerne forsøger at sætte en anden og mere positiv dagsorden, er det svært at afsætte den historie i medierne. Uanset om det er skrevne eller elektroniske medier, om det er landsdækkende eller lokale, siger Kim Barren.

Historien over skabelonen ’det-er-synd-for-x-by-kommune-og-det-er-Folketingets-skyld,’ vælges ifølge ham i højere grad af medierne, fordi der er mere konflikt i den model end i at fortælle de positive historier.

Dummernikkerne

Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), er en af de kommunalpolitikere, som ofte har været fremme i medierne og kritiseret regeringen og Folketinget for at presse hans kommune ud i sparerunder. Han er opmærksom på, at det kan have givet ham et ry som lidt af et brokkehoved. Alligevel mener han, at kritikken er reel og nødvendig, fordi der indimellem er en himmel til forskel på de ord, som Christiansborgs politikere bruger, og den virkelighed, han sidder midt i.

- Når Christiansborg tager penge fra kommunerne kaldes det effektiviseringer, men det kommer alt for ofte til at virke som besparelser i Hjørring. Jeg er nødt til at prøve at få de to ord adskilt, når jeg skal forklare, hvorfor vi må gøre, som vi gør, siger Arne Boelt.

Han peger som eksempel på oprettelsen af Udbetaling Danmark, som er fremlagt som én stor effektiviseringsøvelse. Men fordi hans kommune tidligere brugte under landsgennemsnittet på at løse de opgaver, som nu er centraliseret, så mister Hjørring flere penge over bloktilskuddet, end hvad de sparer ved ikke længere selv at løse opgaven.

- Det er jo komplekst. Og det er de her konkrete problemer, som forsvinder, når det i medierne fremstilles, som om jeg nu bare er sur på statsminister Helle igen. På den måde får medierne det jo til at fremstå som om, vi bare er nogle dummernikker, der altid brokker os, siger Arne Boelt.