Liberal bornholmer i liberalt parti
Liberal bornholmer i liberalt parti
Hej Trine, du er Ugens Uundgåelige. Fortæl lige engang, hvad der er så fremragende ved dit nye parti?
Liberal Alliance har nogle stærke profiler. Og det er et parti, som har forstået, at hovedtemaet skal være vækst og grundlaget for vækst. Uden væksten kommer vi nemlig ingen vegne.
Hvad kan du gøre for Liberal Alliance?
Jeg kan profilere partiet i et område, hvor man ellers ikke står så stærkt. Derudover har Bornholm jo nogle særlige udfordringer og forhold, som ikke findes i de store byer, blandt andet fordi kommunen ikke er brofast med resten af landet. Det vil være godt for partiet, at man har folk med fra alle steder.
Men hvis Liberal Alliance er optimalt, skulle du så ikke have stillet op for dem til at begynde med?
Ja, det var der faktisk også mange, der påpegede dengang. Problemet var, at der var rigtig meget rod i partiet, dengang Naser Khader var formand. Jeg var ikke sikker på, at der virkelig var gang i det liberale. Det er der kommet styr på senere. Det spillede også ind, at når man en gang har været lokalformand i Venstre, så skal man lige vænne sig til tanken om et nyt parti.
Hvor er det lige, at Bornholm har brug for liberalisme?
Det kunne for eksempel være på effektiviseringssiden. På samarbejdet, der skal være for at opnå vækst. Jeg tænker også på arbejdsløshed, som vi har problemer med på Bornholm, fordi vi som sagt mangler oplandet. Der skal vi blive mere effektive gennem liberale løsninger.
Som Venstre-kvinde var du selv med til at hænge borgmesterkæden på Winni Grosbøll. Men som LA-kvinde skal du vel gå til valg på at vælte en socialdemokratisk borgmester?
Ja, jeg vil gå langt for et borgmesterskifte, og jeg har faktisk været lidt pinligt berørt over, at vi dengang endte med at udpege en socialdemokrat efter en proces, som jeg ikke havde set komme. Men de tider er forbi, hvor min liberale stemme går til S.
Der er en del enmandsgrupper på Bornholm. Kan man få noget igennem alene?
Det sker selvfølgelig, at de store sætter sig igennem. Men vi andre kender jo trods alt hinanden og taler sammen. Så betyder det ofte mindre for processen, at man kommer fra ret forskellige partier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.