Legesyg eks-vismand skal lede KORA
Legesyg eks-vismand skal lede KORA
Tillykke med dit nye job – hvad bliver din største opgave som direktør for KORA?
Der er to store opgaver. Den ene er at sætte KORA på landkortet som en enhed, der leverer noget af værdi for stakeholders. Og den anden er, at det er tre tidligere selvstændige institutter, der nu skal til at fungere som en enhed.
Hvad bliver den største opgave ved at fusionere AKF, DSI og KREVI?
Der er ingen tvivl om, at det bliver en meget stor opgave. Man skal få de her tre kulturer til at spille sammen, så der, hvis jeg er optimistisk, om et år næsten ikke er nogen tilbage, som tænker på sig selv som eks-DSI, eller eks-KREVI eller eks-AKF, men at de tænker sig selv som KORA-medarbejdere.
Hvordan vil du beskrive KORA's profil?
Det er noget af det, som jeg sammen med medarbejderne skal arbejde på i den kommende tid. Jeg kommer ikke med sådan en færdig 25-siders drejebog for, hvordan det skal være. Men det er givet, at vi skal lave noget praksisnær viden om og til kommuner og regioner, og det er det, vi skal vurderes på.
Vi skal bidrage til, at kommuner og regioner udnytter de ressourcer, de har, så godt som muligt. For mange har ordet produktivitet en ubehagelig klang, hvor det er noget med, at man skal løbe hurtigere, og man skal spare penge, men det er jo også noget, der kan sikre, at man får givet ressourcer til de ting, der betyder noget for borgerne.
Bliver det nyt for dig at skulle arbejde mere praksisnært?
Det er anderledes, men jeg har jo ikke været helt ren forskernørd de sidste mange år. Vi har faktisk et lille center på CBS, som laver analyser. Så på den måde er det ikke en fuldstændig fremmed verden, som jeg nu træder ind i. Men det er da klart, at det er en stor forandring.
Hvad kommer du til at savne ved CBS?
Jeg kommer stort set til at savne det hele. Jeg må erkende, at jeg forlader et fantastisk godt job, som jeg har været utrolig glad for, og som jeg også synes, at jeg har været god til. Så jeg kommer til at savne alt det, der ligger i at være forsker på et universitet med nogle gode kolleger og et fantastisk velfungerende institut – og det er ikke nogen selvfølge i denne her branche. Men så er det næste spørgsmål jo, hvorfor i alverden jeg gør det? Det gør jeg, fordi tiden er til det. Jeg kunne blive der, til jeg var 70, men det ville også være lidt kedeligt. Og jeg synes simpelthen, at KORA var så fristende, at jeg ikke kunne sige nej.
Hvad bliver anderledes i dit nye job?
Personligt er det en meget større ledelsesudfordring, end jeg har været vant til. Omkring det faglige har jeg meget erfaring, men det nye bliver at få sådan en stor enhed ledet på en måde, så der kommer noget rigtig godt ud af det.
Hvad ser du selv som dine stærke sider som leder?
Jeg tror, at jeg er ret god til at gå til folk på en måde, så de spiller med. Jeg tror, at folk vil opfatte mig som en, de har tillid til, og jeg er ihvertfald ikke en, de bliver skræmt over. Jeg tror, jeg er en, de vil føle sig trygge ved. Derudover har jeg været med i mange år i forhold til samfundsøkonomi og har et godt overblik over de helt store udfordringer, og hvor det er, skoen trykker. Og så har jeg et godt netværk i forhold til både politikere, centraladministration og erhvervsledere.
Er der så noget, du skal arbejde med?
Det letteste ville jo være at sige nej. Men det er klart, at når jeg ikke har ledet så mange mennesker før, så skal jeg arbejde på at blive god til at sikre, at alle føler, at de er med i en proces, som er håndterbar. Jeg skal ikke sidde som en enlig majestæt, som kun træffer sine egne beslutninger.
Hvad laver du, når du ikke arbejder?
Nu har jeg stadig børn, som ikke er så gamle. Og jeg tror, hvis jeg skulle være noget andet, skulle jeg have været børnehavepædagog. Jeg får fantastisk meget ud af at lege med børn.
Er det en evne, du kan bruge i dit arbejde?
Jeg er ret kreativ, men jeg er ikke typen, der går rundt og smider maling på væggen og leger med legoklodser i forbindelse med mit arbejde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.