Med bogen 'Fra ghetto til blandet by' har forskerne Claus Bech-Danielsen og Maria Stender bidraget med et læseværdigt værk om danske og internationale erfaringer med fysisk omdannelse af udsatte boligområder. Bogen og det bagvedliggende forskningsprojekt er finansieret af Realdania og er et fagligt kvalificeret indspark i en højaktuel debat, der fylder i medier og hos politikere. Senest i statsministerens nytårstale, hvor blandt andet bolignedrivninger blev nævnt som et muligt greb i arbejdet med at komme parallelsamfund til livs.

Bogen er letlæst, appetitlig og godt formidlet via tekst, fotos, plantegninger og faktabokse. Herudover er der en omfattende litteraturliste. Bogen fokuserer på de fysiske indsatser i udsatte boligområder. Det er lige fra mindre synlige bygningsrenoveringer og arkitektoniske opgraderinger til mere strukturelle bystrategiske indsatser som for eksempel nedrivning, byfortætning, investering i blandede byfunktioner, erhverv, blandede boligtyper og blandede ejerformer. Bogen er bygget op i fem kapitler omhandlende fysiske indsatser og ændrede normer, danske cases, internationale cases, en værktøjskasse og endelig en tværgående diskussion.

En bristet drøm
Ifølge bogens forfattere er det - uanset organisatoriske rammer, velfærdssystemer og urban kontekst - den samme negative spiral, der har ramt efterkrigstidens sociale boligbyggeri i alle de undersøgte områder i Europa og USA. Alle områderne er opført i 1960’erne og 70’erne og har form af modernistiske blok- eller højhusbebyggelser beliggende som øer i eller i kanten af den øvrige by med industrialiserede byggerier. Det er steder, som ikke skaber bymæssige rum eller landskabsrum i en menneskelig skala, og som i dag fremstår som udsatte boligområder, der er plaget af fysisk nedslidning og sociale problemer. Stederne var oprindeligt tænkt som den optimale ramme for middelklassens gode liv, men er mange steder blevet det stik modsatte.

Der er givetvis stor forskel på, hvornår et samfund anser et boligområde for at være 'særlig udsat' eller en 'ghetto'. I Danmark indførte man i 2010 en række ghettokriterier, hvor tre ud af fem kriterier skal være opfyldt, for at et boligområde med over 1.000 indbyggere bliver at finde på regeringens såkaldte 'ghettoliste'. Kriterierne vedrører job- og uddannelsesfrekvens, etnisk beboersammensætning, lovovertrædelser, uddannelsesniveau samt indkomstniveau. Når et boligområde placeres på listen, udløser det her i landet en række muligheder og særlige regler. For eksempel vil boligområderne på listen ofte blive tilgodeset, når der uddeles penge til boligsociale indsatser samt særlige renoveringer. Derudover vil boligområder, der opfylder to eller flere kriterier, kunne få del i Landsbyggefondens årlige pulje, der skal forbedre infrastrukturen i landets store udsatte boligområder.

Op ad trappen i det lokale bolighierarki
Der er mange års evidens for, at boligsociale indsatser, der bringer udsatte mennesker tættere på uddannelse, beskæftigelse og andre af samfundets fællesskaber, har stor socioøkonomisk betydning for den enkelte og for samfundet. Hvad man imidlertid også ser, er elevatoreffekten, hvor nogle af de beboere, der socioøkonomisk bliver bedre stillede, har en tendens til at flytte væk fra det udsatte boligområde, mens de nye tilflyttere i et vist omfang er socioøkonomisk svage. Dermed sker der ingen strukturelle ændringer, og boligområdet forbliver et udsat boligområde.

En helt central pointe i bogen er, at hvis beboersammensætningen i det udsatte boligområde skal ændres, skal området via fysiske og bystrategiske greb opnå en højere placering i hierarkiet i pågældende by og på det lokale boligmarked. De boligsociale indsatser skal rettes imod nuværende, ressourcesvage beboere, mens de fysiske indsatser rettes imod at fastholde og tiltrække mere resursestærke beboere i takt med, at områdets attraktivitet understøttes.

Den aktuelle politiske diskussion om nedrivninger som virkemiddel relaterer sig i forfatternes terminologi til det, de betegner som sociale miks-strategier. Det vil sige, at man forsøger at skabe grundlæggende strukturelle ændringer såsom ny infrastruktur, nedrivning af eksisterende boliger, opførsel af nybyggeri samt blandede ejerformer for at skabe et andet socialt miks i bydelene og dermed bryde negative nabolagseffekter. Forfatterne må konstatere, at forskningsresultaterne på feltet er forskelligrettede. De peger dog på, at elevatoreffekten minimeres, fordi nuværende beboere, som bliver mere resursestærke i kraft af job eller uddannelse, får mulighed for at søge mod mere attraktive boliger og stadig blive i området.

Det handler om konteksten
Claus Bech-Danielsen og Maria Stender konkluderer i bogen, at fysiske og bystrategiske tiltag virker, men de konstaterer også, at valget af virkemidler og effekten af dem afhænger af den konkrete kontekst. Der findes ikke, som professor Jens Kvorning også påpeger i bogens forord, universelle løsninger på problemerne i udsatte boligområder. Meningsfulde løsningsmodeller kræver således en enorm respekt for den sociale, økonomiske og bymæssige kontekst, boligområdet befinder sig i.

Det var netop for at sikre effektfulde løsninger og en bred vifte af virkemidler, at der tilbage i 2012 blev dannet et partnerskab mellem Odense Kommune og boligorganisationerne i Vollsmose. I partnerskabet forsøger man på tværs af sektorer, fagligheder, perspektiver og matrikler at løse Vollsmoses udfordringer, og udgangspunktet for alle tiltag. Intentionen er, at Vollsmoses eksisterende ressourcer og potentialer skal sættes i spil. Partnerskabet agerer inden for en række boligsociale tiltag, som sammen med de almindelige velfærdstilbud såsom daginstitutioner, skoler, jobcentre med videre skal løfte områdets eksisterende beboere i forhold til mål om flere i job og uddannelse. Desuden arbejder partnerskabet med at bryde Vollsmose op via nye infrastrukturer, som skal skabe nye, mindre og anderledes kvarterer i den store bydel. De enkelte boligafdelinger står over for at skulle renoveres og udvikles til fremtidens lejere. Og de potentielt attraktive arealer skal gøres klar til salg, så der fremadrettet kan investeres i nye boligformer og nyt erhverv. Efter flere års partnerskab er det stadig en opgave at afdække alle tænkelige virkemidler og sikre, at de både kan realiseres og få den ønskede effekt.

'Fra ghetto til blandet by' er en bog, som sammenfatter en væsentlig erfaring, som er værdifuld for det konkrete, udfordrende og aktuelle arbejde i dag. Nemlig den erfaring, at udviklingen af boligområder hænger sammen med, hvordan den omkringliggende by i øvrigt udvikler sig, og at de redskaber, man vælger at arbejde med, ikke fører til hurtige resultater og ikke kan stå alene. Der skal lange, seje træk til, og der skal forskellige redskaber op af værktøjskassen.

Vi anbefaler bogen varmt og ønsker god læselyst.

Carsten Henriksen er chef for Bystrategi i Odense Kommune.

Nanna Muusmann er sekretariatschef i Vollsmose Sekretariatet.