Kun en enkelt SF-borgmester
Kun en enkelt SF-borgmester
Med over 400.000 stemmer havde SF den markant største fremgang ved kommunalvalget, blev valgets tredjestørste parti og nåede målene om fordobling og repræsentation i alle kommuner.
Alligevel bliver det kun til en enkelt borgmesterkæde.
Den glade vinder
Det blev Lejre, som ret overraskende skiftede ledelse fra Venstre til SF. Nu bliver den 35-årige Mette Touborg borgmester med støtte fra S og R. Selv om hun havde overvejet muligheden som partiets spidskandidat, var resultatet alligevel en stor og glædelig overraskelse. Nu glæder hun sig til at føre en ikke-borgerlig politik, men håber på flest mulige brede forlig.
”Der er nok at gå i gang med. Noget af det første, vi skal se på, bliver skolerne og behovet for bygningsrenovering,” siger Mette Touborg. Politik har hun i øvrigt fået ind med modermælken som datter af folketingsmedlem Kristen Touborg (SF).
De utilfredse tabere
Men i andre kommuner blev det nærved og næsten. Blandt andet på Læsø, hvor SF's Lotte Keller Christensen fik øens største vælgertilslutning, men nu er sat uden for døren. Diverse lister og særinteresser gav en lang og bøvlet konstituering. Selv mente Lotte Keller Christensen, at hun ville være den bedste til at sikre det brede samarbejde, men sådan gik det ikke.
”Det undrer mig, at S ikke valgte at pege på mig. Nogen har ladet magtbegæret stige sig til hovedet i stedet for at tænke langsigtet politisk, men nu må vi prøve at få gemytterne i ro igen,” siger Lotte Keller Christensen og forklarer, at stemningen oven på konstitueringen er rigtig dårlig i det kun 9 mand store byråd.
Det samme gør sig gældende i Lyngby-Taarbæk, hvor SF's Hans Henrik Madsen blev borgmester med støtte fra S og K. På trods af en skriftligt indgået aftale, hvor posterne var fordelt imellem partierne, brød K aftalen og rendte selv med borgmesterposten. Efter sigende blev de borgerlige kandidater kontaktet af deres partiledelse fra Christiansborg og fik lodret ordre om ikke at støtte en SF’er.
”Jeg troede simpelthen, det var løgn. Jeg var fuldstændig målløs og synes, det er totalt grænseoverskridende at opføre sig på den facon. En aftale er en aftale,” siger en tydeligt vred Hans Henrik Madsen.
Også i Randers nåede SF i få timer at glæde sig over borgmesterposten, men da spidskandidat Erik Poulsen havde gjort regning uden vært hos sine partifæller, gik hans aftale med de borgerlige partier i vasken. Erik Poulsen er efter uenigheden blevet løsgænger.
Regional indflydelse
SF kan dog glæde sig over nu at få mere indflydelse i Region Hovedstaden. Her betød en yderst overraskende konstituering, at både V, DF og K gav deres støtte til den kun 25-årige spidskandidat fra SF. For de borgerlige partier var det altafgørende at komme af med Vibeke Storm Rasmussen (S), mangeårig amtsrådsformand og senere formand for regionen, så nu hedder formanden Andreas Røpke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.