Kulturen er den røde tråd
Kulturen er den røde tråd
Hvad end det har været som byrådsmedlem, minister, forfatter eller højskoleforstander, så har kulturen altid været omdrejningspunktet for Grethe Rostbøll. I 1993 blev hun for første gang valgt ind i Frederiksbergs kommunalbestyrelse, og siden 1995 har hun siddet som formand for kommunens kultur- og biblioteksudvalg.
Men nu er det snart slut med det direkte politiske engagement. Med den lokale vælgerforenings regel om ikke at opstille kandidater, der passerer 70 år i den efterfølgende periode, får Grethe Rostbøll efter valget frigjort mere tid til sit øvrige arbejde med at skrive bøger og sit engagement i en række lokale, nationale og internationale kulturprojekter.
”Jeg ville da alvorligt have overvejet at fortsætte, hvis jeg kunne. Men mit hovedarbejde er jo ikke kommunalpolitik. Det har de seneste år været at skrive bøger. Jeg har haft held til at få udgivet en bog sådan cirka hvert andet år, og har flere manuskripter liggende klar i skuffen,” siger Grethe Rostbøll.
Det er både blevet til bøger med udgangspunkt i hendes forskning i Karen Blixens forfatterskab, og om samfundets mere grundlæggende værdier. Senest har hun også været med til at redigere en bog om Frederiksbergs kulturhistorie.
Fra højskolen til regeringen
Grethe Rostbøll var igennem mange år forstander på Ryslinge Højskole sammen med sin tidligere mand. Og sidst i 1960’erne blev det også til en plads i Ryslinge kommunalbestyrelse. Det politiske arbejde kom imidlertid for alvor til at overskygge de litterære studier og skriveriet, da Poul Schlüter i 1990 gjorde Grethe Rostbøll til kulturminister. En post hun besad indtil regeringens fald i 1993.
På den måde har Grethe Rostbølls politiske liv altid haft kulturen som fokus. Både fordi det er en måde at støtte det kulturliv, som hun elsker så højt, men også fordi hun ser kulturen og de nedarvede værdier som det kit, der understøtter og binder det politiske liv sammen. Hendes farvel til lokalpolitik bliver dog ikke en afsked med det lokale kulturliv.
”Jeg er fortsat meget engageret i det kulturelle liv på Frederiksberg, og det vil jeg også være efter valget. Frederiksberg er på mange måder et privilegeret sted at arbejde med kultur, fordi her bor så mange med en stor interesse for det.
Det har selvfølgeligt også stillet krav til mit arbejde,” siger Grethe Rostbøll.
Ellers regner hun med, at hendes kulturelle indsigt først og fremmest kommer til at blive brugt med et globalt udsyn. Hun har i en række år været formand for Det Danske Center for Kultur og Udvikling, og sidder også med i bestyrelsen af Det Danske Dialoginstitut i Kairo. Og ikke nok med det, så arbejder hun også på et projekt, der søger at støtte en japansk kunstner.
”Det er nogle af de mere krævende udenlandske ting, som jeg nu får mere tid til, og jeg kan også lettere være væk. Tidligere har jeg jo meget skullet være hjemme og passe mine møder,” siger Grethe Rostbøll.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.