Allerede da regeringen sidste år besluttede at indføre ’ungepålæg’ for 12- til 17-årige, der er på vej ud på en skæv løbebane, stillede KL sig på hælene. At pålægge et barn eller en ung at være hjemme på et bestemt tidspunkt er ifølge KL et så væsentligt indgreb i den personlige frihed, at det bør afklares af en domstol. 

Nu ønsker indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) at tage skridtet videre og gøre det til en opgave for landets kommuner at underlægge børn og unge elektronisk overvågning i forbindelse med ungepålæg. Og endnu en gang forsøger KL at slå bremserne i for at få sat en stopper for opgaveglidningen fra domstolene over til de sociale (kommunale) myndigheder.

Straf er for domstole 

Også regeringens egen Ungdomskommission afviste i sine anbefalinger brugen af elektroniske fodlænker. Både med henvisning til, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at benytte fodlænkerne på unge under 18, og fordi det vil være en meget ressourcekrævende opgave. Juraprofessor og medlem af kommissionen Eva Smith er derfor meget overrasket over, at man nu vil give hjemmel i serviceloven og dermed lægger opgaven hos kommunerne.

”Da det blev behandlet i kommissionen, tror jeg end ikke, nogen forestillede sig, at det kunne ligge hos kommunerne. Man giver jo kommunen nogle redskaber, som hører under strafferetten. Straf er noget, der udmåles af domstolene og så effektueres af politiet og kriminalforsorgen. Det kan man ikke bare lægge over til andre myndigheder,” siger Eva Smith.

Frivillighed er afgørende

Både KL og formanden for Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) deler kritikken af at gøre den elektroniske overvågning til et anliggende for de kommunale politikere og forvaltning.

”Man begynder at indføre egentlig straf ved at give det en pædagogisk iklædning. Hvis endelig vi skal have det her indført, så skal tingene holdes adskilt. Straf er for domstolene, og kommunerne kan tage sig af den sociale hjælpeindsats,” siger formanden for BKF, Klaus Majgaard.

I regeringens lovforslag omtales elektroniske fodlænker som et ’pædagogisk værktøj’. Det understreges, at der ikke vil være sanktioner forbundet med at overtræde pålægget om overvågning, og at det kun kan gennemføres, hvis barnets forældre og/eller den unge over 15 er indforstået. Samtidig lægges der op til, at kommunen selv eller politiet skal kunne hente den unge, der overtræder pålægget. 

Kravet om frivilligheden betyder ifølge professor i socialret Kirsten Ketscher, at der juridisk set ikke er noget til hinder for, at kompetencen til at iværksætte elektronisk overvågning lægges kommunalt. Frivilligheden skal dog også gælde for børn ned til 12 år. 

”Selvfølgelig kan man opfatte det som en straf. Men der er jo også nogen, der vil mene, at straf kan være pædagogisk. Men det er vigtigt, at regeringen er lydhør over for kommunernes indvendinger og tager i betragtning, om der lokalt er ressourcer til at sikre, at den enkeltes grundlæggende rettigheder overholdes. Hver enkelt sag skal jo ikke blot vurderes i forhold til den konkrete lovgivning, men også om Menneskerettighedskonventionen overholdes,” siger Kirsten Ketscher. :