Krig på ’likes’ og paragraffer
Krig på ’likes’ og paragraffer
Midt i agurketiden annoncerede Pia Kjærsgaard som bekendt sin afgang fra formandsposten i Dansk Folkeparti. Og det satte ikke kun gang i de sommerferieramte medier – men fik også rusket godt op i politikerne.
Morgenen efter at nyheden var kommet ud, hastede sundhedsminister Astrid Krag (SF) til tasterne og proklamerede på facebook:
”Det billede der nu tegnes af Pia K er lige lovligt rosenrødt. Jeg kommer ikke til at savne Pia. Hun forgiftede i ti år udlændingedebatten og førte en falsk politik, hvor hun fremstillede sig som de smås beskytter, mens hun skar ned og gav enorme skattelettelser til direktørerne. Kan det ikke opsummeres så enkelt?”
Dagen efter kvitterede tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) med ikke mindre end ti §20-spørgsmål, hvor hun blandt andet spurgte, hvornår ”en skattelettelse kan defineres som enorm?”, om ministeren kan ”garantere, at regeringen ikke vil føre falsk politik?”, og om ”udlændingedebatten i dag kan betegnes som forgiftet?”
”Det var nogle meget fladpandede sætninger, hun kom med. Det er ikke en minister værdig, og derfor skal hun holdes op på, hvad der er rigtigt og forkert i hendes udsagn,” forklarer Eva Kjer Hansen.
Politisk palaver
Det åbne spørgsmål er nu, hvad ministeren svarer. Spørger hun afdelingsforstander og mediejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, til råds, vil Venstre-politikeren blive svært skuffet.
”Det klogeste, Astrid Krag kan gøre, er at præcisere, at der er forskel på, når hun optræder som minister og som partipolitiker og privatperson,” siger Oluf Jørgensen, som ikke mener, at der er nogen tvivl om, at ministeren i denne situation ikke udtaler sig som øverste leder af sundhedsministeriet.
Det er spørgeren dog ikke enig i.
”Der følger et særligt ansvar med det at være minister, og man er det 24 timer i døgnet. Hjemme i sin egen stue kan hun sige, hvad hun vil, men når hun udtaler sig på facebook, må hun stå inde for, hvad hun skriver,” siger Eva Kjer Hansen.
Oluf Jørgensen påpeger, at Eva Kjer Hansen er i sin fulde ret til at starte en diskussion på facebook, men at benytte §20-retten er misforstået, mener han.
”Det burde egentlig være en opgave for Folketingets præsidium at få trukket nogle linjer op omkring, hvad meningen med §20-spørgsmål er, så det ikke ender med at blive den rene partipolitiske palaver,” siger han.
I skrivende stund synes 1.015 personer godt om Astrid Krags statusopdatering.
Ministeren havde ved redaktionens afslutning ikke svaret på Eva Kjer Hansens spørgsmål.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.