Angela Merkel, David Cameron, Fredrik Reinfeldt, Erna Solberg. Kører vi over grænsen til vores nabolande, kører vi ind i lande med konservative regeringschefer.

 Efter syv år med socialdemokratisk styre i Tyskland, otte år i Norge, 12 år i Sverige og 13 år i Storbritannien har de konservative taget magten. Og de har alle mere eller mindre fulgt den samme progressive opskrift, mener den britiske forsker Patrick Diamond, der blandt andet underviser på Queen Mary University of London og det prestigefyldte Oxford University.

 - På mange måder prøver de progressive konservative at reproducere den succes, socialdemokraterne fik med deres ’tredje vej’ – de har lavet et nyt partiprogram baseret på politik fra midten og gør fuldstændig op med den normale måde at tænke på med højre- og venstreorienterede, fortæller han.

 Som tidligere rådgiver for Tony Blair og chefarkitekt for udviklingen af Labours politik genkender han mange af de træk, de selv brugte op igennem 1990’erne, i den måde, både David Camerons og Fredrik Reinfeldts konservative partier har udviklet sig på med dem som ledere.

 - Det mest fremtrædende træk er socialliberalismen – de accepterer nu de liberale reformer, der har ændret attituden over for køn, seksualitet, racer og familien igennem de sidste fyrre år. Konservative var før i tiden mere betænkelige ved sådanne reformer, men mange progressive konservative omfavner nu de sociale reformer fra 1960’erne og 1970’erne, siger Patrick Diamond.

Arbejderleflen

De tydeligste eksempler på det konservative skift har været valgkampene.

 Ved sidste års valg i Tyskland og Norge argumenterede Angela Merkel for eksempel for en fastsat minimumsløn og lovliggjorte homovielser, mens Erna Solberg åbent støttede fagbevægelsen og lovede ikke at røre ved reglerne om sygeorlov og beskyttelse af vikaransatte. Også David Cameron valgte at appellere på en atypisk måde ved valgsejren i 2010.

 - Vi står for at hjælpe det arbejdende folk, som Labour har svigtet med deres høje skatter på arbejde og spild af offentlige midler, proklamerede britiske David Cameron, der i manges øjne leflede for arbejdervælgerne med sit ’Big Society’-manifest op til valget.

 - De progressive konservative fremhæver vigtigheden af værdier som solidaritet, høflighed og medfølelse. Det er værdier, som markedet ikke kan bidrage til, og det skal derfor ses som en slags modreaktion på den fri-markeds-ideologi, der især florerede i 1980’erne og 1990’erne, forklarer Patrick Diamond, der faktisk ser svenske Fredrik Reinfeldts omlægning af Moderaterna i starten af nullerne som en form for foregangseksempel for de andre lande.

Optaget plads

I Danmark er det dog i høj grad Venstre, der har taget den progressive drejning, som de konservative partier har gjort i udlandet, mener ph.d.-studerende i politisk historie og redaktør på det konservative årsskrift Critique, Christian Egander Skov.

 - Det Konservative Folkeparti i Danmark er i en anden situation end, de er i eksempelvis Tyskland og Storbritannien. Den linje, du kan lægge, når du er et parti med 20-30 procent af stemmerne, er anderledes end den, du kan lægge med fem procent, siger han med henvisning til det seneste skuffende folketingsvalg.

Formand Lars Barfoed må ellers ifølge Christian Egander Skov anses for at være blevet valgt for en mere midtersøgende retning, da han i 2010 overtog styringen efter Lene Espersen.

 - Han blev valgt som et opgør med den strammerkurs, hun havde ført. Med Lene Espersen i spidsen forsøgte partiet at indtage den værdipolitiske dagsorden, de håbede på, Dansk Folkeparti havde forladt. Det gik jo ikke specielt godt, siger han.

Men Lars Barfoeds forsøg på at række hånden ud til Det Radikale Venstres Margrethe Vestager i 2011-valgkampen blev ikke populært internt i partiet.

 - Under valget fik de meget travlt med at afvise, at de ville forråde den borgerlige blok. Og efter valget brugte de meget tid på at rejse rundt og love baglandet, at et decideret samarbejde med De Radikale ikke var ideen med udmeldingen, fortæller Christian Egander Skov.

Derfor er det også slut for nu med en midtersøgende retning.

- Lars Barfoeds håb var nok, at de ville få de afgørende mandater, der gjorde dem uomgængelige i dansk politik. I stedet fik de jo otte mandater, som er alt andet end omgængelige, vurderer Christian Egander Skov.

Trængte sosser

Ifølge Patrick Diamond har den progressive konservatisme i vores nabolande haft stor succes med at vinde magten, ikke mindst fordi de konservatives midtersøgning har tæmmet deres modstanderes retorik.

 - I mange år kunne de venstreorienterede portrættere centrum-højre-partierne som gammeldags, når det kom til sociale problemer, og som en direkte trussel mod velfærdssamfundet, hvilket fungerede rigtig godt i valgsituationer, siger han og peger på, at der i slutningen af 1990’erne sad socialdemokratisk ledede regeringer i 13 ud af 15 EU-lande.

- Det er meget sværere for socialdemokraterne at kritisere de konservative i dag. De bliver nødt til at anlægge en langt mere sofistikeret og plausibel kritik af højrefløjen, ikke mindst fordi socialdemokraterne selv er blevet tvunget til at acceptere en del reformer af især velfærdsstaten, fortæller Patrick Diamond.

Tendensen blev især virkeliggjort i sidste års tyske valgkamp, hvor vælgerne på mange områder havde mere end svært ved at se forskel på CDU og det socialdemokratiske SPD, der i nullerne indførte hårde liberale arbejdsmarkedsreformer. Et hovedbudskab fra SPD var, at Angela Merkel havde stjålet deres politik. Og valget endte katastrofalt for dem.

Intern kamp

Den økonomiske krise har dog gjort det sværere for de konservative partier at føre progressiv politik, vurderer Patrick Diamond. 

 - Den har tvunget dem til at bruge en række gammeldags konservative midler, såsom det frie marked og kamp mod den offentlige sektor, siger han.

 Samtidig har midtersøgningen også medført massiv kritik fra de mere højreorienterede konservative. I Tyskland får Angela Merkel ofte hårde kommentarer med på vejen for at give køb på den konservative politik, mens det i England har givet store ledelsesproblemer for David Cameron, at han har en stærk Tory-fløj (konservativ.red) i sit eget parti at tage hensyn til.

- Det vil selvfølgelig blive en stadig større udfordring for partierne selv, at de er gået i en markant ny retning, konkluderer Patrick Diamond, der ikke er i tvivl om, hvem et dansk bud på en succesfuld progressiv profil ville være.

 - Connie Hedegaard har helt sikkert et ry for at være en moderne konservativ og gå ind for en række socialliberale værdier, siger han.

Ser tiden an

Om Connie Hedegaard en dag kunne finde på at tage styringen hos de danske konservative, er yderst tvivlsomt, mener Christian Egander Skov. Og Lars Barfoed afviser i et stort interview med Kommunen (læs her), at de nuværende dårlige meningsmålinger vil få partiet til at gå ind i en kamp om midtervælgere - noget, han nok gør klogt i.

 - Et af de store problemer for de danske konservative har faktisk været, at Lars Barfoed lidt for længe har troet på, hans parti kunne indtage positionen som et bredt borgerligt parti. Men muligheden var der ikke, for den position har Venstre, siger Christian Egander Skov.

Omvendt er det svært at se, hvilken del af partiets nuværende politik, de kan profilere sig mest markant på.

- Det store dilemma er jo, at hvis de kører løs på strammerkursen, vil de blive overbudt af Dansk Folkeparti, og hvis de kører løs med skattelettelser, vil de blive overbudt af Liberal Alliance, forklarer Christian Egander Skov, som mener, at Lars Barfoed er ved at revurdere sit projekt frem mod et kommende folketingsvalg.

- Lige nu virker det, som om de ser tiden an og varer sig for at komme til at ødelægge det pusterum, de trods alt fik med resultatet af kommunalvalget, siger han.

Læs interviewet med Lars Barfoed om, hvor Det Konservative Folkeparti skal hen i fremtiden her