Hvis kommunerne viser lidt krejlermentalitet og får spurgt, om der er andre, der kan løse deres opgaver billigere, så vil der være milliarder at hente i offentlige besparelser - og det vil endda også hæve kvaliteten af vores velfærd. Sådan er logikken i regeringens såkaldte spørg-om-prisen-politik.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) er på vej med en pakke af forslag, som skal sørge for, at kommunerne konkurrenceudsætter mere. Og i sommerens økonomiaftale mellem kommuner og regering står der, at der fra 2018 skal findes en milliard om året blandt andet gennem effektivt indkøb og konkurrenceudsættelse.

- Det er rigtig positivt, at regeringen vil komme med en udbudspakke. Vi ser gerne, at der kommer måltal for kommuner, regioner og stat, så de får nogle overordnede mål for hastigheden i deres arbejde, siger direktør Mette Rose Skaksen fra DI Service.

I fagbevægelsen er de dog skeptiske overfor regeringens planer.

- Politikerne fægter i blinde efter besparelser, som vi i vid udstrækning ikke ved om reelt eksisterer. Det er vist kun i Cepos’ og DI’s regneark, at der er et stort potentiale at hente, siger Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA.

Ukendt potentiale

Samtlige kommuner arbejder med konkurrenceudsættelse i dag, men der er stor forskel på, hvor langt de er nået. I en kommune som Frederikshavn er cirka hver femte opgave konkurrenceudsat, mens det i Gribskov er knap hver anden. Erfaringerne varierer mellem positive og neutrale effekter.

- Hvis du ser på de tekniske områder som rengøring, affaldshåndtering og vedligeholdelse af veje, så har man gennemsnitligt fundet besparelser på mellem fem og 15 procent ved at konkurrenceudsætte opgaverne. Men det har været svært at måle forskel på kvaliteten, fortæller lektor ved Roskilde Universitet (RUC) Ole Helby Petersen.

Han har sammen med forskere fra Københavns Universitet og KORA lavet en større forskningsoversigt, hvor de har set på samtlige studier om konkurrenceudsættelse i Danmark, Skandinavien og internationalt siden årtusindskiftet. Og mens der altså ser ud til at kunne spares penge på de hårde tekniske opgaver, ser det mere broget ud, når det handler om velfærdsopgaver som pleje og omsorg.

- På de områder er der mindre entydig dokumentation for, at konkurrenceudsættelse har virket efter hensigten. Der er undersøgelser, som viser, at man har sparet penge, mens andre viser, at man ikke har gjort det, og her er kvalitetsniveauet stort set udokumenteret både ved de offentlige og private opgaver, forklarer Ole Helby Petersen.

Ny regering - ny linje

Det politiske slagsmål om, hvorvidt kommunerne skal konkurrenceudsætte mere eller mindre, har ellers været heftigt, siden S-R-SF-regeringen kom til i 2011. Som noget af det første blev målsætningen om at nå op på 31,5 procent i alle kommuner sløjfet.

- Vi vil ikke fastsætte rigide måltal for, hvor meget den enkelte kommune eller institution skal konkurrenceudsætte, lød det fra daværende finansminister Bjarne Cory-don (S) i et samråd.

I efteråret 2014 gik ISS’ CEO  Jeff Gravenhorst så ud og lovede regeringen 12 milliarder kroner i gevinst, hvis de overlod alle tekniske opgaver til private firmaer. Kort efter fremlagde Venstre et finanslovsforslag, der ville finde 1,5 milliard ved at spørge mere til prisen. Og det er det forslag, som regeringen nu ventes at følge op på i løbet af efteråret.

- Det er en konstant diskussion, vi vender tilbage til. Og for os er det afgørende, at vi får nogle måltal, som man kan styre udviklingen efter, sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i efteråret til Kommunen.

Svækkende måltal

Sidst de omdiskuterede måltal blev brugt, var det kun fem kommuner, der levede op til dem. Og i Kommunernes Landsforening har de ikke lagt skjul på, at de er imod detailstyringen.

- Det her med at sige, at vi skal konkurrenceudsætte mere, fordi vi skal, uden det måske reelt giver nogen mening, kommer der ikke noget godt ud af, fortalte formand Martin Damm (V) i foråret 2015.

Ole Helby Petersen vurderer, at regeringens nye plan på området kan blive svær for kommunerne at sluge, især fordi der kan følge sanktioner med, hvis kommunerne ikke lever op til måltallene fremover.

- At indføre sanktioner på måltallene vil være et brud med den danske tradition for kommunalt selvstyre. Kommunerne har gennem årtier haft metodefrihed og mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejde lokalt. Med sanktioner vil du fra centralt hold tvinge dem til at arbejde på en bestemt måde, siger han.

Og det vil samtidig tvinge kommunerne til at udbyde flere velfærdsopgaver, hvilket ofte deler vandene lokalt. Ikke mindst på grund af de mange konkurser hos private plejefirmaer, der har været de senere år.

- Konkurserne er et eksempel på, at det er en anden type opgaver og et andet marked med flere ukendte faktorer, man arbejder med. Der er større usikkerhed om, hvad effekterne af regeringens kommende måltal vil blive på velfærdsområderne, siger Ole Helby Petersen.

Ideologisk kampplads

En undersøgelse har vist, at borgerlige borgmestre er mere tilbøjelige end røde borgmestre til at forsøge sig med udlicitering af velfærdsopgaver. Ikke desto mindre har skiftende landspolitikere nægtet, at konkurrenceudsættelse skulle være et ideologisk tiltag.

- Det er ikke afgørende, om offentligt ansatte eller privatansatte leverer de ydelser, som vi betaler for over skatten. Det er derimod afgørende, at danskerne får den bedst mulige service for deres penge, lyder begrundelsen for at indføre måltal i Venstres regeringsgrundlag.

Og nogenlunde samme begrundelse kom fra Bjarne Corydon, da han i sin tid fjernede de omstridte måltal.

- Der er en modsætning mellem, hvad der bliver sagt, og hvad der bliver gjort - både fra blå og rød side. De siger begge, at de hverken er for eller imod udlicitering - at det ikke handler om ideologi. Men når man ser på de politiske tiltag, så er der alligevel en tydelig forskel på rød og blå, siger Ole Helby Petersen.

Set gennem Dennis Kristensens briller bør det dog slet ikke være landspolitikerne, der fastsætter målene for konkurrenceudsættelse.

- Det er bekymrende, at regeringen lægger op til at genindføre regler for, hvor meget der skal udbydes. Det bevæger sig fra, at kommunal-bestyrelserne bestemmer, hvad der er klogest lokalt, til, at det er Slotsholmens embeds--mænd, der med deres regneark kun kigger på besparelser, siger han.