Bedre kvalitet til samme pris – eller samme kvalitet til en bedre pris.

Parolen har efterhånden lydt fra mange borgmestres, KL-bestyrelsesmedlemmers og landspolitikeres læber. Den er blevet det enkeltstående argument for at lade private leverandører overtage offentlige ydelser såsom ældrepleje. De effektiviseringslystne kommuner har set et gyldent potentiale i at overdrage hjemmeplejen til private, og flere har taget skridt til udlicitering af deres plejehjem.

Men skal man tro erfaringerne fra et land, der har stor erfaring med private plejehjem, USA, er der grund til at træde varsomt. Markedslogikken og plejesektoren er ikke forenelige, konkluderer den amerikanske professor emerita Charlene Harrington fra University of Californias School of Nursing i San Francisco, som sidste år offentliggjorde et omfattende studie af kvaliteten på alle USA’s 17.000 plejehjem.

Ingen profit i fattige ældre

Harrington har undersøgt forskellene i kvalitet mellem private ’for-profit’ (kommercielle) plejehjem, private ’non-profit’ (almennyttige) plejehjem og offentlige plejehjem. Resultaterne viser, at de private plejehjem, der skal tjene profit, giver en dårligere pleje.

- Det er helt enkelt ikke nogen god forretning at prøve at lave profit på fattige gamle mennesker. Der er ikke nok overskud i det, når man gør det på den etisk rigtige måde, siger Charlene Harrington.

Generelt viste undersøgelsen, at der var færre ansatte og flere fejl og lovbrud på de

profitsøgende plejehjem – og særligt på dem, der er ejet af store kæder. Der viste sig at være 36 procent flere fejl og 41 procent flere alvorlige fejl – der kategoriseres som at forårsage skade på eller bringe beboere i livsfare – på de private plejehjem ejet af store koncerner end på de offentlige. Desuden viste undersøgelsen også en stigning i fejlprocenten, efter et offentligt plejehjem var blevet opkøbt af en privat kapitalfond.

Når man ser på fordelingen af kommercielle og offentlige plejehjem, er der særlig grund til bekymring, mener Harrington.

- De offentlige har en meget højere kvalitet, men de udgør altså kun seks procent af alle plejehjemmene i USA, siger hun.

Desuden har de offentlige plejehjem en bedre uddannet stab. Sygeplejersker med to-fire års uddannelse findes der kun en mindre andel af på de kommercielle plejehjem – en endnu mindre andel end, hvad der er fastsat som nationalt minimum.

- Det meste af personalet har meget lidt uddannelse, kun omkring to ugers træning. Men at skære ned i de bedre uddannede sygeplejersker betyder lavere lønomkostninger, og det ser ud til at være en gennemgående ledelsesstrategi på de kommercielle plejehjem, siger Charlene Harrington.

Hun tilføjer, at over en periode kan man se en stigning i antal ansatte hos de private, men en nedgang i de veluddannede, hvilket tyder på, at de er ved at blive erstattet af de lavere lønnede sygehjælpere.

Staten i en klemme

Sammen med et andet af hendes studier, der har vist, at stram statslig regulering har en positiv effekt på kvaliteten på plejehjem, siger Harringtons erfaringer hende, at markedsgørelse af plejesektoren – helt eller delvis – er skadelig for arbejdsforhold for ansatte og kvalitet i plejen.

Selvom de private firmaer også skal overholde de nationale kvalitetsstandarder, ligger staterne underdrejet i forhold til at håndhæve dem.

- Standarderne er gode, men ikke særlig stærke. De opretholdes ikke særlig godt af delstaterne. Vi så meget gerne, at plejehjem, som overtræder reglerne, blev taget ud af drift, men det sker næsten aldrig, siger Charlene Harrington.

Hun forklarer, at delstaterne meget nødigt lukker et privat plejehjem, for de har oftest ikke råd til selv at overtage driften, eftersom de fleste hjem koster omkring 10 millioner dollars hver.

På den måde er privatisering af plejesektoren en ’one-way street’, lyder det dystert fra den amerikanske professor. Det er svært at vende tilbage, når man først har udbudt så store dele af ældreplejen, for de offentlige myndigheder bliver afhængige af de privates engagement såvel økonomisk som driftsmæssigt.

- Problemet er, at når man først har privatiseret, kan man ikke fortryde, siger hun.

Men har de amerikanske tilstande relevans i et lille land med en overordentlig veludviklet offentlig sektor som Danmark? Herhjemme er flere tunge koncerner som Falck, Tryghedsgruppen og det svenske Aleris gået ind på plejemarkedet, og en stor amerikansk hjemmeplejeudbyder, Home Instead, har udset sig Danmark som et ”interessant marked at gå ind på”. Samtidig frygter Ældre Sagen for svigtede borgere, og borgmestre giver udtryk for, at det er gambling med de ældres tryghed at udlicitere plejehjem, der risikerer at gå nedenom og hjem.

Charlene Harrington har studeret forskellene fra de skandinaviske modeller og organiseringsformer i ældreplejen. Selvom vi endnu ligger langt fra USA's privatiserede marked, er hendes undersøgelser et advarselssignal om den udvikling, der er i gang herhjemme, mener hun.

- Der er store forskelle i ejerformer på plejeområdet i USA og i Skandinavien, men mekanismen i, hvordan firmaer skaber overskud, er jo den samme, uanset hvilket land du er i. Der er kun et begrænset antal måder, man kan lave profit i plejesektoren på, og det er ved at skære i personale og lønninger, siger Harrington.

Argumentet ”samme kvalitet til en billigere pris” har en overset dimension, mener hun. Det kontrolapparat, som staten ofte vil etablere i kølvandet på et øget samarbejde med private, koster både tid, mandskab og penge.

- De lokale myndigheder skal jo have meget detaljerede afrapporteringssystemer og kontrakter for at sikre kvaliteten. Omkostningerne til det skal man huske at lægge til prisen, når man overvejer at privatisere, siger Charlene Harrington.

Plejehjemmet Koppargården i Välingby i Sverige fik i 2008 overdraget sin drift til den private koncern Carema Care. Tre år senere blev hjemmet kendt som 'Dødens Hus'.

Beretninger om adskillige faldulykker, unødige amputationer, underernærede patienter og et patientdødsfald som følge af blodforgiftning efter et dårligt behandlet sår var den bombe, som plejehjemmets ansvarlige læge kom ud med i efteråret 2011 sammen med en erklæring af, at hun ikke længere kunne stå inde for patienternes medicinske sikkerhed.

Sagen blev kendt som 'Carema-skandalen' og medførte, at flere af Carema Cares andre plejehjemskontrakter blev opsagt. Eksempler som Koppargården fylder meget i debatten om, hvorvidt ældrepleje i private hænder giver bedre eller dårligere kvalitet. Ifølge Ole Helby Petersen fra KORA, dansk udbudsekspert, ved vi i Skandinavien ikke nok om, hvorvidt tesen om ”bedre kvalitet til samme pris” holder vand.

- Generelt er det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, hvad effekten er, når de private for eksempel går ind og overtager offentlige plejehjem – både i forhold til økonomien og kvaliteten.

Han er påpasselig med at drage direkte paralleller fra det amerikanske studie til danske forhold, men byder forskningen velkommen i den danske debat.