På papiret ser det godt ud. Alle landets kommuner undtagen to har fået styr på planerne for klimatilpasning, og de to efternølere er også på vej.

Samtidig dukker flere og flere anlæg, som skal gøre kommuner og byer mere robuste overfor skybrud og oversvømmelser, op på landkortet, og nysgerrige fagfolk fra udlandet tager på studiebesøg i Danmark for at se, hvor-dan vi gør. Særlig når det gælder om at kombinere tekniske klimaanlæg med nye rekreative muligheder for borgerne.

Men går man dybere ned i sagen, er der mange frustrationer, siger Dorthe Hedensted Lund, som er seniorforsker ved Landskabsarkitektur og Planlægning på Københavns Universitet.

For nylig udgav hun en rapport om, hvordan det går med at få gjort klimatilpasningsplanerne til virkelighed ude i kommunerne, og her var billedet mere broget. Dorthe Hedensted Lund understreger, at rapporten er blevet til på baggrund af samtaler med ti kommuner og derfor ikke nødvendigvis er repræsentativ. Til gengæld er det de ti kommuner, som først var klar med klimatilpasningsplaner.

Blandt hendes konklusioner er, at kommunerne er frustrerede over reglerne, og hvor ufleksible de er.

- På den ene side er klimatilpasningen ikke forankret i loven. Der er intet lovkrav om, at kommunerne skal planlægge for klimaforandringer, i stedet er det en del af en aftale mellem KL og regeringen. På den anden side er det et område, der reguleres i detaljer og er meget komplekst og svært at få overblik over. Her vil kommunerne gerne have forenklinger, siger Dorthe Hedensted Lund.

Kommuner tøver

Det er hendes klare indtryk på baggrund af de mange samtaler med fagfolk i kommunerne og de kommunale forsyningsselskaber, at der er betydelig forskel på, hvor langt de enkelte kommuner er nået – og hvor ivrige de er efter at komme i gang.

- Der er tydelig forskel på de kommuner, som har haft problemet inde på livet, og dem, som ikke har. Har kommunerne først prøvet at være ramt af en oversvømmelse, kommer der gang i klimatilpasningerne, men det ville være godt at få de andre med, før det går galt, siger hun.

Det kan være lettere at få forståelse hos borgerne for, at kommunen skal bruge en del af de pressede budgetter på klimasikring, når de selv har haft ejendomme under vand. Klimasikring er ofte dyrt og kan virke abstrakt.

Dobbelte løsninger

Af samme årsag vælger et stigende antal kommuner at kombinere klimasikring med nye rekreative muligheder eller mere spændende byrum for borgerne. De områder, som skal opsamle store mængder vand, kan i det daglige fungere som parker, hvad der efterhånden er flere eksempler på; senest er Sønæs i Viborg blevet belønnet med Danvas og Realdanias klimapris for kombinationen af det tekniske og rekreative.

Men heller ikke det er enkelt, siger Dorthe Hedensted Lund. Klimatilpasningen betales af både kommuner og forsyningsselskaber, men der er grænser for, hvad forsyningsselskaberne må bidrage til økonomisk.

- Derfor skal det af ansøgningerne fremgå, præcis hvilke dele der er rekreative, og hvilke dele der er tekniske. Det er ud fra en reel bekymring om, at forsyningsselskabernes kunder ikke skal betale for det rekreative, som er en kommunal opgave. Men det kan være svært at afgøre, hvad der er hvad. Her kunne man godt overveje at løsne, siger Dorthe Hedensted Lund.

En anden bekymring er mere teknisk: Hvordan sikrer kommunerne, at de tekniske dele af anlægget holdes ved lige og fungerer, når det i det daglige er det rekreative element, som benyttes mest?

- Det kunne formentlig løses relativt enkelt ved nogle mere strømlinede procedurer. Men et af de store problemer på området er også, at strømliningen mangler. Både viden, love og aktører er spredt ud. Her er der meget at hente.

Seriøse kommuner

Det er ikke nødvendigvis udtryk for fodslæberi, når nogle kommuner gør mere ud af klimatilpasningen end andre. Det siger chefkonsulent i KL Teknik og Miljø Lars Kaalund.

- Det er ikke, fordi de bare lukker øjnene og håber. Nogle kommuner har mindre behov for at gøre noget. Enten fordi de allerede har dimensioneret deres systemer, så de kan klare mere vand, eller fordi de ganske enkelt ikke er så udsatte som andre. Og så ville det være en dårlig økonomisk forretning at sætte en masse i værk, siger han.

Lars Kaalund mener, at kommunerne er nået langt og tager opgaven alvorligt. Til gengæld er KL bekymret for, at der bliver længere mellem projekterne, fordi kommunerne fremover selv skal betale mindst 25 procent af udgifterne. Indtil i år kunne forsyningsselskaberne stå for hele finansieringen.

Det var ganske vist en aftale mellem KL og regeringen fra 2013, at ordningen med 100 procents finansiering ville løbe ud ved udgangen af 2015, men det var samtidig en aftale, at ordningen skulle evalueres.

- Og det er ikke sket. Derfor mener vi, at det er uhensigtsmæssigt at fjerne muligheden for at betale gennem forsyningsselskaberne. I stedet skal kommunerne finde pengene i konkurrence med kerneopgaver som skole og ældrepleje, og det kan gøre det sværere at fortsætte arbejdet, siger Lars Kaalund.

Hvad angår kommunernes kritik af bureaukratiet, så er KL opmærksom på problemerne og har peget på dem overfor Energistyrelsen, som er hovedansvarlig for ordningerne.

- Og det er vores indtryk, at der er forenklinger på vej, siger Lars Kaalund.