Kommunen.dk
MENU

Kommuner mangler midler mod høj musik fra soundbokse

Når værtshusene lukker, spiller Soundbokse op til fest. Flere kommuner søger løsninger, og nu vil virksomheden bag boksene hjælpe til.

Kommuner mangler midler mod høj musik fra soundbokse

Når værtshusene lukker, spiller Soundbokse op til fest. Flere kommuner søger løsninger, og nu vil virksomheden bag boksene hjælpe til.
Jesper Theil Thomsen er direktør og medstifter af Soundboks. Han vil meget gerne i dialog med kommuner, der oplever problemer med høj musik fra unge, der fester i byrummet.
Jesper Theil Thomsen er direktør og medstifter af Soundboks. Han vil meget gerne i dialog med kommuner, der oplever problemer med høj musik fra unge, der fester i byrummet.
Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Ungdommen fester løs i sommerens lyse nætter, og på grund af coronakrisen larmer det mere end normalt. De unge kan nemlig ikke tage værtshuse og diskoteker, der lukker ved midnat, og samtidig er alle festivalerne aflyst.

Derfor flytter festen ud i parker og andre dele af bybilledet, hvor de unge hiver store batteridrevne musikanlæg af mærket Soundboks med for at spille festen op. Det er flere borgere ved at være godt trætte af, for musikken pumper nat efter nat, og landet over meldes der nu om naboklager over udendørsfesterne.

I Lemvig har kommunen modtaget flere henvendelser om larm fra fester ved en skaterpark på havnen.

- Det er et stigende problem, og ikke noget vi tidligere har haft problemer med. Men dette forår og denne sommer er speciel. De, der bor nær havnen, føler sig generet af musikken, og vi er i dialog med borgerne om det, siger Hanne Underbjerg, leder af vej- og parkafdelingen.

Soundbokse kan spille op til 126 decibel, og når bassen pumper natten lang, bliver det træls at bo tæt ved festerne.

  Måske skal man lave områder til de unge, hvor de kan tage hen og feste. De unge ønsker nok ikke at forstyrre, men de ved ikke, hvor de ellers skal tage hen.

I Lemvig har musikken varet ved i et par uger, og naboerne savner at kunne side en i fred på terrassen og at kunne sove med åbne vinduer.

- Alt har jo været lukket ned, og det er ikke et normalt år for de unge mennesker. De har ikke kunnet gå i byen og på diskoteker, så de holder til udenfor. Det er der jo ikke noget galt med, men det dur ikke med høj musik til langt ud på natten. Filmen knækker, når man ikke tager hensyn til andre, siger Hanne Underbjerg.

Ingen håndtag at trække i

Og Lemvig er langt fra alene. Flere aviser skriver om kommuner, der har svært ved at løse problemet. I Aalborg melder politiet om en kraftig stigning i antallet af anmeldelser af musik til gene, som det hedder.

Helt nyt er problemet ikke. I 2018 forbød Odense Kommune musik efter klokken 19 i en af sine byparker, og på Islands Brygge har Københavns Kommune også indført forbud mod musik forstærket med højtalere i udvalgte områder i tidsrummet 22.00 til 08.00. Her er der dog stadig mange vanskeligheder med høj musik.

  Vi vil meget gerne komme med en klar opfordring til, at kommuner hiver fast i os. Det er ikke et marketingsstunt. Vi er oprigtigt interesserede i at høre fra kommunerne og i at komme på nogle løsninger sammen med dem.

I Lemvig har politi og ssp for nylig været i dialog med de unge. Nu sætter kommunen skilte op for at slå ordensreglerne fast, fortæller Hanne Underberg. For de unge mente ikke, der var nogen regler for larm, når det ikke stod på et skilt.

- Vi har ikke rigtig andre håndtag at trække ind. Så bliver det en politiopgave, hvis man er til plage aften efter aften. Vi vil rigtig gerne have det løst og håber, det snart lykkes. Måske med selvjustits i egene rækker. For nogle af de unge kan nok godt se, den er gal, siger hun.

Direktør vil høre fra kommuner

Den danske virksomhed Soundboks står bag de transportable anlæg. Sådan en boks koster fra 5.200 kr. til 6.700 kr. og spiller med samme lydniveau som en god rockkoncert.

Adm. direktør i Soundboks, Jesper Theil Thomsen, forstår udmærket problematikken med høj musik, der kan genere. I sidste uge skrev han et åbent brev om situationen med titlen 'Det er tid til, at vi tager ansvar'.

Henover sommeren vil Soundboks derfor lancere en række initiativer for at få deres kunder til at vise bedre hensyn.

- Senere i dag kommer vi med en guide til, hvordan man fester hensynsfuldt. Og så er vi i gang med at lave et kort over København, som viser, hvor man i hvert fald ikke skal stå og spille høj musik. Det er første step, og hen over sommeren vil vi så arbejde med flere tiltag, siger Jesper Theil Thomsen.

Klikker man ind på Soundboks’ hjemmeside, er der lige nu ikke meget, der opfordrer til nabohensyn. På forsiden står der: 

- Din yndlingsfestival er aflyst. Spillestederne, klubberne og biograferne er lukkede. Men sommeren er langt fra mistet. Med en Soundboks kan du tage lyd og festivalstemningen med i haven, sætte biograf op hvor som helst og skabe en uforglemmelig musikoplevelse for vennerne.

Men det bliver der snart lavet om på -  blandt andet med den førnævnte guide til fest med hensyn.

  Engang generede skaterne jo også, men så lavede man skateparker, så de nu har et sted at være.

Soundboks har solgt omkring 30.000 musikanlæg i Danmark, og når man får sådan en krabat leveret, står der på papkassen: 'Disrespect is noise, not all parties have to be at 11’.

-Frank Jensen var ude og sige, at der skal mere politi til stede på Islands Brygge, og det er vi positive overfor. Men man skal også kigge på mere langtidssigtede løsninger.

- Måske skal man lave områder til de unge, hvor de kan tage hen og feste. De unge ønsker nok ikke at forstyrre, men de ved ikke, hvor de ellers skal tage hen. Det er lidt et kulturskifte, der er i gang. Engang generede skaterne jo også, men så lavede man skateparker, så de nu har et sted at være, siger Jesper Theil Thomsen.

Soundboks forsøger nu at få en dialog i gang med de kommuner, der oplever stigende problemer med høj musik. Et samarbejde med Frederiksberg og Købehavns Kommune er allerede i gang.

- Vi vil meget gerne komme med en klar opfordring til, at kommuner hiver fast i os. Det er ikke et marketingsstunt. Vi er oprigtigt interesserede i at høre fra kommunerne og i at komme på nogle løsninger sammen med dem, siger Jesper Theil Thomsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR