Kommunen.dk
MENU

Kommuner gør op med ligheden og udvikler lokale ledertalenter

Et stigende antal kommuner har fået øjnene op for, at der findes ledertalenter i kommunerne, som skal dyrkes og fremhæves. I Fredericia jubler man over succes.

Kommuner gør op med ligheden og udvikler lokale ledertalenter

Et stigende antal kommuner har fået øjnene op for, at der findes ledertalenter i kommunerne, som skal dyrkes og fremhæves. I Fredericia jubler man over succes.

 

Ledertalentet kan findes i mange afskygninger. Det kan være souschefen, der blot skal have det sidste skub, eller den fremadstormende menige medarbejder, som skal lære, hvad det vil sige at lede en hel afdeling. I Fredericia Kommune har man fundet ud af, at der kan være stor fidus i at spotte og udvikle ledertalenter internt i kommunen.

- Vi kan se, at vores interne rekruttering er steget rigtig meget, og derfor må vi spørge os selv, om vi simpelthen bare ikke har haft øje for den guldgrube af talenter, som har været i vores egen organisation, siger Rikke Albrektsen, der er udviklingschef i kommunens Uddannelsescenter. 

Fredericia Kommune var med sin opstart i 2006 en af landets første kommuner til at indlede jagten på mulige talenter inden for egne rækker. Siden starten har kommunen haft 73 personer igennem et udviklingsforløb, der typisk varer mellem et og to år. Enkelte bliver fagspecialister, men hovedparten følger et forløb til at blive projekt- eller personaleleder, hvor de får teori og øget praktisk ansvar i dagligdagen. I dag har ti af dem fået lederstillinger i kommunen.

 

Tal højt om karriere

I KL vurderer man, at det lige nu er noget under en tredjedel af kommunerne, der laver talentudviklingsprojekter, men at der synes at være en spirende interesse fra endnu flere kommuner.

Roskilde Kommune har ligesom Fredericia gode erfaringer med at spotte talenter internt. Allerede i 2005 blev der oprettet et hold for medarbejdere fra daginstitutioner, fordi kommunen havde svært ved at rekruttere ledere inden for dette område. Omkring en fjerdel af deltagerne fra det hold besidder stadig en lederstilling i kommunen i dag. I alt har kommunen haft tre hold igennem en førlederuddannelse, som kommunen kalder det.

- Vi har haft rigtig gode resultater med det, og synes, det er et rigtigt positivt signal at sende til den gruppe af medarbejdere, der er motiveret for lederjobs, forklarer Dorte Theibel Østergaard, der er udviklingskonsulent i kommunens afdeling for HR og Organisation.

Rikke Albrektsen oplever også, at Fredericia Kommune har fastholdt og tiltrukket nye talenter til kommunen alene på grund af den signalværdi, der ligger i ,at kommunen nu taler åbent om talent og karriere. Med den kommende kamp om dygtige hoveder for øje, mener hun, at kommunerne er nødt til at forholde sig til, at der findes særligt dygtige medarbejdere, der skal opprioriteres. 

Vi bliver nødt til at gøre lidt op med den lighedstankegang, der hersker i det offentlige og så sandelig også i kommunerne. Det er forskelligt, hvad vi vil. Nogle vil bare gerne noget mere og har evne til mere, og dem skal vi også skabe et rum til i en kommunal virksomhed.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR