Et “historisk højt” antal dømte i terrorsager og muligt radikaliserede personer vil i de kommende år blive løsladt i Danmark og resten af Europa. 

Og det skaber nye problemstillinger for myndighederne, der har brug for flere redskaber, hvis vi som samfund skal håndtere radikaliseringen.

Sådan lyder konklusionerne i en rapport fra marts, der anbefaler, at vi i Danmark skruer op for indsatsen, når personer med terrorrelaterede domme eller personer, som myndighederne frygter, er radikaliserede, har afsonet deres straf. En opgave, som kommunerne også har en væsentlig del i. 

Tina Wilchen Christensen, forsker i radikaliseringsprocesser, ekstremisme og terrorisme, mener, at det er vigtigt, at kommunerne er klar med det samme til at sætte ind med “bløde indsatser” til at støtte de løsladte. 

- Når man forlader fængslet og det kriminelle miljø, står man som løsladt så at sige helt nøgen. Man har ofte ikke noget at falde tilbage på. Det er en sårbar overgang, hvor det er helt nødvendigt, at kommunen er klar med det samme og støtter op om, at de løsladte vender tilbage til samfundet, siger hun. 

- Jo større tillid man kan opbygge, jo mere er deres ører åbne for forandring. Det tager tid. Vi ved, at jo længere tid, man sidder inde, og jo hårdere domme er, jo større en indsats kræver det også. Den her målgruppe kræver noget andet end andre, og det skal kommunerne imødekomme, siger hun. 

Bekymring kan løbe løbsk

I marts udkom en længe ventet rapport fra den såkaldte Bjelkegruppe, der blev dannet tilbage i 2020 af Justitsministeriet. 

Gruppen har skullet analysere og anbefale, hvordan vi som samfund skal håndtere personer med terrordom og personer, der bliver radikaliseret i fængslet. 

Tal fra Center for Terroranalyse viser, at der i gennemsnit i perioden 2018-2021 var én person om måneden, der blev løsladt fra landets fængsler, som myndighederne havde en bekymring om radikalisering. 

Ifølge Bjelkegruppen vil tendensen med løsladelser af radikaliserede fortsat være høj. Derfor skal det sikres, at myndighederne har de rette værktøjer til at håndtere radikaliseringen. 

Tina Wilchen Christensen maner dog til besindighed omkring problemets omfang. I rapporten nævnes to grupper af løsladte. Der er dem, der er dømt for terrorsager. Og så er der dem, der er dømt for anden kriminalitet, og som myndighederne har en aktiv bekymring om radikalisering om. Og der er det vigtigt at understrege, at en aktiv bekymring ikke er det samme som, at de med sikkerhed er radikaliserede. 

Hun forklarer, at personerne med domme for terrorsager, der vil blive løsladt de kommende år, ikke har siddet inde for egentlige terrorangreb, men ofte tilskyndelse til eller finansiering af terrorrelaterede aktiviteter, eller andre terrorrelaterede domme. 

- Det er meget vigtigt at have for øje, for det kan hurtigt blive en bekymring, der løber løbsk. Vi skal huske, at der er tale om ekstremt få mennesker og en målgruppe, hvor det er uklart, hvor mange, der egentlig er radikaliserede. 

- Det er vigtigt, at vi reintegrerer dem. Ligesom med alle andre løsladte skal vi sørge for, at vi samfund gør vores bedste for, at de får et selvforsørgende og demokratisk liv igen. Det skal vi med alle udsatte, men denne målgruppe kan ofte have et meget meget negativt syn på myndighederne, og det kræver en ekstra indsats, hvis vi skal lykkes, siger hun. 

Plads til forbedringer i kommuner

Rapporten sætter spot på en række problemstillinger i kommunernes arbejde. En gennemgang af tidligere sager viser, at der kan være forskel på, hvordan kommunerne håndterer sager med løsladte terrordømte og radikaliserede samt med, hvor hurtigt kommunen sætter ind. 

Det skyldes, at kommuner ofte har begrænset erfaring, og at sagerne kan være komplekse og spænde på tværs af forvaltningerne.  

At kommunerne ikke altid formår at sætte ind med det samme, er et stort problem, der bør rettes op, mener Tina Wilchen Christensen. 

- Det går ikke, at der bliver løsladt en person, og at en kommune så skal bruge et par uger til at afklare, hvilke indsatser de skal sætte ind med. Det bør stå klart fra start af. De her mennesker har brug for, at myndighederne sætter ind og hjælper dem med det samme. Konsekvenserne kan ellers være, at de vender tilbage til deres gamle miljø, hvilket er uhensigtsmæssigt, fordi de derved igen udgør en trussel for os som samfund, siger hun. 

I rapporten anbefales det, at kommunerne udpeger såkaldte “case-managers”. Det er en konkret sagsbehandler, der skal stå for koordineringen af indsatser på tværs af forvaltningerne, og stå for kontakten med andre myndigheder og den løsladte. 

Det vil ifølge gruppen hjælpe, at de løsladte kun møder én person og ikke flere forvaltninger med forskellige handleplaner. 

Det bakker Tina Wilchen Christensen op om. 

- Det er meget vigtigt, at de løsladte får tillid til myndighederne. Her vil det kunne hjælpe, at kommunen kun har ét ansigt. Det kræver dog, at man de rette til at tage sig af de her ofte meget komplekse sager, siger hun. 

En anden problematik drejer sig om de mentorforløb, der skal hjælpe med at få de dømte på rette køl. 

Mentorindsatsen foregår henholdsvis i kriminalforsorgen under afsoning af en dom, og dernæst af kommunerne ved løsladelse. Det er dog to seperate forløb, hvilket betyder, at et mentorforløb bliver afbrudt så snart den indsatte bliver løsladt, og at man så overgår til en kommunal mentor. 

Rapporten problematiserer, at der mangler koordinering og sammenhæng i de to ordninger, og at det kan skade udviklingen hos den løsladte at få afbrudt sit mentorforløb. 

Kommunens ansigt

Tina Wilchen Christensen understreger, at kommunerne er nødt til at sætte stærkt ind i den sårbare fase, hvor de løsladte skal komme på fode igen. Det kan dog være besværligt, hvis man holder fast i de sædvanlige kommunale tankegange om forvaltninger, der kun kan træffes fra 8-16. 

For radikaliserede risikerer ikke kun at falde tilbage i almindelig arbejdstid. 

- De her problematikker handler jo om deres liv. De kan få brug for akut hjælp og ende med at sidde alene. Kommunen skal være klar med støtte. 

Det kan blandt andet ske ved et øget fokus på de dømtes pårørende. Selvom kommunerne ikke er forpligtet til at have tilbud til dem, så giver det alligevel god mening at tænke dem ind i indsatsen. 

Tina Wilchen Christensen har selv talt med en række pårørende til radikaliserede, der har været meget frustrerede over mødet med myndighederne. 

- Folk græd ofte, når jeg ringede til dem. De oplevede ikke at modtage hjælp. Det er ikke nødvendigvis en opgave for kommunerne, men det er vigtigt, at de har dialog med de pårørende. De er en kæmpe ressource til forandring hos de radikaliserede. Det skal kommunerne have for øje. 

I en pressemeddelelse udtalte justitsminister Peter Hummelgaard (S), at nogle anbefalinger allerede er implementeret og flere er på vej til at blive det. 

Ministeren oplyste tilbage i marts, at regeringen ville overveje de nye anbefalinger fra gruppen og senere udarbejde en plan for den videre håndtering.