Kommunalpolitikere ønsker massivt energiløft af bygninger
Kommunalpolitikere ønsker massivt energiløft af bygninger
Der skal bygges og renoveres yderst energieffektivt i det kommunale landskab. Det mener landets siddende kommunalbestyrelsesmedlemmer ifølge en endnu ikke publiceret undersøgelse fra Det Økologiske Råd, Clean Clothes Campaign og Aktive Forbrugere.
Ud af landets 2449 byrådsmedlemmer, hvoraf en femtedel har deltaget i undersøgelsen, svarer 88 procent at de mener, at kommunerne de kommende år bør dybderenovere egne bygninger med henblik på at nedbringe bygningernes energiforbrug markant.
Og den massive opbakning overrasker Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd.
- Det er et markant højt tal, som vidner om, at nogle af de her meget afgørende og langsigtede tiltag for alvor er trængt igennem til kommunalpolitikerne, siger han.
Jeppe Juul understreger dog, at selvom der uden tvivl er behov for energiløft af mange kommunale bygninger, vil det have store, økonomiske omkostninger, der først betaler sig hjem på den lange bane, hvilket betyder, at den reelle indsats formentlig ikke er lige om hjørnet.
Ikke realistisk
Ifølge spørgeskemaundersøgelsen er dybderenovering defineret ved, at en bygning nedsætter energiforbruget, så det svarer til bygningsklasse 2020, hvilket overført på den lovpligtige mærknings-skala fra A til G svarer til A+, forklarer Ole Michael Jensen, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Han mener ikke, at det på nogen måde er et realistisk scenarie, at kommunerne kan eller vil gennemføre så omfattende renoveringer.
- Hvis alle bygninger i kommunerne skulle renoveres op til klasse 2020, ville de allesammen skulle have en helt ny overfrakke, og så ville det i to ud af tre tilfælde være langt billigere at rive dem ned og bygge nyt i stedet, siger Ole Michael Jensen, der dog pointerer, at undersøgelsen afspejler en overraskende og særdeles positiv indstilling fra lokalpolitikernes side.
En komplet renovering i bygningsklasse 2020 er ekstremt omfattende og kræver udover udvendig isolering og superlavenergivinduer også mekanisk ventilation, så energien genanvendes, når luften bliver ventileret.
Som det kommunale bygnings-landskab ser ud i dag, er de fleste bygninger opført mellem 1950 og 1980 og befinder sig derfor i den lave ende af energimærkningsskalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.