Når unge bøller selv er med til at plante blomster ved skolen, eller deres forældre har valgt de farverige stedmoderblomster, så undgår pynten i længere tid at blive knækket, brækket og hevet op af de selvsamme bøller.

Det er en af de engelske erfaringer, der har inspireret Kolding og socialudvalgsformand Tine Roos Nørgaard (K) til selv at kaste sig ud i et forsøg med at inddrage borgere i lokale beslutninger.

Borgerne i lokalområdet Brændkjær får selv lov at bestemme, hvad 150.000 kroner af kommunens budget skal bruges på i området.

”Selv om kriminalitet ikke er et stort problem i området, så kan vi se af erfaringerne fra England, at det her har skabt større tryghed og sammenhold i området, fordi der er større ejerskab, og så har der blandt andet været et fald i hærværk. Det vil vi gerne afprøve,” siger Tine Roos Nørgaard.

En god begyndelse

Ligesom mange af de engelske projekter, så er Koldings forsøg med borgerinddragelse endnu af en skala, der ikke falder ind under en række europæiske forskeres definition af deltagerbudgetter. Det skyldes, at det afgrænser sig til et mindre område i kommunen, og det foreløbigt er en engangsforeteelse. Målet er dog det samme, og denne type spæde skridt kan være et godt afsæt for at gå videre, påpeger demokratiforsker Anja Röcke fra Humboldt Universitet i Berlin.

”Det kan godt være en god ide at starte i en mindre skala som det danske eksempel, hvor du ser, hvordan det går, og så langsomt starter med at udvikle det på en mere kompleks måde og få en bredere tilgang til det,” siger hun.

Deltagerbudgetter er del af en større strømning med deltagerdemokrati siden 1990’erne og oprinder fra en række brasilianske byer fra slutningen af 80’rne efter militærdiktaturets fald. Mest kendt er byen Porto Alegre, hvor omkring 50.000 ud af byens cirka 1,5 millioner indbyggere angiveligt deltager i processen omkring deltagerbudgetter.

Fra syd til nord

Over halvdelen af verdens deltagerbudgetter er i Latinamerika, men ideen spreder sig også til de øvrige af verdens kontinenter.

”Det er interessant, fordi det er en af de første gange, hvor demokratisk innovation kommer fra syd til nord,” siger Anja Röcke.

Formen adskiller sig dog ganske meget fra land til land. For eksempel vælger borgerne i Porto Alegre delegerede til at udarbejde budgetforslag, som de øvrige borgere senere skal stemme om. Denne type miniråd er dog ikke særlig udbredt i hovedparten af de europæiske lande.

I Porto Alegre har deltagerbudgetterne desuden betydet en distribution af midler fra rig til fattig, fordi det har været et specifikt mål, ligesom mange fra arbejderklassen deltager i processen. I Europa er det derimod i højere grad middelklassen, der engagerer sig i arbejdet.

Nogle grundlæggende fællestræk bør dog være opfyldt, hvis processen skal blive en succes. For eksempel er det helt afgørende, at administrationen har stor velvilje over for borgerinddragelsen.

”Ofte er der en spænding mellem politikere, som gerne vil gennemføre det her, men som bliver modarbejdet af administrationen, der ikke ønsker at ændre den måde, som de gør tingene på,” fortæller Anja Röcke.

Frustrationer og fiasko

Og måske vigtigst af alt skal borgerne ikke stilles urealistiske forventninger i udsigt, hvis byrådspolitikerne alligevel går egne veje, eller der i sidste ende viser sig slet ikke at være penge til at gennemføre de valgte projekter.

”Det her fungerer kun, hvis det gøres ordentligt. For eksempel i Frankrig er mange projekter lukket ned igen, fordi de var så dårligt organiseret, og den politiske kultur slet ikke ændrede sig. Borgmesteren eller politikerne lyttede kun selektivt til borgerne,” siger Anja Röcke.

Processen omkring deltagerbudgetter kræver med andre ord både kulturændringer, klart sprog over for borgerne og en meget veltilrettelagt proces.

Socialudvalgsformand Tine Roos Nørgaard forventer da også, at det kommer til at tage flere år, før der for alvor kommer resultater ud af borgerinddragelsen i Brændkjær. Imens bliver en af politikernes fornemste opgaver at være tålmodig og holde sig på sidelinjen.

”En af de største udfordringer bliver nok, at vi som politikere skal holde snitterne fra fadet. Det er beboerne, der skal finde ud af, hvad de vil have. Også selv om det måtte være noget andet, end der er et politiske ønske om,” siger Tine Roos Nørgaard.

Hun forventer, at beboerne viser sig at være de bedste beslutningstagere for deres område, fordi de har mest styr på, om der mangler en gadelygte, eller hvor der måtte være brug for en ekstra fodgængerovergang.

Selv om Kolding-eksemplet er ganske særegent i Danmark, så tror analysechef i Cevea Jens Jonatan Steen, at flere borgere fremover nok skal få indflydelse på de kommunale budgetter.

”Jeg tror, vi kun er i begyndelsen af en række nye initiativer til at øge borgerinddragelsen. Så jeg tror, at Kolding har set rigtigt og er en frontløber, som andre kommer til at efterfølge,” siger Jens Jonatan Steen.