Kommunen.dk
MENU

Køges socialdirektør i betænkelig dobbeltrolle

Som socialdirektør forberedte Peter Kordt privatiseringen af Køges beskæftigelsesindsats. Derefter skiftede han til det private firma, der fik opgaven – og forhandlede kontrakterne med kommunen på plads. Det ser ikke godt ud, mener eksperter.

Køges socialdirektør i betænkelig dobbeltrolle

Som socialdirektør forberedte Peter Kordt privatiseringen af Køges beskæftigelsesindsats. Derefter skiftede han til det private firma, der fik opgaven – og forhandlede kontrakterne med kommunen på plads. Det ser ikke godt ud, mener eksperter.

Da det hollandske firma Agens ville ind på det danske marked, gjorde firmaet et kup: Agens ansatte den mand, som havde siddet i Køge Kommune og forberedt privatiseringen af kommunens beskæftigelsesindsats, hvorefter han forhandlede kontrakterne med kommunen på plads.

”Det ser ikke godt ud,” siger afdelingsforstander og ekspert i forvaltningsret Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Og juraprofessor Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet er enig.
”Kommunen har jo skullet forhandle med en modstander, som har siddet med helt særligt forhandlingsgrundlag. En, som har haft insiderviden,” siger han.

Jobcentret blev delt i to
I 2006 begyndte Køge at forberede en opsplitning af jobcentret i to: et kommunalt og et privat. De to skulle konkurrere indbyrdes. Og det skulle få flere ledige i arbejde for færre penge.

På det tidspunkt sad Peter Kordt ind i en midlertidig stilling som socialdirektør i Køge. En af hans opgaver var at forberede den forestående udlicitering, fortæller flere kilder til Kommunen.

I efteråret tilbød Agens Peter Kordt jobbet som direktør for den danske del af selskabet og spurgte sågar Køge Kommune, om det var i orden. Det sagde kommunen ja til. Og fra sit nye skrivebord kunne Peter Kordt nu forhandle kontrakten med kommunen på plads.

En strid om millioner
I dag beskrives kontrakten som en væsentlig årsag til, at kommunen havnede i en strid om millioner med Agens.
”Der var nogle meget lukrative bonusordninger,” siger den daværende formand for arbejdsmarkedsudvalget i Køge, Claus Steen Pedersen (R).

Forløbet vækker panderynken hos Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Det er klart, at der kan være en interessekonflikt,” siger han.

”Hvis den pågældende embedsmand allerede på det tidspunkt, da han var ansat hos Køge Kommune, har haft en vis formodning om, at han kunne få en stilling i det private firma, så er det indlysende, at han har været inhabil,” siger Oluf Jørgensen.

Han hæfter sig ved, at Køge Kommune sagde god for Peter Kordts ansættelse hos Agens. Det kalder han klogt af virksomheden, hvorimod det tyder på, at kommunen har dummet sig – ikke mindst i lyset af de meget favorable kontrakter med det private firma.

”Kommuner skal være meget opmærksomme på, om deres ansatte havner i interessekonflikter.Og det ser ikke ud til, at Køge Kommune har været tilstrækkeligt opmærksom på risikoen i denne sag,”
siger Oluf Jørgensen.

Også juraprofessor Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet mener, kommunen burde have udvist skærpet opmærksomhed:
”Kommunen kan ikke forhindre, at en embedsmand går. Det er jo et åbent arbejdsmarked. Men den har en pligt til at tage højde for, at det ikke skader kommunens økonomiske interesser. De er forpligtet til at passe på, at de ikke bliver snydt.”

Kommunen har gentagne gange kontaktet Peter Kordt for en kommentar, men forgæves.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR