Indtil videre har der været mere end 54 forskellige personer involveret i hendes sag, som følges af 534 siders bilag. Sagen burde ellers være relativt ligetil, men dårlig vejledning og en eklatant mangel på professionalisme i sagsbehandlingen har obstrueret forløbet for i sidste ende at køre det helt ud på et sidespor.

Det er konklusionen fra Anne Schmidt-Mahler og henedes konsulet Lone Loldrup, der driver konsulentvirksomheden Kismet.dk. De har siden september 2008 i fællesskab kæmpet for at få Københavns Kommune til at komme med et svar på, hvordan Annes forsørgelsesgrundlag skal sikres, efter hendes handicap har gjort det umuligt for hende at forsørge sig selv.

”Man sidder i kommunen og kører folk rundt i manegen. De ser en som et personnummer og ikke et menneske, og så udtrætter de deres borgere i stedet for at træffe en hurtig afgørelse. Det virker som om, at der ingen interesse er for at få afsluttet en sag, selv om den burde være indlysende,” siger Anne Schmidt-Mahler.

Som tidligere chef for billet- og abonnementsafdelingen på Det Kongelige Teater har hun blandt andet skullet stå til ansvar over for Rigsrevisionen. Det har lært hende minutiøst at dokumentere alle sine dispositioner og beslutninger.

Den vane har hun holdt fast på i sit møde med Københavns Kommune. Det er blevet til en - ind til videre - 58 sider lang detaljeret logbog over hele sagens forløb. 

Den giver et unikt indblik i, hvordan hun som borger har oplevet mødet med det offentlige system, og dokumenterer, hvor bureau­kratisk, kaotisk og ineffek­-

tivt systemet kan opleves i praksis.

Tilbage til start

Anne Schmidt-Mahler har fra fødslen været spastiker af lettere grad og brækkede i 1992 nakken ved en bilulykke. Alligevel har hun altid forsørget sig selv. Men i 2007 kunne hun ikke længere passe en almindelig stilling og måtte forlade det regulære arbejdsmarked. I stedet begyndte hun at lave freelancearbejde med at oversætte og skrive undertekster til tv.

Det gik fint, indtil hun i 2008 fik konstateret nogle celleforandringer, som på grund af hendes handicap ville kræve et større indgreb at få undersøgt ordentligt. Derfor henvender hun sig nu til kommunen for at få støtte.

I Annes logbog kan man læse, hvordan hun næsten otte måneder efter sin første henvendelse om sygedagpenge i september 2008 må konstatere, at sagen ikke har flyttet sig ud af stedet. Efter adskillige samtaler og mailkorrespondancer med fire forskellige sagsbehandlere, en borgerrådgiver og forvaltningens direktør modtager hun i slutningen af april 2009 igen den samme blanket, som hun var blevet bedt om at udfylde ved sin første henvendelse. 

I den mellemliggende periode har hun arbejdet så meget, hun overhovedet kunne holde til for dog at have en eller anden form for indtægt. Det gør hun fortsat.

Hun er slået tilbage til start. Men en klage til direktøren betyder, at hun to uger senere endeligt får tilkendt sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. 

Så går sagen igen i stå. Anne fortsætter med at arbejde omkring 12 timer om ugen og får udbetalt supplerende sygedagpenge. Men der sker ikke andet med afklaringen af hendes videre forløb, end at en anden aktør bliver sat til at udarbejde en ressuorceprofil. 

Blevet mere syg

Flere gange forsøger Anne at ringe for at høre, hvordan hendes sag er vurderet. Hendes forventning var, at der måtte blive tale om en førtidspension. Men signalerne fra kommunen var entydige.

Først får hun fat på en medarbejder, der oplyser, at hun nok er vurderet til et fleksjob på 20 timer, og at ”Københavns Kommune ikke tildeler førtidspensioner”. En anden gentager udsagnet om pensioner, men mener, at Anne er påtænkt revalidering.

Først da Anne i december har været på sygedagpenge i 52 uger, og Københavns Kommunes statsrefusion er ophørt, sker der igen noget.  

”Det bliver klart, at jeg på ingen måde skulle regne med at få førtidspension, men i stedet først skulle visiteres til et fleksjob. Jeg fik at vide, at hvis det så ikke gik med fleksjobbet, så skulle pensionen ligge ligefor,” siger Anne.

Hun vurderer, at den smule arbejdsevne, hun havde for blot et år siden, har lidt skade af det pressede forløb med kommunen. Derfor ængstes hun ved udsigten til igen at skulle igennem møllen med arbejdsprøvning, når hendes fleksjob skal revurderes igen om nogle måneder. 

”Jeg synes selv, jeg har været en god samfundsborger. Og nu står jeg så og har brug for samfundet, og så opdager jeg, hvordan man fra samfundets side behandler sine borgere. Det er ikke værdigt,” siger Anne.