I 70’erne flyttede storyteller Jens Peter Madsen fra sin hjemby på Fyn til et slumkollektiv på Nørrebro i København. Med i bagagen havde han formaninger fra sin mor om altid at have rent undertøj på. Men ligegyldigt hvor mange par man har, må man vaske. Så Jens Peter Madsen gjorde, som han havde set sin mor gøre det, og vaskede en aften i kollektivets store madgryde. Det faldt ikke i god jord hos de andre beboere.

- De hylede op og overdramatiserede det hele. Den gryde havde da aldrig været renere, og nu ville de ikke lave mad i den længere. Sådan er københavnere. De gør altid en hel verden ud af ingenting.

Jens Peter Madsen havde haft et vaskeægte kulturmøde, fortalte han til dette års Kulturmøde på Mors.

Og hvis noget var i centrum til Kulturmødet, så var det netop kulturmøder af den slags, hvor udkant møder kant. For med en klart overrepræsenteret gråsprængt lokalbefolkning til festen var det tydeligt, at det var københavnerne, der var på besøg i Udkantsdanmark.

Flere gange til afslutningsdebatten blev der talt om land og by, og man måtte til sidst undres over, på hvor mange forskellige måder man kan understrege, at København kort kom forbi provinsen.

- Jeg har talt med flere fra Mars – undskyld, Mors – for at høre, hvad de synes om Kulturmødet. Og mange siger, ‘det er jo utroligt, at I kommer’. Det er deprimerende og understreger, at skellet mellem København og provinsen i dag må være større end før, siger komiker og tidligere teaterdirektør på Nørrebro Teater Jonatan Spang.

Forfatteren til bogen Brun mands byrde, Hassan Preisler, er ikke i tvivl om, hvor dette skel kommer fra.

- Det er en lille snæver kulturelite fra København, som producerer kunst. Vi er alle venstreorienterede og fra øvre middelklasse. Og kommer nogen udefra, skal vi nok sørge for, de bliver assimileret. Det første, man lærer på teaterskolerne, er jo at tale rigsdansk, siger han.

Unge barrikaderede sig

Udkantsdanmark og geografisk spredning var absolutte hovedemner til debatterne. Når kulturpinger fra København tog den lange vej til Mors, var det ikke for at fortælle om hovedstadens fortræffeligheder, men i stedet om, hvordan kulturen når ud til alle i landet. Og ud skal den. For de unges og børnenes skyld.

Det skortede ikke på fine ord og formaninger om, at hvis ikke finkulturen nåede til udkanten, ville udkantens børn ikke have samme muligheder som storbyernes børn. Og hvordan skal kunsten så nogensinde udvikle sig? Derfor var der også bred enighed om, at unge, som ikke kommer fra de store byer, skal have adgang til kultur og kunst på højt plan. Ellers risikerer de - selv hvis de når så langt som konservatorierne - at være milevidt efter deres studiekammerater i kulturel dannelse.

- Det skal vi bekæmpe. Hvordan skal talentfulde unge fra provinsen ellers kunne bruge det talent? Hvis de ikke introduceres til kulturen og ikke møder den kultur, der er i byerne, er de bagefter storbyens unge, lyder det fra teaterdirektør fra Wales, Paula Redway.

Men de unge selv var ikke at spotte til debatterne. Selv da P3's Karrierekanonen spillede på Værket, var de fremmødte gerne ældre end 50 år. I stedet havde de forskanset sig i den Ungecamp, de var blevet placeret i, langt fra resten af Kulturmødets højborg, Værket, i deres egen palisadeborg af paller.

- Jeg har været på pladsen nogle gange, men det er jo ikke større end det, vi unge har bygget op. Hvorfor kom I ikke ned til os?” spørger 18-årige Klara Sørensen. Mens de voksne spørger, ‘hvorfor kom I ikke op til os?’

Hvor skal vi hen?

Da Evanthore Vestergaard, idémanden bag Kulturmødet, skulle finde ud af, hvor Kulturmødet skulle ligge, gik han ned på sit stamværtshus i Aalborg og kastede en dartpil efter et danmarkskort. Den landede på Fanø. Men Kulturmødet skulle ikke ligge på Fanø. Det var han sikker på. Det skulle ligge på Mors. Og sådan har det nu været tre gange siden det første Kulturmøde i 2013.

- Kulturmødet er en national begivenhed, som foregår lokalt. Og folk tror, lokalt betyder på Mors. Men det er et tilfælde, vi er her. Med lokalt mener jeg inde i folks hoveder og mellem hinanden, siger Evanthore Vestergaard.

Han forklarer, at Kulturmødet på Mors er kulminationen af alt det, som foregår i mellemtiden. Her bliver der holdt små kulturmøder rundtom i landet - og i udlandet, hvor det danske kulturinstitut har stået bag events i både Brasilien, Sankt Petersborg og Bruxelles.

- Nogle mener – og jeg er enig – at det lokale ikke bør fylde for meget. Man risikerer at udsætte byen for event overload, hvor der sker alt for mange forskellige events udover Kulturmødet i byen. Så kan noget let drukne og sammenblandingen forvirre. Men jeg synes, vi har fået det helt rigtige sted, siger Evanthore Vestergaard.

Han så gerne, at Kulturmødet blev mere frigjort fra offentlige myndigheder. Der har kulturen og kunsten det bedst. Måske kommer det til at ske. For efter tre år med støtte fra region og kommune er grænsen for, hvor meget det offentlige kan støtte, ved at være nået. Det skyldes kommunalfuldmagten, som siger, at det offentlige ikke må drive kultur udover de faste institutioner.

Alligevel er borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), ikke i tvivl om, at man også i 2016 vil sætte kunsten og kulturen til debat på Mors.

- Der er ingen tvivl om, at der på Mors er bred politisk opbakning til, at Kulturmødet skal være en tilbagevendende begivenhed. Med Kulturmødet 2015 har vi taget et kvanteskridt i forhold til sidste år, og der bliver også et Kulturmødet 2016, siger Hans Ejner Bertelsen.