Kommunen.dk
MENU

København: Vi slipper for millionstraf

Københavns Kommune slipper formentlig for at betale en regning på over 300 millioner kroner tilbage til staten i kølvandet på den såkaldte Farvergade-sag.

København: Vi slipper for millionstraf

Københavns Kommune slipper formentlig for at betale en regning på over 300 millioner kroner tilbage til staten i kølvandet på den såkaldte Farvergade-sag.

Arbejdsmarkedsstyrelsen er meget tæt på at eftergive størstedelen af kravet på 390 millioner kroner, som Københavns Kommune i december blev pålagt at betale tilbage til staten.

Det fremgår af et brev om den såkaldte Farvergade-sag, som styrelsen sendte til Københavns Kommune torsdag eftermiddag. Mens Arbejdsmarkedsstyrelsen er parat til at opgive tilbagebetaling af 325 millioner kroner, så fastholder styrelsen fortsat, at kommunen skal betale de sidste 65 millioner tilbage.

”Jeg er tilfreds med, at Arbejdsmarkedsstyrelsen nu har meldt ud, at de nu vil skære 325 millioner kroner af deres oprindelige krav. Det er en noget anden melding end den, vi fik i december måned. Nu vil vi læse brevet fra Arbejdsmarkedsstyrelsen grundigt sammen med vores advokater og sende et svar inden for kort tid,” siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) forventer ingen problemer med at leve op til de betingelser, styrelsen har opstillet for at eftergive det store beløb. Men det er fortsat usikkert, om sagen vil ende med en retssag, for udgangspunktet er, at kommunen ikke accepterer nogen af styrelsens krav.

”Vi er stadig uenig i Arbejdsmarkedsstyrelsens lovfortolkning og finder ikke belæg for, at vi skylder dem penge overhovedet,” siger Anna Mee Allerslev.

Afviser at trække i land

Københavns Kommune har fået indtil den 16. juni til at foretage en stikprøveundersøgelse, der kan bekræfte, om størstedelen af kommunens aktiveringsindsats overholder lovens krav. Samtidig skal der skaffes yderligere dokumentation for, at kommunens revision af området er i orden.

I Arbejdsmarkedsstyrelsen afviser man, at man er i færd med at trække i land i forhold til afgørelsen fra december.

”Det er vi ikke. Vi har nogle regler, som skal overholdes. Kommunens revisor er kommet med en redegørelse, og det er på den baggrund vores vurdering, at der vil foreligge tilstrækkelig dokumentation, såfremt kommunen følger vores advokats anvisninger,” siger Morten Gatzwiller, kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Kritik af styrelse

Kravet om, at Københavns Kommune skulle betale 390 millioner kroner tilbage, kom, efter at der blev rejst tvivl om kommunens aktiveringstilbud i Farvergade levede op til lovens krav. Det mente Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke.

Men styrelsen krævede ikke kun den statslige refusion tilbagebetalt fra aktivering i Farvergade og de enkelte øvrige tilbud, som lignede. Det ville for 2008 og 2009 løbe op i 65 millioner kroner. Man forlangte også tilbagebetaling af al refusion, kommunen havde modtaget for alle øvrige aktiveringstilbud i de pågældende år. Det er det sidste krav, som beløber sig til knap 325 millioner kroner, og som Københavns Kommune nu ser ud til at være sluppet for.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev er langtfra imponeret over Arbejdsmarkedsstyrelsens håndtering af sagen.

”Jeg havde håbet, at Arbejdsmarkedsstyrelsen fra starten havde valgt en linje baseret på dialog og tillid. Så havde vi - og de - undgået hele denne uskønne proces.”

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR