På Jaffa Road lige uden for den gamle bydel i Jerusalem lægger en flok arbejdere i orange veste sporene til byens fremtid. 

Lidt væk stiger to ultra-ortodokse jøder i lange sorte frakker, sorte hatte, skæg og slangekrøller ud af en minibus og forsvinder kort efter i virvaret af kristne munke i grove, brune kutter, sortklædte græsk-ortodokse patriarker og muslimer i hovedtørklæder ved Jaffa Gate. 

Snart får de væsentlig lettere adgang til det utal af hellige steder, der ligger klumpet sammen på én kvadratkilometer inden for den 500 år gamle bymur.  

Allerede fra december kører de første letbanetog fra den jødiske bosættelse Pisgat Ze’ev nord for Jerusalem ad sporene i Jaffa Road til Mount Herzl i vest. 

Men det er ikke alle Jerusalems indbyggere, der glæder sig. For af de 23 stop på ruten ligger 20 i jødiske kvarterer, mens kun tre betjener byens 250.000 palæstinensiske indbyggere. 

Og heri ligger kernen til en strid, der gør det kommunale infrastrukturprojekt til ikke bare et nationalt, men et internationalt anliggende – og sågar trækker tråde hele vejen til rådhuset i København.

Brud på international lov

”Dette arbejde skal udføres. Alt, der kan styrke, opbygge, udvide og bevare Jerusalem som hovedstaden for det jødiske folk og staten Israel, skal gøres.”

Med disse ord indkapslede Israels tidligere premierminister, Ariel Sharon, i 2005 betydningen af Jerusalems nye letbane. De 44 nye sporvogne sælges som bedre transport til alle byens indbyggere, men i praksis er de en service til de jødiske bosættere, som i strid med international lov har slået sig ned i de palæstinensiske områder, mener både  israelske og palæstinensiske kritikere af projektet. 

Ifølge dem forbryder staten Israel, bystyret i Jerusalem og konsortiet bag letbanen sig mod international lov både ved at bygge på besat jord og ved at servicere de ulovlige bosættelser. 

Samtidig tjener letbanen et politisk mål om at knytte ulovlige jødiske bosættelser uden om Jerusalem til centrum, så byen bliver umulig at dele og adskille fra Israel.

”Det er en måde at de facto annektere de besatte områder,” siger Merav Amir fra den israelske organisation Who Profits: ”Ved at servicere bosætterne sikrer man, at der vedbliver at være en stor jødisk befolkning i disse områder. Og det gør en adskillelse fra Israel tæt på umulig.”

Dawood Hamoudeh fra den palæstinensiske organisation, Stop The Wall, er enig:

”Letbanen vil gøre det meget vanskeligere at dele byen op,” siger han.

Israel erobrede Vestbredden i 1967 og har siddet på området siden da. Og at besætte et andet lands jord er da heller ikke ulovligt i sig selv, understreger cand.jur. Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder.

”Men man må ikke beholde det. Normalt har man en frist på et år til at forlade landet, men det er så ikke sket,” siger han: ”Både Den Internationale Domstol og Israels højesteret har slået fast, at Israel er en besættelsesmagt, og at de palæstinensiske områder er besat land.” 

København har aktier

Letbanen bliver bygget af et konsortium af israelske og udenlandske selskaber. 

Driften skal det franske transportselskab Veolia stå for. Men selskabet er kommet i alvorlig modvind. 

I Frankrig er Veolia blevet sagsøgt for medvirken til brud på international lov. Og i Stockholm tabte selskabet for nylig en kontrakt til 14 milliarder kroner på driften af byens tunnelbane efter massiv kritik, både af letbaneprojektet og selskabets drift af to busruter for bosættere.

I Danmark får selskabet imidlertid kontant opbakning. Som en del af sin investeringsportefølje har Københavns Kommune aktier for  5,4 millioner kroner i Veolia. 

I sin seneste rapport pointerer FN’s særlige repræsentant på virksomheders samfundsansvar, John Ruggie, at der bør gælde en skærpet opmærksom overfor aktiviteter i konfliktzoner. 

”Så man må kunne forlange, at en kommune forholder sig til investeringer i et selskab, der er aktivt i områder, hvor bosættelser er en væsentlig del af konflikten,” siger ekspert i samfundsansvar, Sune Skadegaard Thorsen fra selskabet Global CSR.

”Træk jer ud nu”

Men Veolia er ikke det eneste selskab på Vestbredden, Københavns Kommune har sat penge i. Igennem investeringsforeninger har kommunen købt aktier for i alt 12,9 millioner kroner i 13 forskellige selskaber, der opererer i de ulovlige bosættelser. Helt uacceptabelt, mener Dawood Hamoudeh fra Stop The Wall.

”De europæiske lande er bannerførere for menneskerettigheder. Men samtidig er en dansk kommune indirekte involveret i en besættelse af et andet land,” siger han: ”Veolia bryder international lov. Man er nødt til at sætte en stopper for, at sådanne firmaer nyder godt af krige og konflikter.”

Merav Amir fra den israelske organisation Who Profits forventer, at kommunen trækker sine penge ud af Veolia øjeblikkeligt:

”De bør udsende en erklæring om, at de ikke vil fortsætte med at investere i et selskab, der tager del i besættelsen af palæstinensisk land. Det vil sende et skarpt signal til Veolia og lignende selskaber,” siger hun.

For knap et år siden vedtog København Kommune en etisk investeringspolitik. På baggrund af investeringerne i bosættelserne vil Enhedslisten nu have den revideret. 

”Da vi vedtog vores etiske politik, tog vi stilling til, at vi ikke ville investere i selskaber, der brød menneskerettighederne. Den politik kan ikke være fintmasket nok, når vi har penge i selskaber, der er involveret i illegale bosættelser i Palæstina,” siger Enhedslistens Mikkel Warming:

”Jeg synes ikke som københavner, det er rimeligt, at mine skattepenge støtter det. Derfor må vi have lukket for de investeringer.”