Med anbringelsesreformen besluttede man at ændre muligheden for at klage over en flytning fra et anbringelsessted til et andet ved at give børn ned til 12 år mulighed for at klage. Tidligere skulle man være 15 år. Samtidig fik en klage over en sådan flytning opsættende virkning. Altså skulle et barn, der har klaget over en flytning, ikke kunne flyttes, før klagen var færdigbehandlet.

Klar lovgivning, der skulle være med til at forhindre, at anbragte børn bliver flyttet for meget rundt. Den gør bare ingen forskel. Det måtte de to brødre erkende, da Syddjurs Kommune valgte at flytte dem et nyt sted hen. Kommunerne kan nemlig gøre som Syddjurs Kommune og uden større problemer sætte den opsættende virkning ud af kraft. Kommunen skal blot godtgøre, at ’særlige forhold’ gør det nødvendigt.

”Det er ikke videre præcist i loven, hvilke særlige forhold det er, kommunen skal vurdere de her sager ud fra. Og da man ikke kan klage over, at den opsættende virkning er sat ud af kraft, så vil klagen over flytningen først blive behandlet, når barnet er flyttet. Så flytningen sker reelt set på samme grundlag som før anbringelsesreformen,” siger Bente Adolphsen, juridisk lektor ved Den Sociale Højskole i Århus.

Ingen illusioner

Hun peger på, at kommunens vurdering selvfølgelig altid skal være baseret på faglige og saglige overvejelser, og at hovedreglen er, at klagerne skal have opsættende virkning. Samtidig opfordrer hun til ikke at gøre sig nogen illusioner om, at en tvivlsom afgørelse fra en kommune vil blive omgjort på baggrund af en klage. 

”Vi har jo et ankesystem, der er ekstremt systemvenligt. Næsten uanset hvad, så er der en tilbøjelighed til at følge kommunens argumentation, også selvom den ikke er helt fast i kødet,” siger Bente Adolphsen.

Så selvom Kenneth med sine 13 år var blevet klageberettiget, og selvom Mads’ far klagede på vegne af sin søn, så gjorde anbringelsesreformens ændringer ingen forskel for dem.