Kommunen.dk
MENU

TV-glade politikere, bykonger og da Hans Toft næsten opgav politik

Landets længstsiddende borgmester bor i Hellerup, arbejder på rådhuset i Charlottenlund og kommer fra Thy. Han er 71 år og hedder Hans Toft. Den 1. april fejrede han sine første 25 år som borgmester, og han har ikke planer om at gå på pension.

TV-glade politikere, bykonger og da Hans Toft næsten opgav politik

Landets længstsiddende borgmester bor i Hellerup, arbejder på rådhuset i Charlottenlund og kommer fra Thy. Han er 71 år og hedder Hans Toft. Den 1. april fejrede han sine første 25 år som borgmester, og han har ikke planer om at gå på pension.
For 25 år siden satte Hans Toft (K) sig første gang i borgmesterstolen på Rådhuset i Gentofte. Siden har ingen kunne vælte ham af pinden, og ved det seneste valg fik han 36,9 procent af stemmerne i Gentofte.
For 25 år siden satte Hans Toft (K) sig første gang i borgmesterstolen på Rådhuset i Gentofte. Siden har ingen kunne vælte ham af pinden, og ved det seneste valg fik han 36,9 procent af stemmerne i Gentofte.
Foto: Jakob Dall, Ritzau Scanpix

Hans Toft er ikke bykonge. Faktisk kan han slet ikke lide ordet. Selvom det er et kvart århundrede siden, at han første gang trådte ind på rådhuset i Gentofte som kommunens borgmester, og selvom han har siddet der lige siden, vil han ikke betegne sig selv som en bykonge.

For konger er ikke konger, alene af den grund, at de har siddet på tronen i lang tid.

- De bliver først konger den dag, de er det, som han siger.

Men Hans Toft er nu engang landets længstsiddende borgmester. Søndag den 1. april fejrede han sit 25-års jubilæum som ikke bykonge, men konservativ borgmester i Gentofte. Han har siddet i Folketinget, i regionsrådet, i et hav af bestyrelser og han er vokset op i Thy med en far, som var konservativ indenrigsminister. 

Alligevel er Hans Toft ikke meget for at tale om, hvornår han er færdig med politik. Han tager én valgperiode ad gangen. For sådan har han altid gjort det.

Han kan stadig huske sin første dag som borgmester, den 1. april 1993, hvor det hele "virkede stort og ikke særligt overskueligt", da han gik rundt for at møde sine nye medarbejdere på rådhuset.

Men det var lige før, at han havde opgivet sin politiske karriere, før den for alvor var kommet i gang.

Farvel, politik

Tilbage i 1971, da Hans Toft var 24 år, blev han valgt ind i Folketinget som afløser for Knud Thestrup i Herning-kredsen. Det var dengang, Hans Toft boede i Aarhus og læste jura, og i de næste knap fire år blev dagene brugt på Christiansborg, langt fra lokalpolitik og Konservative Ungdom, hvor han sad i ledelsen.

Men ved valget i 1975 så den politiske karriere pludselig ud til at være et overstået kapitel. Hans Toft havde ikke fået nok stemmer til at blive genvalgt.

- Vælgerne havde dømt mig ude. Mit parti havde kun fået 10 mandater. Jeg tror, mit mandat var nummer 11. Det var ikke en sjov dag, når man syntes, at man var begyndt at bide sig fast i sin politiske karriere. Men så var det slut. Det var surt. Det er aldrig rart at blive dømt ude, så jeg traf beslutningen om at gøre mit studie færdigt og få overstået min militærtjeneste. Og så gik det rigtigt op for mig, at der også var en tilværelse, som ikke var politik, siger han.

I 17 år arbejdede han som advokat i det private erhvervsliv. Uden valgkampe, politiske forlig og planer om hverken at vende tilbage til Christiansborg eller stille op til kommunalvalget.

- Jeg lagde det fra mig. Jeg gik et par år, og så fandt jeg ud af, at politik ikke nødvendigvis var mit livsværk, der skulle vare, fra jeg var 28 år, og til jeg skulle pensioneres. Jeg var medlem af mit parti, og det var sådan set det eneste politik, jeg beskæftigede mig med, siger Hans Toft.

Det var indtil 1989, hvor han blev medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte. Godt tre år senere blev han borgmester.

- Dengang var tanken om 25 år med mig som borgmester slet ikke inden for min begrebsverden. Også fordi man jo bevæger sig i et politisk system med den usikkerhed, der altid er i et politisk system. Og min forgænger havde jo ikke siddet der i så lang tid, siger han.

I kø på TV2 News

Ved det seneste valg satte 36,9 procent af borgerne i Gentofte et personligt kryds ud for hans navn. De Konservative tog 13 ud af 19 mandater, og da kommunens to-årige budget skulle vedtages, stod 17 - og efter valget 18 - kommunalbestyrelsesmedlemmer bag forliget.

- Det er det bedste valgresultat, jeg nogensinde har oplevet. Det er også et udtryk for, at samarbejde er vigtigt. Jeg tror, at jeg i dag ser langt mere værdi i at skabe et bredt samarbejde i både den politiske organisering og samarbejde på tværs af partiskel, siger han, og forklarer, at det, han kalder "at skabe sammen", er blevet mere og mere vigtigt for ham med årene.

Modellen, som Hans Toft henviser til, har til formål at give Gentoftes indbyggere mulighed for at få indflydelse på kommunens politik. Modellen tager udgangspunkt i de såkaldte opgaveudvalg, hvor kommunalbestyrelsesmedlemmer udvikler kommunens politik sammen med borgere. Ifølge Hans Toft bruger kommunen nu - bevidst - langt mere tid på at inddrage borgerne mere i den politiske proces end tidligere. Og det er han stolt over.

De senere år har Gentofte Kommune lanceret opgaveudvalg, hvor borgere har været med til at finde løsninger til alt fra en ny udskoling og skolereform til flygtningepolitik og erhvervspolitik.

Og det, mener Hans Toft, er en fjern tanke for politikerne på Christiansborg.

- Jeg synes, at især folketingsmedlemmer alt for ofte griber enkeltsager fra medieverdenen og siger, at "det må vi gøre noget ved", hvor de egentligt ikke så ofte har respekt for, at de har langt mindre føling med borgerne i det område, de ønsker at gribe ind overfor og lovgive specifikt for, frem for at vise tillid til de kommunalpolitikere, som har mere føling med deres borgere, siger Hans Toft.

Han mener, at Folketinget - i stedet for at "blande sig" i det kommunalpolitiske arbejde og det kommunale selvstyre - bør lade sig inspirere af kommunerne.

- Politikere står jo mange gange næsten i kø på TV2 News for at komme til at kritisere hinanden og finde enkelteksempler frem, hvor de siger, at det må vi gribe ind for og ændrer lovgivningen. Man ser det næsten dagligt. I stedet burde de sige "hov, er der ikke nogle lokalpolitikere, som kan løse de opgaver selv?", og vise dem lidt tillid, fremfor at dirigere alting fra centralt hold, siger Hans Toft. 

Den nu 71-årige borgmester er ikke meget for at tale om sine fejltrin. Der vil altid være ting, man efterfølgende fortryder, siger han, "men det kan man ikke bruge til noget som helst, andet end at lære af sine fejl."

I dag bor han på en villavej i Hellerup, 385 kilometer fra barndomshjemmet i Thy. Han er Ridder af Dannebrog, bærer Den islandske Falkeorden, og så er han ikke bykonge, men alene "Gentofte-borgmester."

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR