KL, S og V: Fyr flere kommunale ledere
KL, S og V: Fyr flere kommunale ledere
Kommunale chefer er igen til debat. På KL’s ledertræf mente flere, at kommunerne er for sløve til at fyre ledere. Afdelingschef for ledelse i KL Søren Thorup er en af fortalerne for, at kommunerne skal blive bedre til at skille sig af med dårlige ledere.
”Der har været en beskyttelse, og der har været en tradition, hvor man ikke har turdet gå til vaflerne. Så der ligger en selverkendelse, og der ligger en opfordring til, at vi på den offentlige sektors vegne ikke kan være bekendt, hvis ledelsen er for dårlig,” siger Søren Thorup og uddyber:
”Jeg tror, vi vil se en større dynamik, og jeg håber, vi vil se, at nogle går den tunge gang og fortæller nogle af deres mellemledere, at ’det er sgu ikke godt nok, det her. I må finde på noget andet’,” siger Søren Thorup.
Til afslutningsdebatten stemte Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup i:
”De ledere, der rykker, bliver ikke værdsat nok, og de dårlige ledere ryger ikke hurtigt nok ud.”
Konsekvens af frihed
Venstres næstformand, Kristian Jensen, var enig: ”Vi er ikke gode nok til at belønne de gode ledere, og vi skal tage hårdere hånd om de dårlige ledere.”
Nick Hækkerup uddyber: ”Kommunerne skal være mere konsekvente i at fyre eller fratage lederstillinger. Hvis man konstaterer, at folk er dårlige ledere, så skal de ikke være ledere. (…) Det mener jeg slet ikke, man har været god nok til,” siger Nick Hækkerup.
Hvis kommunerne er for dårlige til at skille sig af med dårlige ledere, så er den naturlige konsekvens af det, du siger, vel, at der er for mange dårlige ledere i kommunerne?
”Den naturlige konsekvens er ikke, at der er for mange dårlige ledere i kommunerne. Den naturlige konsekvens er, at der sidder nogle i dag, som ikke burde være ledere,” siger Nick Hækkerup.
Kristian Jensen lægger vægt på, at kommunale chefer efterspørger mere frihed. Den vil han gerne give, men de skal også tage konsekvensen af den:
”De offentlige overenskomster er ofte sådan i dag, at man skal blive i den samme lønramme, og man skal tilbydes en tilsvarende stilling. Men hvad nu, hvis man har fået friheden til at være leder, men man ikke har leveret varen? Der ved jeg, hvad der ville ske i den private sektor: Så ville man ikke være leder ret meget længere,” fortæller Kristian Jensen.
Mere uddannelse
Per Hansen er leder for de offentlige chefer i DJØF og meget uenig i behovet for at skille sig mere konsekvent af med kommunale chefer:
”Jeg er forundret over, at det skulle være et problem. Vi synes tværtimod, at vi har set en bekymrende stigning i antallet af afskedigelser af kommunale chefer de sidste to-tre år. Nærmest eksplosivt. Der er behov for mere uddannelse og rekruttering af kommunale ledere, når de ældre årgange går af. Det er et problem,” siger Per Hansen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.