Midt under debatten i kølvandet på terrorangrebet i København tikkede nyheden ind om Naser Khaders comeback til dansk politik. Den tragiske baggrund til trods, var terrordebatten en perfekt scene for den 51-årige at træde ind på. Timingen kunne heller ikke være bedre.

Naser Khader har de sidste 20 år været (de leverpostejsfarvede) danskeres foretrukne vejviser, når det gælder indsigt i og forståelse for især arabisk og muslimsk levevis, samfund og tankegang. Den tillid, som han har fået opbygget hos mange danskere, bunder dog i den væsentlige forudsætning, at Khader fuldt og helt står på det samme demokratiske fundament som de fleste andre i det danske samfund. Der er ingen store men'er, floromvunden tåget udenomssnak og bortforklaringer hos ham, når det gælder ytringsfrihed, om der skal tages særlige hensyn til muslimers følelser eller om sharialov på et eller andet tidspunkt kan indføres i Danmark. Kort sagt: Vi har en tillid til ham, som er få andre muslimske debattører i Danmark forundt.

Usvækket tillid

Hvor tilliden til Khader som forsvarer af demokratiske spilleregler og pædagog i forhold til arabisk/muslimske forhold over tid har været nogenlunde usvækket, så har han som politiker haft nogle gevaldige op- og nedture. Opturen kulminerede måske i 2005/2006, hvor han under Muhammedkrisens højdepunkt var et af de to-tre mennesker i landet med størst indflydelse på meningsdannelsen. Snart var han ”vor tids Kennedy” og stod pludselig i spidsen for et nyt parti, der i meningsmålingerne steg til himmels. Men projektet Ny Alliance floppede fælt som bekendt, og ved det seneste folketingsvalg sendte vælgerne Khader, nu som nyopstillet konservativ kandidat, ud i kulden.

Genopfandt sig selv

Der gik dog ikke lang tid, før han genopfandt sig selv som førnævnt kompetent pædagog i P1-radioprogrammet ”Arabiske Stemmer” og som analytiker i den konservative Washing-ton-tænketank ”Hudson Institute”, hvor han også i danske medier konstant kommenterede de utallige og efterhånden omfattende konflikter i Mellemøsten. Khader forlod dansk politik, men aldrig den danske medieoffentlighed, hvor han konstant har præget debatten med sit syn på Det Arabiske Forår, borgerkrigen i Syrien, Islamisk Stat og så videre. Det er forbeholdt ganske få mennesker at gå så overbevisende og på så få år fra en gedigen fiasko til ubetinget succes.

Efter forgæves at have rendt Khader på dørene nogle måneder med et tilbud om at overtage Tom Behnkes sikre mandat i Østjyllands Storkreds fik det kriseramte Konservative Folkeparti endelig overtalt ham til et comeback.  Det er nemt at se fordelen for De Konservative. Det vrimler ikke ligefrem med politiske stjerner eller umiddelbare stjernefrø i folketingsgruppen. Khader har naturligvis en interessant og velkendt indvandrerbaggrund, som kan give lidt kolorit udover det leverpostejsfarvede. Det mest interessante for De Konservative er dog, at Khader faktisk har en velfunderet position som troværdig og vellidt debattør, når det gælder politikområder som situationen i Mellemøsten, integration, indvandring med videre. Alle temaer, som ligger ganske højt på vælgerdagsordenen, og hvor De Konservative længe har været sat i skyggen af samtlige rivaler i blå blok. Det er formentlig slut nu. Spørgsmålet er, om det så får flere vælgere til at stemme på liste C. Umiddelbart vil vælgertilgangen nok være marginal, men Khader har før vist, navnlig under Muhammedkrisen i 2005/2006, at han kan løbe med opmærksomheden, hvis den rigtige situation opstår. Bundlinjen er dog, at De Konservative er styrket ved, at Khader er tilbage i dansk politik.

Rekord i dødstrusler

Er det så det rigtige valg for Khader? Vi ved, at det havde en del store omkostninger for ham at sige ting, der ikke ligefrem behagede de islamistiske elementer blandt hans muslimske trosfæller herhjemme. Khaders popularitet blandt de såkaldte ”nydanskere” med muslimsk baggrund er ikke ligefrem i top. Formentlig har han danmarksrekord i dødstrusler og har i mange år levet med PET-sikkerhedsfolk som vedhæng i sit daglige liv. Alligevel insisterer han på at blande sig i debatten også med kontroversielle forslag som for eksempel forbud mod at bære burka og en langt mere aktivistisk udenrigspolitik i Syrien og Irak end den, vi ser for øjeblikket fra dansk side.

”Idépolitiker”

Khader er tidligere kommet galt afsted, når han har bevæget sig udenfor de politiske temaer, der interesserer ham og som han har en omfattende viden om. Han er heller ikke kendt for at være meget optaget af lovgivningsarbejdets krinkelkroge og af at finpudse udtalelser til lovbetænkninger og den slags. Som Khader engang flot erklærede, så var han ”idépolitiker” og så derfor lidt stort på det egentlige rugbrødsarbejde som lovgiver, der så er overladt til alle de anonyme musegrå ”teknikere”, der måske ikke befolker ”Deadline”, TV2News med videre. Til gengæld er det den sidste kategori af politikere, der (sammen med embedsmændene) rent faktisk får indflydelse på lovgivningen. Forhåbentlig er Naser Khader siden dengang blevet sig den lektie lidt mere bevidst. For ellers kan han ligeså godt fortsætte som den udmærkede debattør, han er, fremfor at melde sig til lovgivningsarbejdet, hvilket rent faktisk er det, som finder sted på Christiansborg.