Kommunen.dk
MENU

København brænder gamle byggetegninger

Dokumenter fra byggesagsarkivet brændes efter at være blevet digitaliseret. Det får kritik fra historikere. “Vi har ikke ressourcer til at bevare tegningerne,” siger afdelingsleder.

København brænder gamle byggetegninger

Dokumenter fra byggesagsarkivet brændes efter at være blevet digitaliseret. Det får kritik fra historikere. “Vi har ikke ressourcer til at bevare tegningerne,” siger afdelingsleder.
Byggesagsarkivet fylder 10 hyldekilometer, hvilket svarer til en fjerdedel af Stadsarkivets samlede kapacitet.
Byggesagsarkivet fylder 10 hyldekilometer, hvilket svarer til en fjerdedel af Stadsarkivets samlede kapacitet.
Foto: Lund Tanja Carstens / Ritzau Foto.

Arne Jacobsen, Hack Kampmann og P.S. Krøyer. Det er et udsnit af de danske arkitekter og kunstnere, hvis håndlavede tegninger scannes og digitaliseres for derefter at blive brændt. Det sker lige nu i København, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen har gang i et omfattende projekt, der skal digitalisere hele byggesagsarkivet. Det skal gøre de gamle tegninger af byens bygninger lettere tilgængelige for både forskere og borgere. Men når dokumenterne, der i fysisk form fylder 10 hyldekilometer, er blevet indført i en database, skal de brændes.

Det har fået nogle forskere til at råbe vagt i gevær over for Stadsarkivet, der har formynderansvaret for materialet. For ved at brænde papirerne risikerer man at miste uerstattelige værker og information, mener flere. Heriblandt Jes Fabricius Møller, der er lektor i historie på KU:

- Dette skal ikke forstås som en kritik af Stadsarkivet, men derimod af kommunen, der lader noget kulturhistorie gå til. Jeg vil næsten sammenligne det med, at man tog billeder af gamle malerier for så brænde originalerne, siger Jes Fabricius Møller, der rettede opmærksomhed på sagen via et Facebook-opslag.

På Stadsarkivet henviser man til Rigsarkivet, der har givet lov til, at dokumenterne kan kasseres efter scanningen.

- Tingene bliver gjort fuldstændig, som loven giver plads til. Vi ønsker ikke, at dokumenterne skal kasseres, men vi har simpelthen ikke ressourcerne til at flytte det over til os, siger afdelingsleder i Stadsarkivet Mads Neuhard.  

Løsning i Aarhus
I Aarhus har man lavet en lignende digitalisering af byens byggesagsarkiv. Her lykkedes man dog med at udvælge dokumenter, der var af ‘særlig’ kulturhistorisk værdi, som blev bevaret i fysisk form, mens resten blev brændt.

Det er en løsning, som Jes Fabricius Møller peger på. Det vil kunne redde de mest værdifulde tegninger og lægge et væsentligt lavere pres på Stadsarkivet.

- Hvis man kunne have en eller flere arkivarer til at stå med teknik- og miljø-folkene, ville de kunne udvælge hvad, der er værd at bevare, siger han.

Der er blevet kigget til Aarhus’ løsning, men det har ifølge Mads Neuhard ikke været muligt at kopiere den. Ligesom at man ikke kan donere materialet til andre arkiver, museer eller private, da arkivloven bestemmer, at tegningerne enten skal være i byggesagsarkivet, stadsarkivet eller rigsarkivet.

- Man kan ikke gøre som i Aarhus, fordi dette arkiv er væsentligt større samtidig med, at sorteringen af dokumenterne er efter matrikel, hvilket gør det mere tidskrævende at finde de ting, man vil gemme. Vi har ikke syv årsværk, som vi kan bruge til at gennemgå alt i byggesagsarkivet, samtidig med at det bliver digitaliseret, siger Mads Neuhard.

Fordele og ulemper
Mads Neuhard vil ikke gå ind i en diskussion om for eller imod digitalisering af gamle dokumenter. Han mener dog ikke, at der er blevet sat spot på de fordele, teknologien giver:  

- Digitaliseringen tillader, at alle borgere i København selvbetjent kan finde oplysninger om deres egen bygning, eller et andet sted, hvor de har en interesse. Det giver både borgere og Teknik- og Miljøforvaltningen helt nye muligheder, siger han.

Jes Fabricius Møller er enig i, at digitaliserede arkiver, der kan tilgås på bærbaren i hjemmet, er fremtiden. Men han advarer om, at teknologi ikke kan være en forsikring mod informationstab:

- Enhver digitalisering medfører et informationstab. Selv med de højkvalitetsscanninger man laver i København, vil der være streger eller små noter, som vi risikerer går tabt, hvis originalerne bliver brændt, siger Jes Fabricius Møller.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR