Førtidspension, sygedagpenge og fleksjob er forbundne kar. Det er typisk inden for disse kategorier, kommuner skal tænke indsatsen over for de svageste ledige. Regeringen forsøger bevidst at styre kommunerne i én retning, men det skaber mange eksempler på utilsigtet adfærd i de lokale prioriteringer.

”Det er mit klare billede, at de økonomiske incitamenter virker. I skræmmende grad. For jeg tror ikke, at man fra politikernes hånd er klar over, hvilke konsekvenser ens beslutninger vil have for praksis,” siger Dorte Caswell, programleder ved AKF.

Hun peger på, at det ofte fører til uhensigtsmæssige tiltag i kommunerne, fordi de ikke har råd til andet end firkantet at rette ind efter de økonomiske incitamenter, der ligger i lovgivningen.

”Selvfølgelig tænker vi også økonomi, og det tror jeg, de fleste kommuner gør. Der er jo ikke råd til andet,” siger Frank Kargo, sektionsleder i Esbjerg jobcenter.

Ikke råd til medfølelse

Både Krevi og Slotsholmen har lavet evalueringer af regeringens økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen efter refusionsreformen i 2006. Og fra begge konsulenthuse er vurderingen, at incitamenterne har en stor effekt. Men at der ofte er tale om, at der skabes en utilsigtet adfærd.

”Der er sket redefinering af, hvad der menes med aktivering. Man kan overveje, om det hænger sammen med strategisk adfærd, forstået som uhensigtsmæssig adfærd udelukkende for at opnå den lette økonomiske gevinst,” lyder det i Krevis evaluering af refusionsreformen fra 2008.

Slotsholmen lavede for nylig en tilsvarende evaluering for Arbejdsmarkedsstyrelsen, som ledte til, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) annoncerede ændringer af refusionsreglerne, få dage efter den blev offentliggjort.

Her sammenfattes interviews med flere borgmestre og kommunal- og økonomidirektører om aktivering med denne sætning:

”Vi går ud fra den højeste refusion og de laveste nettoudgifter. Vi sender nogle ud, selvom vi ved, at de aldrig kommer i arbejde. Vi har ikke råd til medfølelse.” :