Kampen om borgmesterkæden
Kampen om borgmesterkæden
Hvad skal der til, for at Socialdemokraterne kan genvinde magten i Randers? Det spørgsmål stiller Torben Hansen sig selv.
I februar 2015 vandt han urafstemningen om at blive borgmesterkandidat, og siden han ved folketingsvalget i forsommeren afsluttede en lang karriere som folketingsmedlem, har han haft tid til at tænke over den strategi, der skal sikre ham borgmesterkæden ved kommunalvalget i 2017.
- Jeg tror, man skal kalde det visionen for fremtidens Randers, siger han og uddyber sine tanker om et tobenet projekt for både partiet og byen.
- Vi vil forsøge at få vores godt 800 lokalmedlemmer aktiveret noget mere. Og vi vil begynde at formulere et nyt politisk program, siger Torben Hansen.
“Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Det faste partitilhørsforhold er blevet udvisket, vælgervandringerne er større, og det skal vi tage bestik af. Vi skal blive skarpere til at definere, hvad der er socialdemokratisk politik.”
Det skal fokusere på klassiske velfærdstemaer som børn, skole og ældre, mens der også bliver lagt vægt på infrastruktur, arbejdspladser og landdistrikter i Socialdemokraternes kampagne i Randers.
-Det er det, som folk forventer et svar på, og nogle visioner om 2016 og 2017, siger han.
Den tabte højborg
Da Torben Hansen kom ind i byrådet i 1994, var Randers en socialdemokratisk højborg. Den seneste borgerlige borgmester i byen skulle man tilbage til 1950’erne for at finde. Men ved valget i 2001 vendte Michael Aastrup Jensen op og ned på det parlamentariske bykort og blev den første Venstre-borgmester i Randers og landets yngste borgmester nogensinde, 25 år gammel. Siden er meget vand løbet under Den Blå Bro, der forbinder de to dele af Randers over Gudenåen, men endnu en gang er borgmesteren fra Venstre, og endnu en gang hedder han Jensen. Udefra kunne man tro, at byen, der er kendt for rockere, reb-fabrik og regnskov, ganske enkelt er blevet mere borgerlig siden den ubrudte socialdemokratiske æra fra 1970 til 2001, men sådan ser Torben Hansen ikke på sin fødeby.
- Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Det faste partitilhørsforhold er blevet udvisket, vælgervandringerne er større, og det skal vi tage bestik af. Vi skal blive skarpere til at definere, hvad der er socialdemokratisk politik, siger Torben Hansen.
Kernevælgerne er der helt generelt blevet færre af, og det skærper behovet for en tydeligere politisk profil, mener han.
- Det er vigtigt, at man som parti er klar i spyttet. Jeg tror, folk kan tiltrækkes med klare mål og visioner, siger Torben Hansen.
Med Borgen i baggrunden
På den landspolitiske scene har Socialdemokraterne måttet finde sig i at blive sammenlignet med Dansk Folkeparti i højere og højere grad. Den kontante linje indenfor asylpolitikken og en stadig stærkere pardans med velfærdsflertallet har fået politiske kommentatorer til at spekulere i mulighederne for et fremtidigt regeringsfællesskab mellem landets to største partier. Men det får ikke konsekvenser for den lokale politiske situation, mener Torben Hansen.
- Jeg tror ikke, at den diskussion om tilnærmelser kommer til at betyde ret meget i sidste ende. Og det er ikke noget, der gør det sværere at skabe en klar socialdemokratisk profil lokalt, siger han. Om parløbet mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti også lokalt er så tæt, at man kan forestille sig en konstitueringsaftale mellem de to partier, vil Torben Hansen ikke tage stilling til. Samtidig står diskussionen om integration og asylpolitik ikke nær så højt på vælgernes prioritetsliste i lokalpolitik, mener Torben Hansen.
- Når opgaverne er her og vi skal have integrationen til at fungere, synes jeg rent faktisk, at både borgerne og byrådet står sammen om at løse dem, så jeg tror ikke, den del af debatten får indflydelse på kommunalvalget, siger han.
Drømmer om bedre debat
Efter 14 år som folketingsmedlem tager Torben Hansen et godt netværk med sig til Randers. Men han håber også, at han kan tage en mere respektfuld og professionel tilgang til politisk uenighed med sig fra Christiansborg. For her har byrødderne noget at lære, mener han.
- Jeg har oplevet en gensidig respekt folketingspolitikerne imellem på trods af, at man er uenig. Det vil jeg gerne tage med og forankre bedre i Randers Byråd, hvor det ikke er nogen hemmelighed, at tonen ikke altid er lige hjertelig, siger Torben Hansen.
Særlig skoleområdet har fået bølgerne til at gå højt i Randers, hvor en omstridt sag om fortrolige dokumenter fik borgmesteren til at afsætte en stribe udvalgsformænd fra deres poster, som de ellers havde fået for at bakke op om borgmesterens konstituering. En ny konstituering kom på plads mellem Venstre og Dansk Folkeparti, men bølgerne har ikke lagt sig i byrådet.
- Der har været et højt konfliktniveau, og det synes jeg også debatterne har båret præg af, og det kommer der ikke bedre politiske løsninger ud af, siger Torben Hansen, som samtidig også er bevidst om, at det nemt kan blive en svær opgave at holde sammen på den røde del af byrådet, der tæller flere lokallister.
- Der er brug for mere dialog. Det kan man sagtens gøre på en ordentlig måde, selvom man ikke er enig politisk, siger han.
Blå bog
Torben Hansen
50 år, uddannet folkeskolelærer 1989. Folketingsmedlem for Socialdemokraterne 2001-2015. Næstformand for Socialdemokraternes folketingsgruppe 2011-2013. Valgt til Randers Byråd første gang i 1994.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.