”Kære politikere. Skab jer et eftermæle!”
”Kære politikere. Skab jer et eftermæle!”
”Vi ved alle præcis, hvad der skal gøres, men hvis vi gør det, ved vi ikke, hvordan vi skal blive genvalgt.”
Det vakte en del opsigt, da EU-Kommissionens senere formand Jean-Claude Juncker i 2007 beskrev den europæiske udvikling med dette citat. Og citatet blev lørdag gentaget, da økonomiprofessor Jeffrey Sachs, der udover at være institutleder på Columbia University også er rådgiver for FN-generalsekretær Ban Ki-moon, gæstede Folkemødet i Allinge.
Sachs efterlyste i den grad politisk lederskab i en verden, hvor vi uddannelses- og ressourcemæssigt er kommet rigtig langt, men samtidig står overfor nogle enorme globale udfordringer.
- Alle er nervøse – selv I, som har det så godt her i Danmark, er nervøse for fremtiden. Og når folk er nervøse, så ender det hurtigt i konflikt – i os-mod-dem, fortalte han og sammenlignede vejen til globale løsninger med et symfoniorkester, der skal spille uden dirigent.
Alle skal kigge hinanden over skulderen og samarbejde for at få musikken til at spille.
- Det kræver for det første træning, og vi har ikke meget træning og erfaring med globalt fællesskab. Derudover kræver det et fælles mål, og dér er klimaaftalen et positivt eksempel, fortalte Jeffrey Sachs.
”Det mest rigtige at gøre er at sørge for, at alle piger opnår et vist uddannelsesniveau. For at skabe en fond, der kan finansiere det, skal vi bruge 25 milliarder dollar. Pentagon bruger tre milliarder dollar hver dag året rundt, så som jeg plejer at sige til dem: Tag et par uger fri!”
Bredere perspektiv
Tidligere klimakommissær Connie Hedegaard modererede debatten hos Folkekirkens Nødhjælp, som også havde inviteret Novozymes’ CEO Peder Holk Nielsen. En lang række danske virksomheder står nemlig med løsningerne på verdens udfordringer.
- Der kan ske en masse forfærdelige ting i verden, men vi har også chancen for at blive den første generation, der gør op med fattigdom og klimaforandringer. Der er også meget håb i verden, fortalte Peder Holk Nielsen, der ligesom Jeffrey Sachs efterlyste politikere, der vil prioritere at skabe de rigtige rammer for bæredygtig udvikling.
- En del af det handler også om medierne. Korte lydbidder virker ikke i den store fortælling, og det er det bredere perspektiv, vi har brug for, sagde CEO’en.
Jeffrey Sachs var dog håbefuld efter at have mødt George W. Bush tidligere på måneden. Den tidligere præsident havde nemlig ikke markeret sig på Irak-krigen, som han ellers er kendt for. Han havde derimod snakket om sin indsats mod aids i Afrika, som han gerne vil huskes for i dag.
- Det beviser for mig at se, at det ikke bare er et genvalg, men et eftermæle, den store politik kan skabe. Derfor må det være attraktivt for politikerne at tænke langsigtet, sagde professoren.
Et af de helt store fremtidsparadokser er befolkningstilvæksten i Afrika, som hvis væksten fortsætter som nu, vil gå fra en milliard til fire milliarder mennesker i år 2100. Jeffrey Sachs kaldte det derfor en nødvendighed, at de afrikanske kvinder i stedet for at få 5,2 børn i gennemsnit fremover når ned på at få 2,2 børn i gennemsnit.
- Det mest rigtige at gøre er at sørge for, at alle piger opnår et vist uddannelsesniveau. For at skabe en fond, der kan finansiere det, skal vi bruge 25 milliarder dollar. Pentagon bruger tre milliarder dollar hver dag året rundt, så som jeg plejer at sige til dem: Tag et par uger fri! Lød det fra økonomen, som fik en klapsalve med på vejen.
Ingen har magten i dag, mener Jeffrey Sachs. Ideen om, at USA’s præsident styrer verdens gang hører kun til i 1980’ernes politiske lærebøger. Derfor ser vi også, at nationalstaterne og deres politikere har svært ved at levere løsningerne.
- Aristoteles snakkede om demokrati ud fra tanken om en bystat – det kan I næsten stadig gøre i Danmark med 5,5 millioner mennesker, men det er langt sværere at tænke demokratisk med nationer på 300 millioner mennesker som i USA eller 1,3 milliard indbyggere som i Kina, sagde han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.