Kommunen.dk
MENU

Kære embedsmænd: Kast skrækken over bord

Kære embedsmænd: Kast skrækken over bord

14. feb. 2014
PETER AALBÆK JENSEN
Email

Kærligheden er som bekendt svær at opnå. Og den fylder meget, fra vi først bliver bevidste, og indtil vore ben er formuldede. Mangel på kærlighed er handlingslammende, og at opnå den fra omgivelserne kræver en solid investering.

For at kunne opnå andres kærlige anerkendelse må man udtrykke en vis form for selvtilstrækkelighed - ikke at forveksle med selvglæde. At hvile i en nogenlunde tro på egne evner giver den fornødne styrke og det element, som omverdenen kan kaste deres følelser ind i.

Og den elskede kan elske endnu mere og dele sin kærlighed med omgivelserne.

I dagens debat kan man ustandselig følge et fænomen, der absolut mangler kærlighed på alle måder.

Vores embedsmænd - en race i fokus - lider i høj grad af mangel på kærlighed til sig selv og deres nærmeste. De virker forskansede i mindreværd og angst for dommen fra de nærmeste.

Giv fanden i forvaltningsret

Pressen og den spøjse bastard ‘den offentlige mening’  har fundet denne mangel på egenkærlighed hos mange embedsmænd og kaster sig derfor med utæmmet energi over den stakkels ansatte og forvalter af det offentlige diktat. Det virker, som om mange institutioner og instanser er tynget af skrækken for at blive eksponeret i den offentlige gabestok. Og denne skræk tror jeg er mere skadelig end mangen misbrug af embedernes magt. Thi den, der i afmagt gør ingenting, gør mere skade end mangen despot, der dog har viljen og mulighederne for at gennemtrumfe sine ideer. Og både det politiske system og pressen galper gerne op i tide og utide og vil med magt placere flere aber, end selv regnskoven rummer.

Men der er et folk og en nation, der længes efter beslutningstagere, der med en vis mængde egenkærlighed som ballast trodser de gøende køtere, giver fanden i forvaltningsret og står ved sund fornuft og civilcourage.

Så kære embedsmænd og kvinder: Kast den tyngende skræk over bord. Rank ryggen og nægt at lade jer tyrannisere af plebs. I bør kigge jer selv i spejlet hver dag og sige højt: Hold kæft, hvor er jeg smuk og dejlig, og hvor har jeg dog ret i min måde at forvalte mit offentlige embede på.

Og til sidst vil hele hundeflokken lægge sig småfjærtende i deres kurve nær arnen. For den, der lader sig kujonere, han bliver det også.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR