Jyske børn venter op til 135 dage på hjælp
Jyske børn venter op til 135 dage på hjælp
118 dage. Så lang tid ventede midtjyske børn med psykiske problemer i gennemsnit på at komme til at tale med en psykiater i 2011 – og i april nåede ventetiden helt op på 135 dage.
Ventetiden er dermed to måneder længere end i Region Sjælland, og 57 dage længere end ventetidsgarantien foreskriver.
Regionsformand i Region Midtjylland Bent Hansen (S) forklarer den lange ventetid med, at regionen i 2011 ikke har kunnet besætte de nødvendige stillinger.
”Vi har fået henvist et meget voldsomt antal børn, og vi har ikke kunnet besætte de normerede stillinger. Nu har vi lavet vores egen friklinik og håber at kunne nedbringe ventetiden væsentligt,” siger Bent Hansen. Han vil dog ikke udtale sig om, hvornår ventetiden kan leve op til garantien om, at der ikke må gå mere end to måneder fra, at den praktiserende læge giver en henvisning og til at psykiatrien påbegynder undersøgelser. Fra Nordjylland, som i 2011 havde en gennemsnitlig ventetid på 103 dage, lyder meldingen, at der er langt igen, og at ventetiden ikke kommer under to måneder i løbet af 2012. Her lyder forklaringen, at der er for få private tilbud vest for Storebælt.
”Alle familier får tilbuddet om at komme hurtigere igennem, men det er ikke alle, der vælger det, fordi det ligger på Sjælland,” siger regionsrådformand Ulla Astman (S).
De lange ventetider vækker bekymring blandt dem, der til daglig har at gøre med børn med psykiske problemer.
”En ventetid på 118 dage er en betydelig overskridelse af udredningsgarantien, som der er gode grunde til, at vi har. Det er simpelthen belastende ikke at få en afklaring uanset, om den viser, at man skal videre i behandlingssystemet eller tilbage til egen læge,” siger formand for PsykiatriFonden, Anne Lindhardt.
En undersøgelse fra Bedre Psykiatri viser, at der også er store økonomiske konsekvenser forbundet med at være på venteliste. Over 75 procent af forældre med psykisk syge børn har eksempelvis været nødt til at tage orlov eller melde sig syge, mens deres barn har ventet på at komme i gang med behandling.
”Vores undersøgelse viser, at det er sindssygt dyrt for samfundet at have børn stående på ventelister så længe,” siger generalsekretær i Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard.
Sjælland er i mål
Regionerne Syddanmark og Sjælland er de to eneste steder i landet, hvor ventetiden i 2011 holdt sig inden for to måneder. På Sjælland blev den sågar reduceret med næsten en måned fra 2010 til 2011. Det er sket ved at psykiaterne nu bruger kortere tid på selve udredningen og hurtigere sender patienterne videre i behandling eller tilbage til kommunen.
”Vi har simpelthen sat os ned og set på, hvordan vi griber det an og lagt nogle arbejdsgange om, og det har så resulteret i denne her mindskelse af ventetiden,” siger regionsrådsformand i region Sjælland Steen Bach Nielsen (S).
Bedre Psykiatri hilser de sjællandske tiltag velkommen.
”Det siger noget om, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at leve op til den behandlingsgaranti, man gav for fire år siden,” lyder det fra Bedre Psykiatris Thorstein Theilgaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.